De seneste nyheder på dansk

 


2004

JAN

FEB

MAR

APR

MAJ

JUN

JUL

AUG

SEP

OKT

NOV

DEC

Her kan I klikke jer frem, hvis I ikke vil læse det hele.

 

 

8. Januar,
2004

Lige en opdatering, mens jeg sidder og skråler med på min nye Chess-CD med Stig Rossen... "Everybody's playing the game.... tra-la-la-la-la-la-la-la... Nobody's on nobody's si-i-i-i-i-ide...."
Allerførst godt nytår til jer ALLESAMMEN... og MANGE TAK for julegaverne - I ved selv, hvem I er! Jeg vil ikke være så træls at gå hele gavelisten igennem, men jeg er nødt til at nævne bare et par ting. Jeg vil først lige fremhæve vores nye viskestykker fra Helle, som er de største, jeg nogensinde har set - de er helt fantastiske! De er på størrelse med Norge! Det er sandelig en velkommen forandring fra de små karklude-agtige lapper de kalder viskestykker herovre, som skal vrides efter to kopper og en gaffel! Det er en hel fornøjelse at vaske op nu... sku' vi hilse fra trælleungen og sige. Og så vil jeg også lige fortælle, at vi fik Mads Stage dækkeservietter af Anne-Louise, med H. C. Andersen-motiver. Da vi åbnede dem, var den øverste dækkeserviet en med motiv fra "Fyrtøjet", og ham selv, som ikke er så velbevandret i H. C. Andersens eventyr, kiggede på billedet af soldaten og heksen og sagde, "Nej, se bare, de er SPECIAL-LAVET til OS!" Ja, I behøver ikke engang komme til mit forsvar, jeg har allerede selv givet ham en på lampen!
Der er ellers ikke så meget at fortælle, siden vi havde sådan en stille, fredelig jul. Jeg er ved at DRUKNE i kirkegårdsarbejde med den nye side og hvad ved jeg. Det føles som om, det aldrig bliver færdigt, men nu synes jeg da, jeg kan se et lille-bitte lys for enden af tunnellen. Som far siger, det bliver en hård fødsel.
Mit nytårsfortsæt er forresten at sætte bare LIDT tid til side til at finde to relativt ukendte seværdigheder i San Diego og umiddelbare omegn om måneden, og slæbe The Spud ud og se dem, og ta' billeder så I kan se dem også - her. Jeg tror vi går glip af nogle ting i vores egen baggård sommetider - med mindre de er kirkegårde, DEM har jeg check på nemlig!
Nå, ellers ville jeg bare lige hilse på og sige godt nytår.

 

 

20. Januar,
2004

Jeg synes det er så længe siden, jeg har skrevet, så jeg ville lige melde mig, selv om der ikke er så meget nyt. Den mest sindsoprivende ting, der er sket, er vel, at jeg blev kørt ned i fredags - eller rettere JEG kørte en dame ned, som kørte ud direkte foran mig efter et fuldt stop. Jesse The Wondertruck fik ikke så meget som en skramme - hurra for kofangeren! - det var dårligt nok, støvet blev flyttet rundt på kølerhjælmen. Den anden dames bil, som ellers så meget ny og fin ud, før hun kom i karambolage med mig, blev til gengæld fuldstændig skrottet i den ene side. Så snart vi havde fået check på, at der ikke var nogen af os, der var kommet til skade, sagde jeg til hende, at hun havde fuldt stop. Hun svarede, at hun standsede da, og jeg var af en eller anden grund ikke i stand til at forklare for hende, at ideen i, at man skal standse, er at man ikke kører igen, før der er fri bane. Hun blev ved med at sige "jamen, jeg havde allerede standset." Det er åbenbart ikke helt så elementært, som jeg ville have gået ud fra.
Den anden store nyhed er, at April har fået bøjlen af, og har meget fine tænder nu, som hun går rundt og viser frem til alle og enhver, der gider se på dem. I kan se hendes fine nye tænder her, på siden om vores første eventyr i San Diego og omegn, Chollas Lake.
Forresten, hvis der er nogen af jer, der har lyst til at spendere en ekstra julegave på mig, så er der en gaveide her. Vent I bare til jeg bliver mangemillionær...! Ja, hva' ski'e, hvis jeg bli'r mangemillionær, køber jeg hele øen, så kan I skiftes til at komme på besøg! Og mens vi er i gang med at snakke om gaver, fik jeg en CD i julegave af ham selv, som jeg bliver mere og mere vild med, jo mere jeg hører den. Det er en CD, der hedder Closer med Josh Groban, og jeg tror jeg køber den til jer allesammen, efterhånden som I får fødselsdag - så er I advaret! Jeg opdagede lige, da jeg lavede et link til hans hjemmeside, at hvis man trykker på 1 eller 2 eller 3, nede hvor der står Music i nederste venstre hjørne, er der gratis smagsprøver. Hør selv, er han ikke bare go'?!
Nå, det kan være jeg skal se at få slukket for musikken, så vi kan se "State of the Union" - det er sådan hen efter dronningens nytårstale, men fra præsidenten. Lige et øjeblik, mens jeg tænder for fjerneren.... Så, nu er jeg her igen. Det var lige til tiden, Bush er gået i sving. Hele kongressen er der, om det så er Kennedy ser det ud til, de har fået ham tørret nok ud til, at han kan stå op uden at svaje. Han har siddet og rystet på hovedet i de sidste 10 minutter, man bli'r helt bange for, om det falder af! Hillary Clinton ser ud som om, hun lige har spist en citron, og ville foretrække at være hjemme og skrubbe WC-kummen, og Tom Daschle har overhovedet ikke noget ansigts udtryk, og klapper meget anstrengt, det ser ud som om han er en teaterdukke med stænger, der bevæger hænderne, og der sidder en dukkefører nede under hans stol og styrer ham. Ja, det er minsandten fuldt af festlige folk i kongressen!
Nå, jeg vil takke af igen - Hygge-hejsa allesammen!

 

 

6. Februar,
2004

Er det ikke flovt, at det er Februar, og jeg ikke har taget julesiden ned endnu? Nå, efter alskens FTP-problemer har Skip (ham, vi lejer FTP-server fra) efter adskillige søvnløse nætter (- hvis han selv skal sige det, hva' ved jeg?) endelig langt om længe fået det hele op at køre igen, så jeg kan opdatere!
Jeg sidder og venter på, at de skal ringe tilbage fra Centret. Vi går og lurer på at tage et smut til New Mexico i nogle dage, så jeg har bedt fri fra arbejde for godt en måneds tid siden, og jeg kan simpelthen ikke få et svar fra dem, om de vil give mig fri eller ej. Det er altid sådan, og jeg har derfor altid gået ud fra, at hvis de ikke sagde nej i god tid, havde jeg fri. Det har gjort, at de har været i klemme et par gange, hvilket jeg rent personligt synes er deres problem, siden de ikke kan få sig snøvlet færdig og få givet besked. Jeg ringede for en uge siden, og rykkede for et svar, og har ikke hørt en disse, og for to timer siden ringede jeg og sagde, at hvis jeg ikke hører fra dem engang i dag, vil jeg gå ud fra, at jeg har fri, og lave faste planer. Så nu holder jeg mig lige hjemme - det skal ikke være sådan, at de kan påstå, jeg ikke var her, og de forsøgte at ringe. Prøv lige og spørg, om de hænger mig langt ud af halsen derovre! Nej, hvor er jeg gnaven al'så.
Der er del-valg i dag, og ud af de ti demokrater, der oprindeligt ville opstilles til præsidentvalget i November, begynder der efterhånden at falde nogen fra. I aften ser det ud til Kucinich ryger, og Lieberman bukkede under i sidste uge. Det er lidt ærgeligt, de er så underholdende. Dennis Kucinich ligner Alfalfa fra "De Små Bisser," og den festligste planke i hans platform er, at han vil have ulovlig-gjort hjernevask fra væsener i det ydre rum. Og stakkels Joe Lieberman lyder som om, han er ved at begynde og græde, hver gang han skal tale. Og ikke kun, fordi han tabte den anden aften - HVER gang han taler, om HVADSOMHELST.
Nå, ham selv er lige kørt ned for at hente pizza til av'tensmaden, så en anden en må hellere komme i sving med opdateringen af både kirkegårdssiden og hjemmesiden. Det bli'r en mundfuld, tror jeg, bare jeg kan holde mig vågen længe nok! Ka' I ha' det godt!

 

 

13. Februar,
2004

 

I er sikkert chokerede over, at jeg er her allerede igen, men der behøver jo ikke partout at gå halvanden måned mellem HVER gang jeg opdaterer - Så hej med jer! Vi er lige kommet hjem fra en tur til Jacumba, hvor vi skulle finde en gammel gravplads, vi havde fået snuset os frem til. Jeg har altid syntes, at Strib var et meget lille sted. Det synes jeg ikke mere. Jeg synes, Jacumba er et meget lille sted. Vi fandt gravpladsen oppe på et bjerg omkring halvanden kilometer udenfor byen og fik taget billeder af den. Der var ingen gravstene som sådan, kun stendynger, så næste ærinde på listen var at finde ud af, hvem der var begravet der, om ikke ved navn, så generelt så'n i det mindste. Vi spurgte os for ved alle byens tre forretninger, to benzinstationer og en landhandel, og vi fik så intelligente svar som "Jeg tror det er en gravplads af en slags." Virkelig! Som om der er så mange andre muligheder... Kan jeg bare lige sige, at hvis man ikke går op i det, går man ikke op i det, og der er bare ikke noget at gøre! Nå, vi stæsede ned på det lillebitte bibliotek, hvor vi gravede os gennem deres hele fem bøger om lokalhistorie, hvoraf tre var maskinskrevne, udgivet af forlaget Kopimaskine! Ikke et ord om gravpladsen, og bibliotekaren vidste heller ingenting, men "ville gætte på at det var en indianerkirkegård." Det vidste vi allerede, det ikke var, da det kun er katolske indianere, der begraver deres døde - resten bruger ligbrænding, og der har aldrig været en katolsk mission ved Jacumba. Bibliotekaren sagde, der var én mand i byen, der garanteret ville vide noget om det, han hed Norman Blackwell og har boet i Jacumba hele sit liv, men han havde ikke telefon, så hun kunne kun få fat i ham, hvis han kom ind på biblioteket før eller siden. Vi aftalte, at hun ville spørge, når hun så ham, og så kunne jeg ringe tilbage til biblioteket ved lejlighed og få besked.
Vi kørte fra biblioteket og bestemte os til at få noget at spise, inden vi rullede hjemad. Den eneste restaurant var Jacumba Hot Springs Spa, som i 1920 havde så fint klientel som Clark Gable og hans Hollywood kammersjukker. Nu er det en mere eller mindre tarvelig affære, hvor der sad et par gutter i baren og hang over en øl og så fjernsyn og en enkelt pensionist sad i restauranten og kvalte den ene kop kaffe efter den anden hele tiden, mens vi var der. Vi bestilte sandwich og salat, og April fik den største børver hun kunne finde. Mens vi ventede på vores mad, kom der en gammel mand ind og satte sig, og da den anden gamle mand, der allerede var der sagde "Dav, Norman," kan I ellers lige tro Mrs. Dub fik spidset ører - der er vel grænser for, hvor mange gamle Norman'er der kan være i en by med 600 mennesker! Jeg spurgte ham, om han var Norman Blackwell, og ganske rigtigt, der var han sør'me - og fuld af masser af god information, både om gravpladsen (som er fra dengang de byggede jernbanen - de fleste der er begravet deroppe er kinesiske jernbanearbejdere, der døde i en influenza-epidemi i 1918) og om hele omegnen.
Det var slet ikke så tovligt et slumpetræf, i betragtning af, at det er fredag den trettende i dag.... Desværre var jeg den eneste, der ikke havde en uheldig frokost - The Spud fik et stykke af en kakkel i sin salat, men så det i det mindste i god tid, så hun ikke knækkede nogen af de fine nye tænder! Og ham selv skulle lige have lidt sennep på sin sandwich, da hele toppen faldt af sennepsflasken, og han fik lidt meget sennep på sin sandwich. En halv flaske, sådan circa. Hihi. Ja, måske er det bare mig, men jeg tror Jacumba Hot Springs Spa har set sine bedste dage - Clark Gable ville garanteret ikke ha' fundet sig i DEN frokost! Nå, Norman var det hele værd, og jeg fandt ingen fremmedlegemer i MIN mad, så en selv var helt godt tilfreds!
Nå, det var DET eventyr. Og apropos eventyr, så har April haft et par stykker til, en tur ud og se på broer - ikke så idiotisk som det lyder - og en tur til Heritage Park. Og tro det eller la' vær' - det sjoveste jeg så hele ugen var en gravsten! Men jeg skal på arbejde om en halv time, så jeg opdaterer først i morgen, jeg skal til at samle mig sammen. Ka' I ha' det. Knus og kærlige hilsener fra OS og mig! Mest mig. HA!

 

 

26. Februar,
2004

Hej allesammen, det øs-sjask regner så selvom vi ikke har lavet meget andet end at arbejde, og der ikke er sket så meget, vil jeg alligevel lige benytte lejligheden til at opdatere, når vi nu alligevel er nødt til at holde os indenfor. Jeg ville også lige se at få sat vores slægtsbilleder op, som nu er her i galleriet.
De eneste to nyheder, jeg lige kan komme i tanke om siden sidst, er at vi har været på tur til McCain Valley og vi har været i biffen og se Mel Gibson's "The Passion of The Christ".
McCain Valley er et stort område, der ligger på vej ud til ørkenen, og som er overbestrøet med kæmpestore sten. Der er billeder her, hvis I vil være mæ'! Da vi var derude klatrede vi lidt rundt, og Wally fandt et teleskop, der var blevet efterladt, det lå lige så fint i sit etui og var så godt som nyt. Vi kørte op til skovfogeden og lagde vores telefonnummer i tilfælde af at dem, der mistede det, henvender sig, men indtil videre har vi ikke hørt noget, så det ser ud til, at vi har fået os et nyt stykke legetøj. Ti-hi....
Apropos legetøj, så fik jeg en ny computerskærm af ham selv til Valentinesdag, en af de flade. Den er på størrelse med en fodboldbane, og jeg ELSKER den - jeg kan slet ikke forstå, hvordan jeg har fundet mig i den lille kasse jeg har siddet og gloet på hver dag indtil nu, den er bare så dejlig, og den er min, og jeg er helt vild med den! Han er nu så sø' al'så, selvom han ikke er så vild med at indrømme det!
Vi så The Passion i går (askeonsdag), og det var en helt fantastisk film, en af de bedste, jeg nogensinde har set. Den er grusom og smuk og historisk og symbolsk og meget, meget kunstnerisk, og den var på samme tid fængslende og næsten ikke til at få sig selv til at se. Det er faktisk ikke til at beskrive, den skal simpelthen ses for at man kan forstå det. Da vi lige havde set den, troede jeg slet ikke jeg ville kunne klare at se den to gange, men nu snakker vi allerede om at se den igen, der var bare så meget symbolik, at der garanteret var meget, vi gik glip af.
Nå, det var da vist det for denne gang. Jeg har temmelig mange sider, der skal overføres, for jeg har langt om længe flyttet alle siderne fra America Online over på den nye server, så jeg må hellere se at få rubbet neglene! Farvel med jer!

 




 

9. Marts,
2004

Jeg skulle egentlig ha' været på kirkegården, men det er begyndt at regne, så nu er DET spoleret. Øv, øv og atter øv! Den dumme vejrmand havde endda LOVET at det skulle blive solskin, og nu siger han spredte byger. Da jeg brokkede mig til ham selv, da han ringede for lidt siden, påpegede han fornuftigt at meteorologerne jo ikke ligefrem har KONTROL over vejret - Er der noget mere irriterende, end folk der er logiske lige midt i, at man er godt i gang med at skabe sig hysterisk? Nej, vel? Nå. Men så kan jeg da i det mindste få skrevet til min stakkels forsømte lille læserskare.
Hi-hi. De siger lige på TV-avisen, at der er en dame, der er blevet arresteret, fordi hun gik ned i Walmart og købte varer for omkring $1000 og så prøvede på at betale for det med en MILLION-dollarseddel! Det værste er ikke engang, at hun troede, de ville hoppe på, at der findes en million-dollarseddel, det mest idiotiske er da, at hun troede, de har byttepenge for en million nede i Walmart....
Der er ellers ikke så meget at fortælle - fordi vejret har været så upålideligt på det sidste, har vi mest holdt os hjemme (ja, vi er nogle værre piveski'er her i de varme lande), og jeg har fået det meste af tiden til at gå med min danske slægtsforskning. For et par dage siden fik jeg en e-mail fra en mand, som havde fundet vores hjemmeside og havde hittet ud af, at han og jeg er i familie med hinanden langt ude - hans datters mand er tipoldebarn af mine (og nogen af jeres!) oldforældre - For nemhedens skyld kalder han mig sin "svigerkusine". Og for at det ikke skal være lyv, bor han i San Diego, så der skrumpede verden lige en lille smule igen.
Jeg fik også læst J. R. R. Tolkien's "The Silmarillion" ("Silmarillion") færdig i denne uge, og jeg begyndte på "The Gospel According to Jesus" af John MacArthur. Silmarillion havde været god at læse før "The Hobbit" ("Hobbitten") og "Lord of the Rings" ("Ringenes herre"), men det er der jo ikke noget at gøre ved nu. Bedre sent end aldrig.
Ellers er der ikke sket så meget - det eneste jeg kan komme i tanke om, er at jeg fik slæbt April med i Sheriff-museet den anden dag. I kan se billeder her, hvis I har lyst! På vittighedssiden er der en gammel avis-notits om San Diego's første kachot, det er ski'eskægt - og så er det sket i virkeligheden, hvilket kun gør det endnu sjovere.
Nå, jeg burde egentlig benytte lejligheden til at få gjort hovedrent i køkkenet. Det ta'r altid syv lange og syv brede, fordi jeg er nødt til at vaske alle 117 køkkenskabe indeni og udenpå, så jeg kan få alt det snavs af, der sætter sig, fordi vi altid holder vinduet åbent. Jeg kunne lige sparke mig selv, fordi jeg malede dem hvide. Da jeg flyttede ind, var de en slags ubestemmelig lys grålig rosa, som uden tvivl kunne have gået et vulkanudbrud igennem, uden at det ville kunne ses, men som et andet fjols sagde jeg straks til mig selv, "Ih, alle skabene skal males hvide, for hvidt ser altid så RENT OG PÆNT ud!" Komplet idiot, det er hvad jeg er.
Okay, Jeg går i gang med at skure og skrubbe nu! Ha' det godt allesammen - og nu må I ikke græde, jeg skriver snart igen!

 

 

24. Marts,
2004

Okay, nu gi'r jeg lige op lidt og skriver til jer i stedet for at rive mere hår ud af hovedet. Al min frustration kommer sig af, at vi, for at få mere plads på computeren, har omformatteret mit E-drev (IKKE computeren, har jeg fået at vide, vi omformatterede ikke computeren, vi omformatterede mit E-drev, det siger Hr. Hænger-Sig-I-Fuldstændig-Ubetydelige-Detaljer nemlig selv. Ja, ja...). Nå, men da jeg først nedlæste mit FTP program, nedlæste jeg to forskellige udgaver, fordi jeg ikke vidste hvad for en, jeg skulle bruge, men jeg købte selvfølgelig kun den ene, så nu da jeg forsøgte at genindlæse det, kunne jeg ikke få lov til det, for de informerede mig om, at de havde fundet uautoriserede filer på min computer, og at jeg er en meget fæl person, og hvis jeg vil bruge deres program kan de kun give mig lov til det igen, hvis jeg sender dem den hersens blanket udfyldt med navn, addresse, telefonnummer, e-mail addresse... skostørrelse... blodtype... bla-bla-bla.... Og siden jeg er sådan en uregerlig kriminel slags person nægter jeg at gøre det, for jeg er sikker på, at det ville resultere i, at de en skønne dag, når jeg sad med åben mund og polypper foran computeren, ville brase ind i huset med en stormbuk og beslaglægge min computer, Wally's computer, The Spud's computer, stereoanlægget, fjernsynet, og for den sags skyld sikkert også The Spud selv - bare for at være på den sikre side - så de kunne sælge det hele og få deres omkostninger dækket. Men nu har jeg jo heldigvis regnet deres planer ud på forhånd - Der er nemlig ikke meget, der kommer bag på MIG, nixen-bixen! I mellemtiden kan jeg ikke bruge mit FTP-program, så selvom jeg skriver til jer i dag, bli'r der ikke opdateret, før jeg hitter ud af, hvad jeg skal stille op.
Det er ellers blevet godt vejr igen her omkring - overskyet, men uden regn, så nu er der rigtig kommet sving i kirkegårdsarbejdet igen. I går havde jeg April med i Mission San Luis Rey i Oceanside. Det var en rigtig god tur (billeder her), og vi kunne let have fået hele eftermiddagen til at gå deroppe, hvis det ikke var for skolebørnene. Der kom den ene bus efter den anden, til vi til sidst ikke kunne sparke os frem for mere eller mindre ustyrlige unger. Det fik mig til at undre mig over, om April opfører sig sådan, når jeg ikke er i nærheden til at holde skik på hende. Jeg spurgte hende ad, og hun sagde naturligvis at hun altid opfører sig pænt og høfligt, lige det svar, hun vidste, jeg var ude efter! Flink pige!
Nå, la' mig lige tænke (så er det godt! - ingen spydige bemærkninger fra de billige rækker!) - hvad spændende ting er der sket siden sidst? Der var en bil, der braste ind i stueetagen af huset mandag aften. Vi hørte et øredøvende brag, og gik ud fra, at der var to biler, der var kørt sammen. Da vi fik stukket ho'derne ud af vinduet, viste det sig, at det kun var en bil, men den var kørt ind i vores facade. Ikke HELT indenfor, for der gik heldigvis ikke hul på muren, men han nåede da at mase et par buske i forhaven fuldstændig flade og efterlade nogle grimme mærker i kalkpudset.
Og så i dag, da jeg var i Walmart for at købe fødselsdagsgaver til den forkælede unge (nej, ikke til mig - til April!) var der en mand, der fik et epileptisk anfald lige midt i dåsemads-afdelingen. Jeg var overrasket over, hvor mange mennesker der stimlede sammen om ham, uden at der var en eneste af dem, der havde begreb om, hvad de skulle stille op med ham. Jeg var lige begyndt at overveje, om jeg skulle gøre mig behjælpelig, da apotekeren heldigvis stillede sig til tjeneste, så jeg slap for tjansen. Men, nu siger jeg det lige, en gang for alle, så hør efter, folkens! Det er IKKE MULIGT AT SLUGE TUNGEN! Det kan simpelthen ikke lade sig gøre, det er ikke fysisk muligt. I "Silence of the Lambs" ("Ondskabens øjne"), der hvor Hannibal Lecter overtalte Miggs til at sluge sin tunge.... UMULIGT! DET RENE SLUDDER OG VRØVL! I ved godt den lille strengeagtige dims under tungen, der holder tungen fast i undermunden? Den har Gud opfundet, fordi han vidste, at vi er en flok kvajhoveder, og at vi ville sluge vores tunger i tide og utide, hvis Han ikke tog foranstaltninger, så tro mig - DET KAN IKKE LADE SIG GØRE AT SLUGE TUNGEN! Prøv bare ad, værsgo'!... SE SELV, I KAN IKKE! Jeg sagde det jo. Så har I forhåbentlig fået klaring på det, allesammen.
Nå go'nat! Det er den tid på av'tenen, hvor én skal på arbejde, så jeg er den, der er smuttet!

 

 

6. April,
2004

Hmmm. Jeg farvede hår i går (ja, ja, fald ned! - BRUNT selvfølgelig, ikke noget vildt og punk-agtigt, bare lige til at dække de grå hår - IKKE AT JEG HAR NOGEN, NATURLIGVIS!) - og hele dagen i dag har folk spurgt mig, om jeg er blevet klippet.... Jeg ved ikke hvem der er mest forvirret efterhånden, er det mig eller resten af verden?
The Spud havde fødselsdag i sidste uge, og jeg skulle hilse jer allesammen og sige mange tak for hilsnerne og gaverne! Jeg tog hende med til en løgne-konkurrence i dagens anledning, og vi blev væk et par dage og fik en rigtig hyggelig tur ud af det. Hun er virkelig blevet en god rejsekammerat efterhånden. Der kom forresten mange, mange mennesker i husvogne til løgne-konkurrencen. Jeg var grøn af misundelse.
Nå, vi er lige blevet færdig med at se "The Green Mile" ("Den grønne mil"). Jeg tror, det er den bedste film, jeg nogensinde har set Tom Hanks i. Hvis der er nogen af jer, der ikke har set den, vil jeg varmt anbefale den. Vi havde også lejet "Grease," bare for at der skulle være noget, April kunne gå op i. Jeg spø'r bare, hvornår er "Grease" blevet så elendig? Jeg tror jeg så den fem-syv gange omkring sjette eller syvende klasse, og John Travolta blev dejligere og dejligere hver gang, jeg var helt VILD med den film! Men lige nu, da jeg så den, sad jeg bare og tænkte "sikke en højrøvet skovl Danny Zuko er" og "hvis Sandy ikke snart får en rygrad, hopper jeg ud af vinduet." Det eneste, der var ligeså godt, som jeg husker det, var musikken. Ellers tilbragte jeg det meste af filmen med at krumme tæer og med at true April med, at hvis hun nogensinde opfører sig, som de gør i filmen, låser vi hende inde på hendes værelse, til hun fylder femogtredive. Hvilket utvivlsomt bare opmuntrede hende, hvis jeg kender hende ret!...
Nå, men "Den grønne mil" var noget længere, end jeg havde regnet med, hele tre timer tror jeg, så jeg når nok ikke at skrive så meget, før jeg skal på hovedet i seng - men mit FTP-program er kommet i orden, så nu skal der spil'me opdateres, og jeg går i sving med det lige med det vuns, så jeg kan komme i seng, for det er efter midnat og én er ved at være småsøvnig. Der er jo trods alt nogen af os, der har brug for al den skønhedssøvn, vi kan få! Farvel med jer, allesammen!

 

 

19. April,
2004

 

Hej allesammen! Jeg synes dårlig jeg har tid til at ånde mellem genealogien og kirkegårdene og Centret, og selvfølgelig lidt læsning ind imellem, som der SKAL være tid til, men nu skal I alligevel lige ha' bare et lille brev. Her er AFSKYELIGT varmt lige for øjeblikket, gråvejr, men lummert, så jeg sidder her med tungen langt ud af halsen og hælder det ene glas isté efter det andet i mig. Pyh....
Jeg håber I havde en god påske - vi var i kirke langfredag, men påskesøndag herovre holder de gudstjenesten ved daggry, og siden slavepiskerne nede på Centret ikke ville gi' mig fri så meget som fem minutter før tiden søndag morgen, gik vi desværre glip af festlighederne. Vi fejrede det om eftermiddagen med at se The Passion en gang til. Og den var lige så fantastisk anden gang.
Jeg sad lige og læste Good News Etc, som er vores kristne avis i San Diego, og der er indrykket en annonce, hvor der står, at Jesus vil være nede i Howard Johnson's Motel på næste søndag, og det koster kun $19.95 at komme ind og hilse på. Og det ville jo godt nok være surt, hvis vi sad i kirken på søndag og glanede, mens Jesus var ovre i Howard Johnson's. Måske har det hele noget at gøre med, at vi var på vej hjem et eller andet sted fra den anden dag, da ham selv pludselig sagde skødesløst, "Nå, så er Jesus kommet til San Diego." "Hvaffeno'et?" sagde jeg, for jeg er trods alt vældig begavet. "Se, Jesus går ned ad Hovedvej 94 med et kors på ryggen." Hvornår lærer jeg, at det aldrig er en god idé at forlade huset uden at tage fotografiapparat med? Jesus sjoskede ganske rigtigt ned langs med motorvejen med et kæmpe kors over skulderen iklædt shorts, T-shirt, en kasket, solbriller... og lange sokker i sandalerne - Jesus er åbenbart ikke helt med på noderne. Han var en meget glad Jesus, ikke en lidende Jesus, og smilede fjoget, mens han traskede afsted. Det hjalp måske lidt på det, at der var et lille hjul nederst på korset, så han bare skulle trække det efter sig i stedet for at bære det på ryggen. Romerne er åbenbart ikke så strikse nu om dage, som de har været. Det var godt nok lige dagens oplevelse! Jeg er ikke helt sikker på, hvad budskabet var i det, og vi standsede ikke for at spørge. Vi fræsede afsted hjemad, mens Jesus fortsatte mod Golgatha med korset på slæb og et stort smørret grin over hele fjæset. Der er visse ting, man kun ser i Amerika...!
Hold fast, hvor er det bare drønhedt. Vores genbokone (jeg ved ikke hvad hun hedder, vi kalder hende postkonen fordi hendes mand er post - omend besynderligt nok ikke VORES post) er ude og grave en hel masse små huller i deres forhave, og vi har garanteret over 40 graders varme! Det driver mig til vanvid bare at se på hende, fordi hun er så pernittengrynet - der var en dag, hvor hun brugte seks stive timer på græsset derovre, fordi hun klippede kanten til hele vejen rundt med en skræddersaks, og når hun fejer fortovet fejer hun en meter af vejbanen også, hele vejen langs med huset. Posten selv virker meget afslappet, men jeg kan lige forestille mig, at han har det hårdt.... "Kan du så se at få sat dine sko i en ret linie!... og hvad ser jeg?? ET GRÆSSTRÅ UNDER SÅLEN??? I FANGEKÆLDEREN MED DIG!" Sikke et held de ingen børn har. Naboerne der bor på hjørnet skråt overfor os og direkte over for postkonen har meget med at holde sene nattefester, og fordi de ikke har ret meget plads, ender de for det meste ude på fortrappen, hvor de sidder rimelig hensynsløst og braldrer til langt ud på natten. Ham selv og jeg har et stående væddemål om, hvor længe de kan hænge derude, inden postkonen kommer flagrende i tøfler og morgenkåbe og duller i håret og skælder dem huden fuld, og det slår aldrig fejl. Sommetider går hun derover før, og andre gange går hun derover senere, men hun går derover hver eneste gang. Og ikke at det ikke er uforskammet at sidde udenfor og skråle i en brandert klokken to-tre stykker om morgenen, men hele resten af nabolaget nøjes trods alt med at lukke vinduerne og trække dynerne lidt længere op over hovedet. Ikke postkonen, der skal ingen slinger i valsen være i vores nabolag, ikke så længe hun har noget at skulle ha' sagt om det! For at se positivt på det hele, skylder vi hende selvfølgelig timevis af skønhedssøvn allesammen. Måske er hun slet ikke så tovlig når det kommer til stykket.
Nå, jeg skal i JayCee's efter røde kartofler, og siden de er en lille lokal købmand - ikke en forretningskæde - er de ikke åbne hele døgnet. Jeg tror de er åbne til klokken ni, men måske er det kun til klokken syv, så bare for en sikkerheds skyld må jeg hellere lige stæse derop nu. Jeg skal nok kværulere videre en anden gang. Hav det godt, allesammen!

 

 

6. Maj,
2004

 

Jeg drømte i går nat, at vi købte et hus, hvor The Spud havde sin egen biograf. Da jeg fortalte hende det i går morges, ville hun straks ha', at vi skulle køre ud og se os om efter sådan et hus. Det viste sig at den unge dame tilsyneladende lider af den fejlagtige opfattelse, at langt de fleste mennesker har biografer i deres huse, og at det kun er fordi vi er sådan nogle usle og jammerlige stakler, at vi ikke har et! Det arme barn har det sandelig hårdt!
Nå, men vi andre, som er anerledes jordbundne og ikke sådan bliver skuffet af tilværelsen hvert andet øjeblik, har det godt nok. Apropos herskab og tjenestefolk, så var vi til Centrets årlige middag, en vældig storsnudet affære, som har til hensigt at samle penge ind. Billetterne kostede $250 per næse, men ham selv og jeg blev inviteret gratis med, fordi jeg har arbejdet der så længe. Aftenen var et studie i klassekultur uden lige. Der var smækfyldt med fornemme folk, der ville ha' været meget forargede, hvis de vidste, at vi ikke havde den fjerneste ide om, hvem de var. En dame kom op til os, spurgte hvad vi hed, og sagde så "Ja, JEG er Melissa Moore", som om hun regnede det for en selvfølge, at navnet ville sige os noget. Da vi bare stod og gloede på hende med tomme udtryk i ansigterne, tilføjede hun behjælpeligt "Jeg er gift med HARRY Moore," tilsyneladende med den forestilling, at vi ivrigt følger Harry Moores færden i sladderspalterne hver uge. Vi gjorde hvad vi kunne for at smile genkendende og skyndte os at tøffe hen til ostebordet, før hun kunne stille os spørgsmål, vi burde kende svarene på. Middagen stod på kylling - som var udemærket, men ikke så god som min kylling - ris, og salat. Selvom det går til et godt formål er det alligevel utroligt, folk vil smække $250 ned på bordet for så lidt. Jeg ville ha' følt mig snydt, hvis jeg havde betalt $20. Jeg har forresten opdaget forskellen på dyr mad og billig mad. Kyllingen er ens uanset om den er dyr eller billig, man får bare mindre af den, hvis den er dyr. Billige ris er almindelige løse ris, og dyre ris er der skaller i. Billig salat er iceberg salat eller sådan noget, man køber i Brugsen. Dyr salat er lavet af mælkebøtteblade og pyntekål. Og så var der selvfølgelig det mest ironiske af det hele. Der var auktion. De bortauktionerede tegninger, som børnene på centret har lavet, og den dyreste blev solgt for $850. FOR EN GANSKE ALMINDELIG BARNETEGNING! Det er det glade vanvid! Hver gang jeg kommer fra arbejde har jeg to eller tre af den slags tegninger under armen, som ungerne langer mig på vej ud af døren! Det er lige før man får indtryk af, at fine folk ikke er alt for snu! Nå, men fascinerende var det da. Under middagen gik snakken om feriehusene i The Rocky Mountains og The Florida Keys og om firma dit og kontor dat. Vi sad mest uden at sige så meget og smilte bredt - og gjorde vores bedste for at se høfligt interesserede ud, og for ikke at begynde at fnise.... det var lidt ligesom at være et barn, der får lov til at sidde ved voksenbordet. Alt i alt et fascinerende indblik i en verden, vi heldigvis mest ser i fjernsynet!
Og mens vi er ved Centret, så få I lige dagens søde historie. Der er en af "mine" drenge - vi kan kalde ham Jens - fortrolighed og alt det der - som er syv år, og går meget op i dyr af enhver slags. Vores vaskemaskine derovre var gået i stykker, og det er en af de amerikanske vaskemaskiner, som vi i Danmark ville synes er håbløst gammeldags, der åbner oppe foroven og har ligesom en kæmpe proptrækker i midten, der flytter rundt med tøjet. Den gik i stykker midt i en vask, og stod der et par dage halvt fuld af vand, til de kom og reparerede den. Den næste morgen kom Jens ud i vaskerummet med mig efter et eller andet, og han stod på tæer og løftede låget og kiggede ned i vaskemaskinen. Da han så, der ikke var vand i mere, fik han store tårer i øjnene, og sagde "Hvoffor er den blevet lavet?" Da jeg sagde, at det var vigtigt at få den repareret, så vi kunne få vasket tøj, sagde han ulykkeligt, "Jamen vidste de ikke, at jeg skulle bruge den til at ha' haletusser i?" Hi hi....
Nå. og siden det viser sig, at jeg åbenbart ikke kan skrive om andet end Centret i dag, så var jeg til en heldagstræning i tirsdags, som var dødssyg - otte timer, der nemt kunne ha' taget to, hvis foredragsholderen kunne gøre sine sætninger færdige, og ikke rode sig ud i endeløse tirader af ligegyldig udenomssnak hver andet øjeblik. (Ja, sådan i stil med den sætning jeg lige har skrevet....) Nå, jeg fordrev tiden med skiftesvis at dagdrømme og sidde og betragte de tilstedeværende, og det gik pludselig op for mig, at der er to piger, som jeg altid har troet var den samme person, til jeg så dem på samme sted på samme tid. Og de ligner ikke engang hinanden specielt meget, når man sådan ser dem ved siden af hinanden, hvilket jeg åbenbart aldrig har haft lejlighed til før. Jeg vil vædde med, at jeg har kendt hende/dem i mindst halvandet år, bare ikke ved navn. Hold fast, hvor er jeg bare distræt sommetider!
Nå, udover Centret er der vist virkelig ikke ret meget at fortælle. Vi var en tur på Palomar Mountain i sidste uge, men det er da vist også det hele. Jo, og det var Cinco de Mayo i går - en Mexicansk helligdag, som fejres vidt og bredt i USA også, i hvert fald i Californien - og da jeg skulle på arbejde sent i aftes lå der en gut dernede, hvor jeg kører på motorvejen, som så ud til at have kigget lidt for dybt i Tequila-glasset. Han lå helt sammenkrøbet og sov, han havde solbriller og en stor mexikansk stråhat på, et mexikansk flag mellem knæene, og en tommelfinger i munden. Endnu engang ville jeg have givet det halve kongerige for at have haft fotografiapparatet med!
Nå, selv om Centret hænger mig langt ud af halsen, efter jeg har skrevet så meget om det, er jeg alligevel nødt til at forføje mig derhen lige om lidt, så jeg må hellere takke af nu. Farvel med jer!

 

 

31. Maj,
2004

 

Jeg sidder lige og ser et Cheers ("Sams Bar") marathon, som er totalt plat - ikke så plat, at jeg holder op med at se det, naturligvis - men jeg kan da i det mindste skrive til jer imens, så det ikke er et komplet tidsspilde.
Sommetider tror jeg, at jeg er ældre, end jeg tror jeg er. Vi havde radioen tændt på ovre på arbejde og de spillede en Beatles-sang, og Crystal, som er nitten eller deromkring, sagde, "Hvad hedder medlemmerne i Beatles, vi snakkede lige om det den anden dag, og vi kunne kun komme i tanke om tre." Da jeg var kommet mig af chock'et, sagde jeg "nej, det er løgn!", og Matt, som er omkring 23, sagde "Jeg ved da heller ikke hvad de hedder." Jeg spurgte Crystal, hvilke tre de var kommet på den anden dag, og hun tænkte sig godt og grundigt om, inden hun sagde Ringo Starr... Hmmmmm... Og Paul McCartney?" Hvilket fik Matt til at udbryde "Nej, har Paul McCartney været i Beatles?" Crystal fortsatte til min rædsel med at sige "...og Elton John...," så jeg bestemte mig til at være behjælpelig, og jeg sagde "der var en der blev skudt, ham kender du godt?" Crystal stod et stykke tid og så tomhjernet ud, så sagde hun "Jeg ved det virkelig ikke." Da jeg sagde "John Lennon," lyste hun helt op, og sagde "Nå ja, ham kender jeg godt! Han er på fjernsynet.... The John Lennon Show!" Jeg nåede lige at tænke, om hun var alvorlig, så tror jeg selv hun kunne høre, at der noget galt med det hele, for hun kiggede på mig og spurgte "Du mener JAY LENO, ikke?" Nutidens ungdom, siger jeg bare!
The Spud har ferie, og har efter meget tiggen og plagen fået lov til at passe skolens hamster i et par dage. Det var faktisk meningen, at hun skulle have haft den hele ferien, men vi fik den afsat hos hendes klasselærerinde i dag, og hun havde heldigvis ikke noget imod at overtage tjansen. April har haft et farligt hyr med at sove med den larm den laver, fordi det er et nattedyr - den fræser rundt i sit løbehjul klokken 3 om morgenen og gnaver og skraber og piber og gør ved. Halvvejs gennem den første nat, sagde jeg til hende, at hun kunne sætte den ud i badeværelset, hvis hun ville. Den næste nat satte hun den selv derud, inden hun gik i seng, men så i dag, ville hun slet ikke have den ind på sit værelse overhovedet, så træt er hun af den. Så da jeg påpegede, at den stakkels hamster ville blive ensom, hvis den skulle stå og blomstre i badekarret hele dagen, og at hun skulle holde den inde på sit værelse indtil sengetid, spurgte hun, om vi ikke godt kunne holde op med at passe den nu, så i eftermiddag fik vi den afleveret hos hendes lærerinde.
På vej hjem standsede vi ved dyrehandleren for at hente nogle godbidder til Samantha, og April daskede rundt derinde og så sig om. Da vi stod i kø for at betale, spurgte hun, om jeg ikke godt vil købe hende et kæledyr til jul. Øh... lad mig lige tænke mig om.... NEJ!
Nå. jeg vil ha' opdateret, det bli'r første gang med den nye internet-service, så det bli'r spændende hvor længe det ta'r. Hej med jer!

 

 

22. Juni,
2004

 

Jeg ville lige sige hej til jer allesammen... det har været lidt af en trist uges tid eller to med dødsfald - og til de forskellige berørte - I ved selv hvem I er - vi tænker ekstra meget på jer lige i øjeblikket! Ham selv er i New Jersey og se til de store knægte i et par måneder. Han lyder træt, når han ringer hjem, men efter sigende har han ikke vredet halsen om på dem endnu, så det må jo siges at være en vellykket tur, i hvert fald foreløbig.
Derudover har vi det jo ellers godt. Det er officielt sommerens første hele dag i dag, og som på kommando blev det - gråvejr! Ja, hvorfor ikke.... The Spud er ved at grille Angus peberbøffer på indendørsgrillen i køkkenet. Det var meningen, vi ville have grillet dem nede ved vandet i aften, men det er spil'me da godt nok for koldt for en piveski' som mig. Ja, jeg er farlig ynkelig....
Vi havde jordskælv for en uges tid siden, ikke et af de små pjattede jordskælv, vi har hver par dagen men en ordentlig rystetur på 5,2 der fik vinduerne til at klirre og flisegulvet i mellemgangen til at falde fra hinanden og lave noget der lignede en bølgetop! Heldigvis var der ingen, der kom til skade, hverken her eller i Mexico, måske fordi epicentret lå omkring 65 kilometer udenfor San Diego i Stillehavet, jeg tror vandet bedæmper det på en eller anden måde. Vi blev bare lidt rystede.... HA!
Nå, resultatet var at Pedro, vores residerende håndværker og altmuligmand har været her det meste af ugen og lagt gulv. Han taler næsten udelukkende spansk, og jeg taler næsten udelukkende ikke spansk, så jeg er helt træt i hjernen af at skulle snakke med ham i hele sætninger, i stedet for bare at sige buenos dias og adios, som jeg normalt indskrænker mig til.
Jeg ryttede op på skrivebordet, inden jeg begyndte at opdatere, og fandt en gammel artikel fra Fyens Stiftstidende, som mor havde sendt. Jeg kiggede på bagsiden, inden jeg smed den væk og så en artikel om en mand, der havde stjålet varer for 5,6 millioner kroner, og blev idømt at betale 3,8 millioner tilbage i erstatning. Hmmmm.... 5,6 millioner minus 3,8 millioner... hmmmm... en i mente... 16 minus 8... regne ud, regne ud.... 1,8 millioner i overskud! Jeg tror jeg flytter til Danmark og bliver røver....
Da jeg kom hjem fra kirkegården til morgen var der en besked på telefonsvareren, som jeg går ud fra, er et forkert nummer. Det er en mand, der siger noget i retning af "feefen floofen, woofen fleefen." Hvem ved, måske er han svensker....
Nå, vi skal hen og spiste, jeg ville mest bare sige hej, og at vi tænker på jer allesammen.

 

 

23. Juli,
2004

Jeg vil lige skrive jer en lille sommerhilsen, i det usandsynlige tilfælde, at hjemmesiden fungerer som den skal, og jeg kan få opdateret. Forhåbentlig har Skip fået check på det derovre, for vi skulle jo nødigt ha', at I går glip af al min jamren!
Nå, før jeg begynder at brokke mig, vil jeg lige være positiv og sige at vi har haft FANTASTISK vejr hele sommeren. Strålende solskin hver eneste dag, men lav luftfugtighed og en lille brise. Bortset fra et enkelt jordskælv og en skovbrand ind imellem har vi ikke noget at klage over. Og i det mindste er der ingen tornadoer, der kommer ned og snupper vores huse! Så jeg har bestemt mig til, at hvis jeg skal ha' en Tycho Brahes sommer, så kan jeg da altid sætte pris på at jeg lider i Paradis!
Nå, den første af alle mine kvaler, siden jeg sidst opdaterede, var Jesse the Wondertruck, som meget lusket bestemte sig til at falde fra hinanden for omkring tre uger siden, så snart ham selv rejste til New Jersey. Ellers havde den garanteret ikke turdet! Det startede meget uskyldigt med nye bremser, hvilket jeg havde forventet, så det gjorde ikke noget, men lige så snart, de havde fået Jesse op på liften, lagde jeg mærke til, at indersiden af det ene fordæk var slidt næsten helt igennem - den flinke bremsemand havde heldigvis ikke noget imod at sætte reservehjulet på mens han alligevel gik og rodede dernede under. Så fra bremsemanden gik turen til dækmanden, som naturligvis ligger i den anden ende af byen, og få nyt fordæk. Han oplyste mig om, at grunden til det ujævne slid på dækket var jeg skulle ha' ny sporing. Da jeg frejdigt sagde "gi' mig sådan en" med en mine som om jeg vidste akkurat, hva' han snakkede om, sagde han, "nej, vi foretager sandelig ikke sporinger her, det skal gøres hos en SPECIALIST." Hvorefter han gav mig addressen på en tilsyneladende meget SPECIEL specialist, for hans forretning ligger langt uden for landets lov og ret på den anden side af El Cajon. Afsted til sporingsmanden, som ingen tid spildte, før han fortalte mig, at jeg foruden sporingen skulle ha' nye støddæmpere. Hvorefter jeg fluks informerede ham om, at jeg rent personligt elsker, at bilen hopper og danser ned ad vejen, så se han bare at få sporet, så jeg kan blive færdig med at rakke land og rige rundt for fordele min formue blandt arbejderfolket. Syv stive timer efter jeg havde stillet op hos bremsemanden klokken kvart i otte om morgenen, var vi endelig på vej hjem. Og hvad ser jeg, mens jeg kører stille og fredeligt ned ad University Avenue og passer mig selv? En politibil i bakspejlet, med sirene på og røde og blå lys. Så, siden jeg er en meget lovlydig og ansvarsfuld borger, kørte jeg naturligvis straks ind til siden, så han kunne komme forbi. Desværre ville han ikke forbi, han ville gi' mig en bøde, fordi der var to stenskud i forruden med en lille revne ud fra den ene - to stenskud som har været der de sidste fem år, og der er ALDRIG nogen der har interesseret sig for dem, ikke før den her gode betjent, som tilsyneladende er løbet tør for indbrudstyve og spritbilister og ikke har andet at lave end at koncentrere sig om MIG og min forrude! Så siden jeg ikke havde energi til mere DEN dag tog jeg min bøde og kørte hjem og faldt om i min seng bevidstløs af træthed til næste morgen, da jeg bevæbnet med telefonbogen gik på jagt efter en forrudemand, siden jeg ikke er interesseret i at betale bøden (den bliver eftergivet, hvis jeg stiller op på politistationen inden tre dage med en ny forrude). Jeg fandt en forrudemand lige ude i Point Loma, tøffede derover så snart de havde åbent, og fik en ny forrude sat i lige i løbet af nul komma nul, gav dem en skovlfuld penge, og vi begav os hjem igen. Vi var næsten nået til vores afkørsel på motorvejen, da jeg hørte en klaprende lyd fra bag i bilen. Jeg nåede lige at tænke, at lyden nok kom fra det gamle vrag af en bil, der kørte i den næste vejbane, da det pludselig føltes som om, jeg kørte på en grusvej i stedet for motorvejen. Vi kom ud i rabatten, og så at bagdækket var fuldstændig fladt, ringede til AAA (det er en organisation i stil med Falck), som sendte en mand i en kranvogn ud, som satte reservehjulet på, og vi satte kursen mod dækmanden igen - Han havde så ondt af mig, at han gav mig et nyt bagdæk gratis. Jesse The Wondertruck ser ti år yngre ud nu - jeg tror til gengæld nok jeg ser ti år ældre ud!
Vi afbryder lige transmissionen af mine trængsler for at grine af dagens nyheder: Martha Stewart - USA's svar på Isabella Smith (eller er det omvendt?) - er lige blevet dømt for insiderhandel. Hun sidder og snakker med en eller anden journalist om det, og sammenligner sig selv med Nelson Mandela.... Hmm... ja, lad mig lige tænke... Nelson Mandela, undertrykt menneskerettighedsforkæmper, syvogtyve års fængsel som politisk fange... Martha Stewart, mangemillionøse, 5 måneders fængsel og fem måneders husarrest for at snyde nogle stakkels pensionister ud af $40,000. Ja, de er lige to alen ud af et stykke de to, er de ikke? HA!
Nå, nok om Martha og hendes problemer, tilbage til mig og mine problemer.... De er trods alt betydeligt mere fascinerende.... Synes jeg selv. Jeg havde lige nået at komme mig over Jesse's mange skavanker, da jeg enten mistede min pung eller fik den stjålet et eller andet sted. Det eneste jeg ved er, at jeg havde den, og så havde jeg den pludselig ikke. Der gik halvanden uges tid med at aflægge politirapport, åbne og lukke kontoer, og bestille nyt kørekort, nyt grønt (immigrations) kort, nyt kredit kort, nyt forsikringskort.... For slet ikke at tale om alle de kort, jeg slet ikke kan huske, jeg plejer at ha'! Nå, men jeg kan vel bestille dem efterhånden som jeg mangler dem.
Og lige da I troede, I ikke kunne få nok, sprang røret under håndvasken i badeværelset læk. Det skete midt om natten, så da vi vågnede om morgenen stod der tre centimeter vand helt ud i gangen. Da jeg spurgte The Spud, om hun vidste noget om det, sagde hun, at da hun stod op midt om natten for at gå på WC, var der allerede vand over det hele, men "hun kunne ikke nænne at vække mig." Ih, hvor hensynsfuldt. Jeg fortalte hende, at næste gang hun står ud af sengen og er i vand op til anklerne, vil jeg gerne forstyrres.
Og siden jeg på ingen måde er interesseret i at stå tilbage for Ægyptens ti plager, kan jeg netop nu meddele, at vi har fået mus. Vi så det først til morgen, så I må vente til næste opdatering med at høre enden på DEN historie. Hvad bli'r det næste? KVÆGPEST??????
Okay, snip, snap, snude, Jeg tror jeg skal på musejagt nu, så I må ha' det godt allesammen!

 

 

8. August,
2004

Så er jeg her minsandten igen! Jeg håber I er klar til andet kapitel af den tragikomedie, der er min sommer.
Efter en meget omstændelig og problemfyldt flytning fra håbløse Skip og hans enmandsforetagende til en ny server og et nyt og større og forhåbentlig mere kompetent firma, er hjemmesiden endelig oppe og køre igen. Det er vores e-mail også - og til dem af jer, der har sendt mig e-mail i de sidste 2-3 ugers tid, de er forsvundet ulæst ud i æteren, eller hvor sådan nogle nu forsvinder hen, så hvis det var vigtigt, skriv igen! Og hvis det ikke var vigtigt, men I er fornærmede over, at jeg ikke har skrevet tilbage, så ka' jæ' ikk' gør' fo' de' al'så!
Det meste af min fritid siden sidste opdatering er gået med at fange mus og genopbygge hjemmesiden. Det ser ud til, at vi havde to mus, og jeg er meget fortørnet over at finde ud af, at de er mere udspekulerede end jeg er! Vi har haft smækfælder og klisterfælder og kassefælder, og de små kræ havde efterhånden sat en hel krukke jordnøddesmør til livs uden at gå i nogle af fælderne. Den sidste slags fælde, jeg fik fat i, ligner en kæmpe tøjklemme, og for tre dages tid siden gik den ene mus langt om længe i den. I mellemtiden har den anden mus været her så længe, at han går frit rundt som det passer ham både nat og dag. I aftes, da jeg var ved at sætte hjemmesiden op igen, kom han ud af den nederste kommodeskuffe (hvor han bor) og stod længe ved siden af skrivebordet og kiggede på mig. Hvis han ikke svinede så meget, var det lige før man kunne komme til at savne den lille gut, når vi får gjort kål på ham.
Midt i hjemmeside-flytningen kiksede c-drevet i computeren, og computermanden sagde, at der ikke var andet at gøre, end at omformattere drevet og begynde forfra. SUK! Heldigvis bakker jeg alt op til d-drevet, så jeg mistede ingen filer, men jeg var nødt til at indlæse alle programmerne igen. Det holdt mig travlt optaget i to dage, så opdagede jeg, at jeg manglede det program, jeg bygger hjemmeside med. Der var stor panik i det lille grønne hus, kan jeg godt sige jer! Jeg fandt langt om længe cd-en bag skrivebordet sammen med et viskelæder under et rødt rensdyr.... Jeg tror musen er begyndt at omarrangere lejligheden, når jeg ikke kigger!
Sandra (vores værtinde) er i Mexico på sommerferie, så vi har stadigvæk ikke fået reparet vasken i badeværelset, vi har bare lukket for vandledningen. Vi fandt ud af, hun var på ferie, fordi vi ved et uheld fik os smækket ude af lejligheden, og siden ham selv er på Østkysten, er den eneste anden nøgle den, Sandra har. Vi gik op til hendes hus, og rengøringskonen sagde, hun for det meste er hjemme ved 4-tiden, så siden jeg er for nærig til at betale en låsesmed, plantede vi os på hendes fortrappe og bestemte os til, at vi godt kunne vente den times tid, til hun kom hjem. Og vi ventede. Og en mand kom forbi med en trebenet hund og sagde dav, og gik ned ad bakken for at lufte hunden. Og vi ventede. Og rengøringskonen blev færdig med at gøre rent, og kørte hjem. Og vi ventede. Og manden med den trebenede hund kom op ad bakken igen og sagde dav. Og vi ventede. Og klokken blev fire. Og vi ventede. Og jeg begyndte at overveje, om jeg skulle ringe til en låsesmed, men nu var klokken jo allerede kvart over fire, så nu kom hun jo nok snart. Og vi ventede. Og April blev sulten og gik op til JayCee's Market og købte mælk og en sandwich. Og vi ventede. Og solen begyndte at gå ned, og vi tænkte, at nu måtte Sandra da HELT sikkert være lige på trapperne. Og vi ventede. Og manden med den trebenede hund kom forbi på luftetur IGEN, og hilste på, da han var på vej ned ad bakken. Og vi ventede. Og ventede. Og ventede. Og så kom manden med den trebenede hund op ad bakken igen, og denne gang standsede han og sagde "Ved I godt, at Sandra er på ferie i Mexico?" Og det kunne han jo godt ha' fortalt os tre timer før, da han var på vej ned ad bakken den første gang! Så efter alt det, ringede vi endelig til en låsesmed, og blev lukket ind i huset igen.
Forresten, inden jeg smutter, med hensyn til hjemmesiden vil jeg lige gøre opmærksom på vores nye gæstebog, hvor I kan skrive en hilsen til os og hinanden, hvis I har lyst. Som i en almindelig gæstebog bliver det I skriver stående permanent, og kan læses af alle de andre, der åbner den. Så smut forbi og læg en hilsen!
Jeg vil se at få det her op på siden, og så skal jeg ud og gøre aftensmaden færdig og rydde sti ind gennem Aprils værelse, så jeg kan få skiftet hendes sengetøj og gøre storvasken færdig. Ja, jeg lever som en filmstjerne. Er I ikke misundelige?

 

 

10. September,
2004

Så er det godt nok ved at være længe siden, jeg har gjort mig bemærket, men jeg kan vist godt lige klemme en lillebitte hilsen ind, inden jeg skal på arbejde. Jeg har haft hundetravlt, både med kirkegårdsarbejde og centret, siden jeg ta'r de næste tre uger fri - vi går nemlig lige og venter på at Far Vagn og Mor Ella skal komme på besøg, de kommer på mandag. Vi skal bo her ved os allesammen, mens de er her, hvilket antageligt vil sige, at the Spud kommer til at sove i skrivebordskuffen.
Nej, hvor jeg glæder mig til at ha' fri lidt. Jeg håber bare heden ta'r lidt af igen, her har været ulideligt lummert i over fjorten dage nu. Bvadr.
Som sagt er der ikke sket så meget, mest fordi jeg har arbejdet som en vanvittig, hvilket er det værste jeg ved, når jeg skal tage ferie - dobbelt så meget arbejde før, og dobbelt så meget efter. Det er helt udmattende at tage ferie, al'så.... Eller ville i hvert fald være det, hvis jeg nu havde for vane at lave noget derovre....
Jeg har da lige haft energi til at få læst "The Oath" ("Eden") af Frank Peretti for anden gang. Hold fast hvor synes jeg den er god. Første gang jeg læste den, kunne jeg slet ikke få mig selv til at lægge den fra mig, så spændende er den. Anden gang jeg læste den, var det for at få mere af symbolikken med. Det er jo egentlig sjældent man læser en gyser, der også har et budskab.
Nå, jeg må skuffe jer med, at dette her bliver MEGET kort, for jeg skal lige hen og snue lidt, inden jeg skal på arbejde, det er simpelthen for varmt at sove om dagen lige for tiden. Jeg skriver nok først igen efter ferien, men jeg tænker på jer allesammen, også når jeg ikke skriver, så ha' det rigtig godt!

 

 

27. Oktober,
2004

Ja, ja, ja, nu kommer jeg... Tra-la-la-la-la-la... Jo, jo, jeg VED godt, at det er syv lange og syv brede siden, jeg har givet livstegn fra mig, men jeg har haft lyntravlt med at lave hjemmesider af de syvoghalvfjers-TUSIND billeder, jeg tog, mens vi havde familiebesøg, og nu er jeg ENDELIG blevet færdig, så jeg kan få det hele læst op på FTPen. PYHA! Jeg er helt svedt, altså. I kan følge med i ferien her - det er som at være der sæl', praktisk talt....Og vi vil meget gerne ha' jer med på ferie allesammen - bedre sent end aldrig, jo!
Efteråret kom til det ikke længere så solfyldte Californien tre-fire dage efter Mor Ella og Far Vagn dampede af, og det har regnet lige siden. Vi slog tørkerekorden med en enkelt dag, 181 dage uden regn, men nu skal jeg love for, vi ta'r revanche.... vi har fået over 120 mm siden da. Der løber en hel flod ned ad gaden forbi huset, fordi vi bor midt på en stejl bakke, og en anden en er helt ræd for at blive skyllet lige ud i Stillehavet, hver gang vi skal over vejen.
Nå, udover hjemmeside, julegaveindkøb (ja - for en enkelt gangs skyld, skal jeg ikke styrte rundt med tungen ud af halsen lillejuleaftensdag) og lidt arbejde af forskellig art hist og pist, er der ikke sket en farlig masse. Der skal være præsidentvalg på tirsdag. Jeg er klar til at få det overstået, så vi aldrig behøver at høre på John Kerrys affekterede polypstemme mere. Jeg tror virkelig ikke, jeg ville overleve at skulle høre på ham hver dag i fire år. For ikke at tale om hans kone! Men så gruelig meget skal vi forhåbentlig ikke igennem ...Øjeblik, forresten, der er vist måneformørkelse - én skal lige ud og inspicere.
Nå, det burde jeg jo har sagt mig selv - Ingen måneformørkelse her, med himlen fuld af store stormskyer, men jeg nåede da at styrte helt op på taget, før det gik op for mig. I skal ikke sige det til nogen, men sommetider er jeg lidt langsom i optrækket.
Jeg skal vist også til at oplæse alt det her, hvis det skal blive færdigt, inden jeg skal på arbejde. Jeg skal også nå at klæde om, det er ski'ekoldt ovre på centret.
Inden jeg smutter skal jeg lige huske at sige, at i forgårs nat drømte jeg at Steen og jeg sprang ud i faldskærme - for fornøjelsens skyld, for at det ikke skal være lyv! Tihja, MÅSKE lidt usandsynligt, eller hva'! Vi morede os ellers gevaldigt, det kan være man skulle overveje det?... Hmmmm.... nah, pyt.
Jeg håber I har det rigtig godt allesammen - Hygge hejsa her fra de kolde, sjaskvåde subtroper!

 

 

17. November,
2004

Da'goda' med jer! Jeg har ærinder, der skal løbes, grøntsager, der skal købes, steder jeg skal hen, og ting og sager der skal ordnes, og her sidder jeg på min flade 'øv foran computeren og spiser en meget sen frokost og skriver til jer... Lige når I gik og troede, at I ikke var en prioritet, viser det sig, at I i virkeligheden er allerøverst på listen, helt oppe i toppen af fødekæden! Mens jeg sidder her spiser rugbrød med leverpostej og agurk, søber jeg med megen møje og besvær Pepsi Light ud af en dåse, der revnede bag i køleskabet, hvor der tilsyneladende forekommer temperaturer under frysepunktet, og som endelig ikke skal gå til spilde... (Ja, jeg kunne godt hælde den op i et glas, men så er jeg nødt til at vente, til den er tøet op, og en har jo ikke hele dagen al'så.) Rugbrødet er fra Danmark, mor Ella havde seks store pakker med i kufferten, da de kom på ferie. Kun en mor ville flyve den halve verden rundt for at bringe sin datter rugbrød!
Det meste af ugen er gået med at se på campingvogne, skurvogne, og husvogne af enhver afskygning. Ham selv og jeg lejede the Spud ud i nogle dage, og gik på jagt efter noget at vagabondere rundt i. Vi så en masse forskellige husvogne, men købte ikke noget endnu. Jessie the Wondertruck er ikke stor og sej nok til at trække de fleste af dem, så vi regner egentlig med at vente, til den er slidt op og vi skal ha' ny bil alligevel. Jeg har ellers lige mod på det nu, efter at ha' gået rundt og savlet over store lækre vogne i dagevis, og selv om jeg ikke akkurat har målt, tror jeg, at langt de fleste er knap på størrelse med lejligheden. Lidt mindre måske, men meget bedre indrettet. Og man kan jo godt lade sig nøje med en anelse mindre plads, når man har verden som sin udstue. Drømme... drømme... Fantasere.... Ak ja, men tålmodighed skal der jo til.
Efter jeg fik hentet April hjem i dag, var vi et smut nede i Walmart efter sodavand, og da jeg var på vej over parkeringspladsen til forretningen, fik jeg lige hugget en hæl af en eller anden galning, der kørte tæt forbi bagved mig, så tæt, at hans ene hjul kørte hen over bagenden af min træsko. Han ikke så meget som satte farten ned.... Der var en mand, der så det, der forsøgte at løbe efter ham, men opgav det, siden jeg kun er lettere kvæstet, og siden der skal noget af en sprinter til for at fange en flugtbilist til fods. Faktisk har jeg kun et dækaftryk hen over den højre hæl, men han ødelagde min ene træsko. Og det var endda lige de bedste træsko, jeg har haft i lange tider. Øv, øv og tre gange øv! Bagefter var vi på posthuset, hvor vi stod i kø bag en gammel dame, der var rædselsslagen over, at hun havde fået et brev med utilstrækkelig porto, så postvæsenet var blevet snydt for 9 cents. Postekspedienten forsøgte adskillige gange at forklare hende, at hvis de leverer et underfrankeret brev, uden at opkræve pengene først, betyder det, at de tilgiver de penge der mangler, men den gamle dame blev ved med at indskyde, at hun ikke ville skylde nogen noget, og hun ville gerne betale pengene. Det tog syv lange og syv brede, før de endelig fik hende sendt afsted, mens kundekøen voksede fra tre personer til langt ud ad hoveddøren. Hvad det dog ikke har kostet postvæsenet i spildt arbejdstid at holde de 9 cents fra døren!
Jeg sidder lige og ser "Groundhog Day" ("En ny dag truer") med det ene øje, mens jeg skriver. Rent personligt synes jeg den er så dødssyg, at de burde bruge den til at tvinge tilståelser ud af terroristerne. Men anmelderne har altid sagt, den var fantastisk, og vi kan naturligvis ikke slukke for den, når vi nu HAR lejet den og betalt for den.... uanset hvor grueligt meget vi skal igennem før den er færdig....
Nå. April har lagt sig ned for at tage en eftermiddagslur, så jeg skal se at få pakket de 117 julegaver ind, som det snotforkælede barn skal ha'. Jeg kan huske, da jeg var lille, og det var noget af det bedste jeg vidste, at pakke julegaver ind. Nu synes jeg, det er småtræls, fordi det minder mig om, da jeg arbejdede i kiosken i Strib, og skulle pakke chokoladeæsker ind, mens kunderne stod - for det meste mens de trippede utålmodigt - og så på. Det er MEGET mere stressende, end man umiddelbart skulle tro, og jeg kan ikke tælle, hvor mange gange jeg har stået der med alle ti tommelfingre viklet ind i tape og gavebånd og krøllet papir. Hrrmpf. Men pakkes skal der, så I må ha' farvel og tak for i dag. Ha' det godt, allesammen!

 

 

25. November,
2004

Har jeg nogensinde fortalt jer om dengang jeg mødte en engel ude på Point Loma? I foråret 1989 kørte jeg rundt med et batteri i min lille Nissan Sentra, som var komplet dødt i tre måneder. Grunden til, at jeg ikke anskaffede et nyt batteri var i første omgang, at jeg er et snøvlehoved, der trækker alting i langdrag i det uendelige, og senere bestemte jeg mig bare til at lade være med at skifte batteriet ud, fordi jeg skulle til Danmark i seks måneder, og jeg syntes det ville være idiotisk at have et splinternyt batteri til at stå og dræne et halvt år, mens jeg var væk. Hemmeligheden ved at køre rundt uden batteri i bilen er naturligvis, at man altid er nødt til at parkere på toppen af en bakke, så man kan rulle ned ad bakken i første gear og koble til, så bilen hopper en halv meter op i luften og starter af bar' skræk! Nå. det var forhistorien.
I marts 1989 var vi i gang med afsluttende opgaver, og skulle til eksamen ugen efter. Vi havde en kæmpeopgave at skrive til en psykologiklasse, der skulle afleveres om mandagen, så søndag aften gik jeg i sving.... Har jeg nævnt, at jeg er et snøvlehoved, der udsætter alting til sidste øjeblik??? Jeg læste og skrev som en gal og vanvittig hele natten, og det meste af mandagen med. Da kontoret i psykologibygningen lukkede klokken fire mandag eftermiddag, var jeg stadigvæk ikke færdig. Men jeg er heldigvis ikke tabt bag en vogn, så jeg ringede til min veninde Molly, som arbejdede i psykologi-laboratoriet, og fik låsekoden til bagdøren af hende, og tænkte meget selvtilfredst, at nu skulle jeg bare derned i løbet af natten og få mig sneget ind, så jeg kunne få skubbet opgaven under døren til Dr. Mallory's kontor, så den ville ligge der, når han kom ind tirsdag morgen.
Der er ikke langt fra tanke til handling, så da jeg ENDELIG blev færdig med opgaven ved tre-tiden om natten, hoppede jeg i bilen og stæsede ned på skolen, hvor jeg parkerede foran biblioteket, sneg mig om bag psykologibygningen og op ad trappen til anden sal, fik mig lukket ind, og listede ned og afleverede min opgave. Jeg skyndte mig ud igen, stod et øjeblik på ydertrappen og åndede lettet op, og begyndte at gå ned mod biblioteket, da jeg så hvor jeg havde parkeret, og det gik op for mig, at jeg holdt i et hul. Et dybt hul. I al min iver over at få afleveret opgaven til tiden, havde jeg ikke skænket det en tanke, at den lillebitte parkeringsplads foran biblioteket kun er tilgængelig af en stejl indkørsel, der går ned, når man skal parkere, og opad, når man skal ud igen. Ikke nok med det, men der er ikke plads til at vende, så hvis man kommer forlæns ind, skal man baglæns ud.
Jeg satte mig ind i bilen, og forsøgte at starte den - for man ved jo aldrig - men jeg fik ikke så meget som en lille opgivende "NNNNNnnnn....."-lyd. Fuldstændig død! Jeg sad lidt bag rettet med døren åben, mens jeg overvejede, om jeg skulle gå op og hente en af sikkerhedsvagterne, selvom jeg ikke var så vild efter at skulle forklare, hvorfor jeg var der, da der pludselig kom en mand op til mig, bagom bilen. Han så ud, som om han var meksikaner, havde en accent hen i den retning, og var klædt i sorte bukser og i en orange skjorte, der skinnede ligesom en slags satin.
"Kan jeg hjælpe dig med noget?" spurgte han.
"Jeg kan ikke starte bilen, og jeg tror hellere jeg må få fat i en sikkerhedsvagt," sagde jeg, som ikke var helt vild med at være strandet med en tilsyneladende meget udadvendt fremmet mand klokken tre om morgenen, når der ikke var nogen, der vidste, hvor jeg var.
"Lad mig se, om jeg ikke kan starte den for dig", sagde han, "kom lige herud."
Jeg steg ud ad bilen, mens jeg mumlede et eller andet om, at det ikke var noget, der kunne repareres, og om at vi blev nødt til at få fat i nogle startkabler.... Jeg nåede ikke at sige mere, da jeg så ham stå udenfor bilen og bøje sig ned og røre ved speederen med den ene hånd, og bilen startede. Han aldrig så meget som kom i nærheden af tændingen, for slet ikke at tale om under kølerhjælmen.
Jeg stod bare med åben mund og polypper, og tror nok jeg fik sagt tak. Jeg kan huske, jeg sagde "Hvordan i alverden bar du dig ad med det", og han smilede og sagde "det er bare noget jeg kan."
Jeg satte mig ind i bilen, og sad der lidt og kom mig over chocket, mens han stod ved siden af og småsnakkede med mig. Han sagde at han hed Robert, og så sagde han, "jeg ser dig hver dag, når du går rundt på skolen, og jeg tænker, at folk skulle være mere ligesom dig, for du er altid glad." Jeg tror nok jeg svarede et eller andet, men jeg havde travlt med at spekulere på, hvor i alverden han kunne ha' set mig henne. Jeg var bombesikker på, at jeg aldrig havde set ham før. Jeg fik sagt farvel og tak, og da jeg satte bilen i bakgear for at køre op ad bakken til vejen, så jeg ham åbne døren til biblioteket og gå indenfor. Uden nøgle. Klokken halvfire om morgenen. Jeg overvejede at stoppe bilen og gå over og tage i døren, for at se om den var åben eller låst, men jeg var bange for, at motoren skulle gå i stå mens jeg var ude af bilen, så jeg kørte bare.
Efter megen spekulation den næste morgen kom Molly og jeg til den konklusion, at det enten var en engel eller Uri Geller. Og jeg har set Uri Geller... det var ikke ham. Ikke engang med mindre hår. Bagefter kiggede jeg altid efter ham, for jeg tænkte, at hvis han så mig hver dag, så kunne jeg vel også se ham, men jeg har aldrig set ham siden. Det tror jeg også godt jeg vidste, jeg ikke ville.
Og grunden til, at jeg tænkte på det lige i dag var, at Wally, som har hørt historien for længe siden, og jeg var ude på skolen og spise frokost og gå en tur i dag, og da vi kom forbi biblioteket standsede vi et øjeblik foran den lille parkeringsplads og sagde til os selv, "der kan man sandelig bare se."
Og det var så den historie, kære piger og drenge... Snip, snap snude, så er det ind og børste tænder og på ho'det i seng. - Sov godt!

 

 

13. December,
2004

Allerførst rigtig mange tak for alle fødselsdagskortene og gaverne - af hvilke den mest bemærkelsesværdige nok var RYNKE-cremen fra min betydeligt yngre lillesøster, som til sin egen fødselsdag kan se frem til et eksemplar af "Takt og Tone." Og på dåsen står der ikke engang det høflige pjat med "fine linjer," næh, nej, dette her er INTENSIV dagcreme for DYBE RYNKER. Jeg har taget hul på det, lige med det samme. Ikke at jeg har nogen rynker naturligvis.... glat som en barnenumse, det er lige mig, nemlig - men det skal da endelig ikke gå til spilde! Jeg tilgi'r hende også lige, fordi hun desuden sendte mig en pakkekalender... Jubii, klappe i hænderne, fryd og stor begejstring - der er ikke noget jeg elsker mere end gaver! (Nå ja, fred på jorden og alt det der, men ellers ikke....)
April fik mig endelig slæbt i biffen og se Shark Tale ("Stor Ståhaj"), som vi kunne se i vores yndlings billig-biograf, "The Vogue", siden det er så længe siden, den er kommet ud. Da vi kom ind i forsalen til biografen stod der på et stort skilt "Vores popcorn poppes frisk hver dag." Hvor civiliseret af dem! Filmen var ikke rigtig noget at skrive hjem om, så det lader jeg hver med....
Nå, julen står for døren, hvilket tydeligst ses fordi vores lejlighed er fuld af ti tusind stearinlys i stedet for de hundredeogsytten, vi har til daglig. Hver dag laver April nye juleprojekter, og vi ta'r billeder af det, som I kan se her. Man kan efterhånden ikke sparke sig frem for julestads og gaver, men hyggeligt er det jo. Jeg glæder mig til at April får åbnet det KÆMPEBJERG af gaver, der ligger og flyder i et hjørne af stuen, så de kan komme ind på hendes værelse og ligge og flyde i stedet for.
Dagens grinagtige Spud-kommentar kom i morges, da jeg var ved at gøre klar i badeværelset: April sagde "når jeg får børn, vil jeg ha' en dreng og en pige, så jeg kan opkalde dem efter mine bedsteforældre... De skal hedde mormor og morfar...." Jeg sprutgrinede så jeg nær havde slugt tandbørsten.
Vejret svinger mellem nattefrost og dage med 30-35 graders varme, det er det glade vanvid. Men nok om det, jeg skulle gerne ha' tid til at begynde at genlæse min seneste bog, der skal læsses af nede ved vagabonderne under broen, "The Singer Trilogy" af Calvin Miller. Faktisk er jeg lidt øm over at skulle af med den, så hvis der er en af jer, der gerne vil ha' den, så sig til, så kommer den med posten.... Det ville jo være rart at vide, at den havde fået et godt hjem! Nå, men inden jeg skal hen og flyde på sofaen og læse, vil jeg se at få opdateret, så nu vil vi ønske jer allesammen en rigtig glædelig jul og godt nytår. Og forresten, der er nogle nye billeder på Aprils side også, for dem af jer, der følger med i detaljer! Ha' det rigtig godt allesammen!

 

 

31. December,
2004

 

Jeg ville lige sende jer en lille nytårshilsen - Ikke at jeg sikkert får oplæst det før i morgen, men det er jo tanken der tæller! Vi havde en hyggelig juleaften, og især The Spud, som i skrivende stund stæser rundt i køkkenet, da hun har påtaget sig nytårsmiddagen, vil lige hilse og sige mange tak for alle gaverne.
Ellers er den mest jordrystende nyhed herfra, at vi langt om længe har købt en campingvogn, som vi flytter ind i den 1. februar. Vi bliver ikke vagabonder lige med det samme, kun campister - vi skal lige finde en storebror til Jessie the Wondertruck først - Men det smager da altid LIDT af fugl! I første omgang bliver den mest betydelige udfordring at skaffe mig af med alt det skrammel, vi har slæbt sammen over de sidste 15-20 år, og som vi ikke får plads til - det er jo UVURDERLIGT, for det er VORES skrammel! Vi aflægger allerede et eller to besøg nede i hjemløsemissionen om dagen, og man kan dårligt se, det svinder i det. Der er noget meget mystisk ved det, tror jeg, det må vist være MAGISK skrammel... Hmmm...?!?!
Derudover er vi meget begejstrede, selv April har ikke noget imod at skulle opgive sit værelse. Ham selv synes at det er genialt, at vi kan kombinere min yndlingsinteresse, at køre bil, med hans yndlingsinteresse, at sove til middag. Når vi først begynder at være opdagelsesrejsende, kan vi leve resten af livet uden at være mere end 10 meter fra vores seng!
Nu er det så bare om at lære at køre bæstet! Rent personligt tror jeg, at jeg skal langt ud i ørkenen for at få plads nok til at øve mig. Wally har kørt lastbil i sin tid, men selv han er vist lidt rusten. Vi fik lov til at låne en stor pick-up, så vi kunne køre campingvognen fra forhandleren derhen til, hvor den skal parkeres, til vi flytter ind, en køretur på ca. et kvarter. Forhandleren rakte nøglen til mig, men jeg var ikke længe om at give den videre til ham selv - Ikke alene har han i sine unge dage været langturschauffeur, han er oven i købet født ude på landet i Tennessee, hvor selv små børn kan køre en pick-up truck! Så vi kom på vej. Jeg følte mig en lille smule, som om vi red afsted til hest med en prærievogn bagpå. Det hele virker meget nybyggerisk på en eller anden måde. Påkørslen til motorvejen ligger lige rundt om hjørnet fra forhandleren, så inden længe tøffede vi afsted i yderste højre bane med 80 km i timen. Det var først, da vi var næsten halvvejs, at vi kom op bagved en bil, der kørte endnu langsommere end os, og Wally, efter megen konsultering med sine spejle og efter at have drøftet det grundigt med mig, hans navigatør og andenpilot, bestemte sig til at overhale, en grundlæggende enkel kørselsteknik, som han har behersket siden han var seksten. Og en beslutning han langt om længe tog, ligesom vores afkørsel kom til syne på højre hånd. Vi nåede ikke engang halvvejs ud i den næste bane, før vi svajede tilbage til højre bane igen. Så det er da godt, vi ikke skal skynde os nogen steder hen, når først vi bli'r rigtige vagabonder. Nå, der er pensionister landet over, der kører med campingvogn, så kan en anden en vel også lære det, hvis man får sat sig det rigtig for!
Nå, jeg vil sige GODT NYTÅR til jer allesammen, og jeg skriver nok først igen efter vi er flyttet. Indtil da bli'r det vist ikke til ret meget andet en slid og slæb for stakkels lille Lisbeth.... (Åhhhr....) Hej med jer!

 




Til 2003

Til 2005