Gamle Danske Juledigte

Nu ruller året tungt sit hjul mod solhverv og sylvester, snart midt i vintermørkets skjul en kongesøn os gæster. Det er et under, rigt og stort, luk op for ham den stængte port, bered ham glædesfester!	Se, stjernen følger dig på vej ad nattestille stier, et jubelkor ombølger dig af engles harmonier. Knæl ned for barnets krybbeseng; han blive skal, den spæde dreng, din frelser og befrier.
Med stav i hånd gå ham imod og lyt til englens kalden! Følg hyrderne på hastig fod til Bethlehem og stalden! Du længe har om frelse ledt, i vildsom verden, ilde stedt, du var til dom hjemfalden.	Velkommen, himlens høje gæst, til os i vinterstunden! Nu kan vi holde julefest; vor frelse er oprunden. For lyset brast den dybe nat, og i det stride tjørnekrat blev julens rose funden.

Nordosten farer så bidsk og kold, lavt drejer vor sol sit hjul, den gamle jord er i mørkets vold; thi året hælder mod jul. Småfugle fryser og pipper trist på nøgen kvist.	Som ved et under den stride blæst forvandles til bliden vind; thi julens toner kan allerbedst strø solskin i sjæl og sind. Selv spillemanden, den gamle svend, bli'r barn igen.
Til byen kommer en spillemand, støt drejer han hjulet rundt; ud af sin kasse fremtryller han et strålende tonebundt. Da fyldes gaden af julesang med festlig klang.	Alt som han drejer med megen flid, hans tanker tilbage går. Snart barndomshjemmet ved juletid lyslevende for ham står. Mens øjet dugger, fra dybest gem gror minder frem.
Omkring ham samles en skare små; de toner hvert barn forstår. Der dannes kæde, og let på tå en lystig ringdans de får. Hver kind får rødme, hvert øje glans ved slig en dans.	Kom, julefyrste, til store, små, til rig og fattig i flæng! Tænd håbets stjerne i fattigst vrå! Besøg hver pige og dreng! Trøst spillemanden, det gamle skind! Luk glæden ind!
Og små som store -- hver buksetrold og blåøjet søsterlil -- sig giver glæderne helt i vold ved klangen af lirens spil. Nu svulmer hjertet i hvert et bryst af liv og lyst.	Lad julens lysende englehær omstråle hans mørke sti! Lad barnet træde ham kærligt nær, når andre går ham forbi! Sluk alle sorger! Du kan det bedst, højbårne gæst!

Det var en sludfuld, mørk decemberkvæld, en hagelbyge faldt med hårde smæld, men festligt lyste storbyens facader i stråleglans med tusind lamper tændt -- jeg havde ryggen nu til glansen vendt og gik i byens udkants mørke gader.	"Og mor er syg, kan ikke komme ned, og juletræet, se, det har jeg med...." Mit komme her var rigtignok belejligt! Jeg åbned døren -- gråden standsed brat, en lille iskold hånd om min greb fat: "Å, mange tak! Se, er det ikke dejligt!
Da lød der barnegråd. Jeg standsed brat og så et barn, forfrossent og forladt, stå i en port -- de røde, valne hænder holdt fast på et forpjusket juletræ, en fire-fem års knægt med bare knæ og blanke tårer, som i øjet brænder.	Jeg så på træet: skævt med knækket top -- forventningsfuldt så barnet på mig op. "Jo, det er smukt, og smukkere det bliver, når I får pyntet det med lys og flag, se, kan du købe lys en anden dag for denne lille skilling, jeg dig giver?"
"Hvad er der dog i vejen, lille ven? Kan jeg mon hjælpe dig? Sig bare frem!" To barneøjne op imod mig stirred: "Å, det er døren, den vil ikke op," og ivrigt stemte han mod den sin krop, mens stemmen hjælpeløs i gråden dirred.	To stjerner glimted frem i barnets blik -- ej større julegave nogen fik end jeg hin aften -- aldrig jeg den glemmer -- og lykkelig med træet han forsvandt, på gaden atter ud igen jeg fandt, men dybt i hjertet jeg hint minde gemmer.

Der skænkes os brede nætter i Norden ved solhvervstid. Men mørket har mistet sin grumhed, når sneen gør jorden hvid. Og længe før, gryets porte har åbnet sig smår på klem, er spurvene vågne og flyver i flokke fra hjem til hjem.	Kun skuffende kort er dagen, men skælvende rig på lyd af skovlklang og hundebjæffen og børnenes kælkefryd. Og kommer vor post til døren og rækker et brevbundt frem da røres vort sind af tanker, som bæres fra hjem til hjem.
Snart løfter sig morgenrøgen fra hver en skorsten i by, og egernet hopper fra reden, og haren finder sit ly, og krager slår ud fra krattet og duer fra loftets lem, mens duften af kaffe driver i frostdis fra hjem til hjem.	Så nærmer sig mørkningsstunden, og solen kryber i skjul, og inde i lune stuer bereder vi os på jul. Her samles en fredens stemning, er tiden end sløj og slem, og ruderne lyser så venligt med hilsen fra hjem til hjem.

Det lyse forår løb sin vej. Bort foer april og fagre maj. Ak, intet kan vi holde fast. Hvor alt har hast!	Så går vi gennem vinterblæst i stilhed hjem til julens fest -- og minder stryger mod en mand i julens land.
Og så kom somrens grønne spil. Hvor alting lo og blot var til. Jeg lyttede til blæstens sus -- forbi mit hus.	Og jeg er dreng hos far og mor med fadervor ved festens bord. Oh, julefryd med træ -- med glans. Barnlille: Dans!
Og alt blev gult en kølig dag. Nu kom den: Høstens bitre smag. . og nu på mørkets vej jeg står. . i julens gård.	Og julenatten sænker sig om kirkesti og alfarvej. . . fra Bethlehem en stjernes skin ler i mit sind.
Nu hælder det -- det gamle år, mens vi med fryd mod kirken går. Hør, salmesang og præstens ord om fred på jord!	Men aldrig bliver julen grå. Med varlig hånd den banker på hver hjertedør -- og straks det sker: Vi julen ser!

Ud over verden vide stråler en stjerne, skøn og stor, sender sit skær det blide hen over mørken jord.	Lider vi nød og trængsel, længes vi efter sjælefred -- selv i det mørke fængsel finder dog lyset ned!
Ej vi for mørket gruer, agter vi blot dens milde skin. Selv i de trange stuer titter en stråle ind.	Går vi ad tunge veje, stjernen bestandig vinker frem, fører til Barnets leje: krybben i Bethlehem!

Nu kimer det atter til jul over lande og hjerterne vågner fra trængsel og nød. Den livstrætte løfter sin furede pande, og børnene jubler på moderens skød. Alskabningens struber til lovsang er stemte -- -- den sang, som i hverdagens gråhed vi glemte.

Vi griber beværget de ældgamle toner og nynner de dybe og barnlige ord om barnet, der fødtes som verdens forsoner, om Gud, der steg ned til den stridende jord. Hvem er så forhærdet, så ond og forblindet, at ikke de ord er som sol gennem sindet!

Som unge lærker sang mod sky og hilste vårens første gry nu kirkens klokker synger, de synger julens glæde ind i hvert et træt og bange sind, hvor tvivlens skygger tynger.	Da henter vi fra mindets skjul igen vor barndoms glade jul og tænder træets kerte. Og dem, der alt har vejen endt, for dem står mindets stjerne tændt og lyser i vort hjerte.
De kalder store, kalder små, at sammen hånd i hånd vi gå, mens julen ind de ringer, da fejrer vi den store fest, hvor glæden selv som jordens gæst sin fred til hjertet bringer.	Da åbner helt sig hjertets dør, da bliver alt igen som før i lykkens lyse timer, og tryg som barn i moders favn, vi glemmer sjælens sorg og savn mens julens klokker kimer.

Home

Guestbook

E-Mail

This site is a member of WebRing. To browse visit Here.