|
Prædiken
ved
Vagn Agerskov-Christensens
Begravelse
9.
marts 2007
af
Jes Rønn Hansen
Det
kom som et overraskende og trist budskab da jeg søndag middag
så ud af vinduet og opdagede at flaget var sat på halv
stang ved tårnvillaen i Strib og hos genboen.
Jeg
havde hørt rygte om, at Vagn var syg, og at det muligvis var
alvorligt. Men at hans død skulle komme så hurtigt var
en kedelig nyhed for os alle.
Vi
synes at Vagn alt for tidligt blev taget bort fra os. Vi vil komme
til at savne ham. Nørre Alle vil utvivlsomt blive mindre
blomstrende nu. Alle kunne vi, når vi gik langs Strandstien,
følge med i årets gang ved at kaste et blik på
Vagn og Ellas have. Vi vil komme til at savne den stille og beskedne
mand, der i ly af træer og frodighed, gik mellem tusinder af
tulipaner og puslede og ordnede det så sirligt i haven ud mod Lillebælt.
Vagn
blev 71 år gammel. Han var fra Brahetrolleborg sogn, men blev
uddannet agronom på Landbohøjskolen i København.
Her mødte han også sin livsledsager Ella.
Vagn
og Ella fik mange gode år sammen. De har også haft
svære år, ikke mindst den ubærlige sorg de fik, da
de mistede deres søn. Men Vagn og Ella holdt sammen. I alt
hvad der skete havde Vagn en styrke der hjalp alle omkring ham. Han
var en stille natur, beskeden og venlig. Men han var også
stærk, når det var det der skulle til, og han var i
tusindvis af situationer Ella og børnene en uundværlig
støtte og hjælp i dagligdagenes store og små begivenheder.
De
store og glædelige begivenheder var fine nok for Vagn.
Festtøj og jakkesæt, det var i orden - når det nu
ikke kunne være anderledes. Men det bedste var, når han
kunne få lov til at tage sit havetøj og sine
støvler på, og være i sin have og passe det store
hus. Efter at have arbejdet i nogle år ved Landboforeningen og
ikke mindst 25 år som agronom ved Shell, gik han på
tidlig pension for 10 år siden. Vagn og Ella har altid rejst
meget sammen. Fra rejser overalt i verden er der mange lyse minder.
Som pensionist blev der nu endnu mere tid til det, men ikke mindre
vigtigt endnu mere tid til haven.
Som
sagt var vi nogen der slet ikke opdagede at Vagn var alvorlig syg.
Men det ved vi nu. Vagn var ikke bange for det der nu skulle ske, Men
selvfølgelig er det svært at skulle sige farvel til alle
dem han holdt så meget af. Vagns sidste ord var: "Sig
farvel til dem alle sammen for mig." Og den hilsen er hermed
viderebragt til alle.
Når
jeg nu i min barnlige og lidt naive tro tænker på Vagn,
så kommer jeg til at tænke på, at ikke alle engle
kan være hvide. Nej, der er også nogle grønne
eller blå. For hvad nytter det at Gud har et Paradis, hvis ikke
han kan finde nogle til at hjælpe sig med at passe denne
skønne have, denne evige frugtbarhed og dette fantastiske
blomsterflor. Hvem skal Vorherre få til at hjælpe sig?
Og
svaret er selvfølgelig oplagt. Det skal Vagn. Han har
fået sit havetøj på igen, og der er nok at
gøre, men der er ikke længere den smerte og det savn vi
kender fra dette liv forbundet med Edens liv. Der er kun glæden
over den evige sommer, og glæden over at den sorg vi fik i
livet, nu er forsvundet som dug for solen, med gensynet vi får
med dem vi så inderligt savnede her. Der er nok at gå i
gang med, for skal det gå sådan som Vagn vil - og det
tror vi det skal - så skal der være pænt og flot,
så alt kan være klar til den time, hvor vi andre skal
banke på - og der lukkes op for os til det evige livs glæde.
Den
kristne tro forkynder os - måske med andre ord - men i den
samme Ånd - at når vi dør, skal vi få lov
til at gå ind i Guds Rige.
Der
er så meget vi ikke forstår. Der er så mange
spørgsmål, som rumsterer i vore hoveder. Der er tunge
byrder at bære, og store sorger i vores tilværelse.
Særligt når vi skal tage afsked med så godt et
menneske som Vagn.
Men
håbet om, at vi er i Guds hænder vil vi ikke slippe.
Da
en af Jesu venner døde, kom de til ham, og bebrejdede ham det
der skete: "Havde du dog bare været her, var det aldrig
sket!" som de sagde. Men det at deres sorg og smerte blev udtryk
i en anklage, blev Jesus ikke vred over. Så fulgte han med dem,
hen til deres smertes ophav, den død der alt for tidligt ramte
Lazarus. Og han sagde til Lazarus' søster Martha: "Din
bror skal opstå".
Og
da sagde han til hende - og til alle os andre der står omkring
ham med det samme tab og i den samme magtesløshed: "Jeg
er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om
han end dør."
På
denne dag fatter vi ikke, hvor stor en kærlighed der udtrykkes
i disse ord. Den største kærlighed der findes er blevet
os til del. Større end mennesker og større end ord. Og
den kærlighed er midt iblandt os, i Jesus Kristus, død
og opstanden, nærværende og levende i hver en stund
både i liv og død.
Men
det betyder ikke, at vi ikke føler sorgen. Efter at Jesus
havde sagt disse fantastiske ord om opstandelsen, brast han selv i
gråd foran Lazarus' grav. Og når Jesus kunne græde,
er det så så mærkeligt at også vi i dag
føler os tynget til jorden?
I
disse dage mødes vi med sorgen, men i denne time også af
glæden i opstandelsens løfte.
Du
Herre Jesu Kriste
vor
glædes sol og skin,
bliv
hos os til vort sidste,
opvarm
vort kolde sind!
Giv
kærlighed vort hjerte,
forny
vor sjæl og ånd
vend
bort al sorg og smerte
alt
med din milde hånd!
Må
den tro bære jer og os alle, gennem de kommende svære
dage. Lad os dagligt leve i håbet, og lad glæden vende
tilbage til os.
Amen. |
