HOME

CEMETERY

COOKING

FAMILY

GENEALOGY

HA-HA

JOURNAL

PHOTO

RV - CAMPER

TRAVEL

Gamle Danske Juledigte

Vintage Christmas Poems

 

Advent

Nu ruller året tungt sit hjul
mod solhverv og sylvester,
snart midt i vintermørkets skjul
en kongesøn os gæster.
Det er et under, rigt og stort,
luk op for ham den stængte port,
bered ham glædesfester!

 

Se, stjernen følger dig på vej
ad nattestille stier,
et jubelkor ombølger dig
af engles harmonier.
Knæl ned for barnets krybbeseng;
han blive skal, den spæde dreng,
din frelser og befrier.

 

Med stav i hånd gå ham imod
og lyt til englens kalden!
Følg hyrderne på hastig fod
til Bethlehem og stalden!
Du længe har om frelse ledt,
i vildsom verden, ilde stedt,
du var til dom hjemfalden.

Velkommen, himlens høje gæst,
til os i vinterstunden!
Nu kan vi holde julefest;
vor frelse er oprunden.
For lyset brast den dybe nat,
og i det stride tjørnekrat
blev julens rose funden.

N. P. Lindhardt

 

 

Den Gamle Spillemand

Nordosten farer så bidsk og kold,
lavt drejer vor sol sit hjul,
den gamle jord er i mørkets vold;
thi året hælder mod jul.
Småfugle fryser og pipper trist
på nøgen kvist.

 

Som ved et under den stride blæst
forvandles til bliden vind;
thi julens toner kan allerbedst
strø solskin i sjæl og sind.
Selv spillemanden, den gamle svend,
bli'r barn igen.

Til byen kommer en spillemand,
støt drejer han hjulet rundt;
ud af sin kasse fremtryller han
et strålende tonebundt.
Da fyldes gaden af julesang
med festlig klang.

 

Alt som han drejer med megen flid,
hans tanker tilbage går.
Snart barndomshjemmet ved juletid
lyslevende for ham står.
Mens øjet dugger, fra dybest gem
gror minder frem.

 

Omkring ham samles en skare små;
de toner hvert barn forstår.
Der dannes kæde, og let på tå
en lystig ringdans de får.
Hver kind får rødme, hvert øje glans
ved slig en dans.

 

Kom, julefyrste, til store, små,
til rig og fattig i flæng!
Tænd håbets stjerne i fattigst vrå!
Besøg hver pige og dreng!
Trøst spillemanden, det gamle skind!
Luk glæden ind!

Og små som store -- hver buksetrold
og blåøjet søsterlil --
sig giver glæderne helt i vold
ved klangen af lirens spil.
Nu svulmer hjertet i hvert et bryst
af liv og lyst.

Lad julens lysende englehær
omstråle hans mørke sti!
Lad barnet træde ham kærligt nær,
når andre går ham forbi!
Sluk alle sorger! Du kan det bedst,
højbårne gæst!

Jens P. Møller

 

 

Et Juleminde

Det var en sludfuld, mørk decemberkvæld,
en hagelbyge faldt med hårde smæld,
men festligt lyste storbyens facader
i stråleglans med tusind lamper tændt --
jeg havde ryggen nu til glansen vendt
og gik i byens udkants mørke gader.

 

"Og mor er syg, kan ikke komme ned,
og juletræet, se, det har jeg med...."
Mit komme her var rigtignok belejligt!
Jeg åbned døren -- gråden standsed brat,
en lille iskold hånd om min greb fat:
"Å, mange tak! Se, er det ikke dejligt!

Da lød der barnegråd. Jeg standsed brat
og så et barn, forfrossent og forladt,
stå i en port -- de røde, valne hænder
holdt fast på et forpjusket juletræ,
en fire-fem års knægt med bare knæ
og blanke tårer, som i øjet brænder.

 

Jeg så på træet: skævt med knækket top --
forventningsfuldt så barnet på mig op.
"Jo, det er smukt, og smukkere det bliver,
når I får pyntet det med lys og flag,
se, kan du købe lys en anden dag
for denne lille skilling, jeg dig giver?"

"Hvad er der dog i vejen, lille ven?
Kan jeg mon hjælpe dig? Sig bare frem!"
To barneøjne op imod mig stirred:
"Å, det er døren, den vil ikke op,"
og ivrigt stemte han mod den sin krop,
mens stemmen hjælpeløs i gråden dirred.

To stjerner glimted frem i barnets blik --
ej større julegave nogen fik
end jeg hin aften -- aldrig jeg den glemmer --
og lykkelig med træet han forsvandt,
på gaden atter ud igen jeg fandt,
men dybt i hjertet jeg hint minde gemmer.

 

Hver jul det står så klart for mig på ny,
når jeg forlade skal den story by
og gå i mørke sene aftenstunder;
for i det minde nynner julens bud,
som sletter skævt og mørkt og knækket ud,
så alt vi ser i glans af julens under.

Lili Hübschmann

 

 

Fra Hjem til Hjem

Der skænkes os brede nætter
i Norden ved solhvervstid.
Men mørket har mistet sin grumhed,
når sneen gør jorden hvid.
Og længe før, gryets porte
har åbnet sig smår på klem,
er spurvene vågne og flyver
i flokke fra hjem til hjem.

 

Kun skuffende kort er dagen,
men skælvende rig på lyd
af skovlklang og hundebjæffen
og børnenes kælkefryd.
Og kommer vor post til døren
og rækker et brevbundt frem
da røres vort sind af tanker,
som bæres fra hjem til hjem.

 

Snart løfter sig morgenrøgen
fra hver en skorsten i by,
og egernet hopper fra reden,
og haren finder sit ly,
og krager slår ud fra krattet
og duer fra loftets lem,
mens duften af kaffe driver
i frostdis fra hjem til hjem.

Så nærmer sig mørkningsstunden,
og solen kryber i skjul,
og inde i lune stuer
bereder vi os på jul.
Her samles en fredens stemning,
er tiden end sløj og slem,
og ruderne lyser så venligt
med hilsen fra hjem til hjem.

 

Højtideligt stjernerne tindrer
en kludeklar julekvæld,
mens kloden umærkeligt drejer
vort land mod en sommers væld.
Og står du og spørger frygtsomt
om fremtidens hvad og hvem,
kan hænde at stjernerne svarer:
Din vej går fra hjem til hjem.

Erik Bertelsen

 

 

Julens Land

Det lyse forår løb sin vej.
Bort foer april og fagre maj.
Ak, intet kan vi holde fast.
Hvor alt har hast!

 

Så går vi gennem vinterblæst
i stilhed hjem til julens fest --
og minder stryger mod en mand
i julens land.

 

Og så kom somrens grønne spil.
Hvor alting lo og blot var til.
Jeg lyttede til blæstens sus --
forbi mit hus.

 

Og jeg er dreng hos far og mor
med fadervor ved festens bord.
Oh, julefryd med træ -- med glans.
Barnlille: Dans!

 

Og alt blev gult en kølig dag.
Nu kom den: Høstens bitre smag. .
og nu på mørkets vej jeg står. .
i julens gård.

 

Og julenatten sænker sig
om kirkesti og alfarvej. . .
fra Bethlehem en stjernes skin
ler i mit sind.

 

Nu hælder det -- det gamle år,
mens vi med fryd mod kirken går.
Hør, salmesang og præstens ord
om fred på jord!

Men aldrig bliver julen grå.
Med varlig hånd den banker på
hver hjertedør -- og straks det sker:
Vi julen ser!

Arnold Hending

 

 

Julens Stjerne

Ud over verden vide
stråler en stjerne, skøn og stor,
sender sit skær det blide
hen over mørken jord.

 

Lider vi nød og trængsel,
længes vi efter sjælefred --
selv i det mørke fængsel
finder dog lyset ned!

 

Ej vi for mørket gruer,
agter vi blot dens milde skin.
Selv i de trange stuer
titter en stråle ind.

Går vi ad tunge veje,
stjernen bestandig vinker frem,
fører til Barnets leje:
krybben i Bethlehem!

 

Stjernen med smil vil minde
os om den store pilgrimsfærd.
O, om vi måtte finde
freden i stjernens skær!

Jens P. Møller

 

 

Nu Kimer det Atter

Nu kimer det atter til jul over lande
og hjerterne vågner fra trængsel og nød.
Den livstrætte løfter sin furede pande,
og børnene jubler på moderens skød.
Alskabningens struber til lovsang er stemte --
-- den sang, som i hverdagens gråhed vi glemte.

Vi griber beværget de ældgamle toner
og nynner de dybe og barnlige ord
om barnet, der fødtes som verdens forsoner,
om Gud, der steg ned til den stridende jord.
Hvem er så forhærdet, så ond og forblindet,
at ikke de ord er som sol gennem sindet!

 

Der er et mysterium gemt for de vise
i dette, som barnet og dåren forstår:
at bøjer man ydmygt sit knæ for at prise
i vinterens hjerte Guds løfter om vår
og tror på, at sorgen til glæde kan vendes,
da skimter man Bethlehemsstjernen, der tændes.

Peter Østergaard

 

 

Velkommen Jul - Vel Mødt Igen

Som unge lærker sang mod sky
og hilste vårens første gry
nu kirkens klokker synger,
de synger julens glæde ind
i hvert et træt og bange sind,
hvor tvivlens skygger tynger.

 

Da henter vi fra mindets skjul
igen vor barndoms glade jul
og tænder træets kerte.
Og dem, der alt har vejen endt,
for dem står mindets stjerne tændt
og lyser i vort hjerte.

 

De kalder store, kalder små,
at sammen hånd i hånd vi gå,
mens julen ind de ringer,
da fejrer vi den store fest,
hvor glæden selv som jordens gæst
sin fred til hjertet bringer.

Da åbner helt sig hjertets dør,
da bliver alt igen som før
i lykkens lyse timer,
og tryg som barn i moders favn,
vi glemmer sjælens sorg og savn
mens julens klokker kimer.

 

Velkommen jul, velmødt igen,
du kommer som en gammel ven
med lys, med sang i følge;
thi evig julens stjerne står
mens slægter kommer, slægter går,
som bølge efter bølge.

Olaf Wentrup

 

 

These poems are all believed to be in the public domain. If anyone has information to the contrary we ask that you contact us, and we will promptly rectify the matter.

All restored images on these pages © Lisbeth Agerskov Christensen 2008

Home

Guestbook

E-Mail

Powered by WebRing.

This site is a member of WebRing.
To browse visit Here.