De seneste nyheder på dansk

 


2003

JAN

FEB

MAR

APR

MAJ

JUN

JUL

AUG

SEP

OKT

NOV

DEC

Her kan I klikke jer frem, hvis I ikke vil læse det hele.

 

 

11. Marts,
2003

Nu vil jeg hermed indvie San Diego's danske nyhedstjeneste, det vil sige MIG, jeres ydmyge korrespondent og over-redaktør -- fin titel, ingen penge, men det er én jo vant nok til. Det bliver forhåbentlig en rimelig erstatning for de breve, vi desværre ikke får sendt. Så er planen, at jeg vil sende e-mails ud, hver gang vi opdaterer siden. Nu ser vi. Vejen til helvede er som bekendt brolagt med gode hensigter.
Nå, velkommen til min nyhedsside. Jeg er jeres værtinde, Lisbeth. Kan jeg byde på noget? Noget at drikke, måske? Nej, jeg beklager... her hos Lisbeth serverer vi kun Pepsi Light og købekager....
Dagens store begivenhed var middag hos nonnerne (Sister Kathy og Sister Donna - selvfølgelig... ja - som om vi kender sådan et helt virvar af nonner) sammen med min grandkusine (eller grand-grand- måske?) Heidi og hendes ven Claus. Det var rigtig hyggeligt, og det var spændende at få snakket med Heidi og Claus og høre om deres verdensomrejse. Sister Kathy fortalte os om sin tur til Irland - Faktisk var det til at få så'n helt rejsefeber derovre. Sister Donna lavede sin specialitet, en Beef Stew, dvs. gryderet med oksekød, gulerødder og kartofler. Det var svært at vænne sig til at de ikke bor i klostret mere, men de havde da fået nogle af møblerne med fra nonneriet, så vi ikke følte os helt tabt bag en vogn. April fik en rigtig sød sølvhalskæde af Sister Kathy, som hun havde haft med hjem fra Irland, så The Spud kunne næsten ikke bestemme sig til hvem hun var mere vild med, Sister Kathy for halskæden eller Sister Donna for gryderetten!
Nå, det er sent, og lige en streg eller to over min sengetid, så nu vil jeg smutte til køjs, inden jeg glider ned af stolen og falder i søvn på gulvet. Go'nat allesammen!

 

 

19. Marts,
2003

Tænk, er der allerede gået over en uge??? Så må jeg hellere komme i sving med at nedfælde nogle af mine mange guldkorn igen. En anden en kan jo ikke ha', at I siger abonnementet op!
Det er onsdag aften og April er allerede hoppet i seng, så det er den tid på dagen hvor vi andre sidder lige så stille og fredeligt og tænker filosofisk og funderer over livets store spørgsmål.... Hvad er meningen med det hele? Hvor ender verdensrummet?? Er der mere pizza???
Jeg knoklede ellers i dag, kan I tro. Nå ja, jeg sov godt nok til klokken 8, hvilket er næsten en time længere end jeg plejer at sove på en onsdag, men bagefter knoklede jeg. Efter jeg spiste morgenmad, selvfølgelig. Én skulle jo lige samle kræfter... Så efter jeg sov som et dovendyr, proppede en stor portion bacon og æg i hovedet og tog et brusebad, Knoklede. Jeg. Virkelig. Er I klar? Jeg købte fødselsdagsgaver til April (Sssshhhh.... I siger ingenting!), mens hun var i skole. Og det var sandelig ikke nemt at slæbe alt det hjem, som det pigebarn ønsker sig! Det endte med brevpapir, en lampe, en CD, et computerspil, tre bluser, to par bukser, hårspænder (som vi åbenbart aldrig kan få for mange af), en halskæde, et par shorts, en kjole, en striktrøje og en cowboyjakke. Og jeg hentede også pakke hjemmefra på posthuset (Tak, tak... I ved selv, hvem I er!) Og som om alt det ikke var nok arbejde for én dag, skulle det hele også pakkes ind, før hun kom fra skole. Pyha. Efter alt det slid og slæb havde jeg det helt fint med at ligge og flyde i sengen det meste af eftermiddagen og læse lidt og se lidt fjernsyn og tage en lille lur eller to ind imellem, så jeg er klar til at skulle på arbejde i aften.
Alt i alt en fredelig dag, selvom jeg satte prikken over i'et i aften, da jeg tabte et stykke pizza på gulvet og så gled i tomatsovsen, da jeg ville samle det op. Som et andet fjols. Ham selv og April havde nær grinet sig ihjel. Det er sandelig da godt, de forstår at more sig. HA!
Nå, apropos arbejde, så er klokken lidt i ti, så jeg må hellere se at få mig snøvlet færdig til at komme afsted. Nattenat folkens.

 

 

23. Marts,
2003

Nå, jeg synes lige jeg ville skrive bare lidt, selv om jeg er såååååå søvnig. Inden jeg glemmer det, vil jeg lige sige tak til Mulle og Kirstine for jeres e-mail (e-mailer? e-mails? Hmmm...???) - Det var hyggeligt.
Ham selv og jeg var sent oppe i aftes, siden jeg for en gangs skyld ikke skulle på arbejde på en lørdag aften (Det var lidt over midnat inden vi kom i seng - Milde himmel! Den slags uforsvarligt vanvid må vi altså se at få sat en stopper for!) Nå, men vi var i teatret i aftes og se "Den Store Skilmisse" af C. S. Lewis. Jeg elsker bogen, men vi var endnu mere imponerede over teaterstykket. Det var simpelthen alletiders, og hvis det ikke allerede var udsolgt, ville jeg se det igen med det samme. Det eneste andet sted, det nogensinde er blevet opført, er på Oxbridge til den årlige C. S. Lewis festival. Det var utrolig godt lavet.  Bagefter sneg vi os ind nede på The Hilton Harbor Island Hotel og gik i deres boblebad (sssshhh....!) Mens vi sad der og boblede og forsøgte at se nonchalante og hotelgæstagtige ud, bestemte Wally sig til, at han ville i pool'en, og det gik brat op for mig, at jeg har forlovet mig med en galning! Godt nok ligger der ikke høj sne herovre, men det er trods alt vinter, og klokken 11 om aftenen er det hundekoldt at komme i vand, der ikke har badekarstemperatur. Wally svømmede rundt og sagde "Hvad er der? Det er dejligt! Jeg fryser slet ikke!", mens jeg sad på kanten af den lave ende med en halv tå i vandet og klaprede tænder.
Nå, men vi skulle op klokken 6:30 til morgen, så The Spud kunne komme tidligt i kirke og øve sig på påskemusik. Eller påskemuzak - som det nærmere kan kaldes i øjeblikket, i hvert fald indtil de får øvet sig noget mere. Efter vi kom fra kirke, lærte jeg April at lave amerikanske småkager ("Du ta'r dejen ud af køleskabet, knækker firkanterne af, lægger dem på bagepladen og sætter dem i ovnen i 11 minutter. Så, nu kan du godt gå ud og lege.") Nej, vi laver ikke den hjemmelavede slags, men I kan lige tro de er lækre! Hvis I skulle komme forbi, inden vi spiser dem allesammen selv, kan det da godt være der falder et par stykker af.... Uhmmmm. (Ja, Helle, jeg ved godt der mangler et komma i den sætning, men det så fjollet ud, så jeg tog det ud. Og det må man jo selv bestemme nutildags. Øv-bøv.)
Nå, jeg havde tænkt mig at snuppe en lille middagslur bagefter, men April skulle partout se Ice Age for 117. gang, og hvis I har set den, ved I allerede, at det er en meget højlydt film med masser af naturkatastrofer og sneskred og råben og skrigen og rabalder, så den lur blev ikke til noget.
Mens jeg har siddet her og skrevet, har jeg holdt øje med Oscar-uddelingen, bare med et halvt øje. Bortset fra Steve Martin, som var hylesjov - og det ville godt nok være synd at sige, at han tager sig selv for alvorligt - skal man virkelig lede længe efter en mere selvhøjtidelig og egocentrisk flok mennesker. Okay, Peter O'Toole var meget lun og så ud til at have begge ben på jorden. Men ellers var det godt nok en småhysterisk affære. Jeg går ikke farlig højt op i Oscar-ræset -- ikke at det kunne falde mig ind at lade mine forudindtagelser skinne igennem! Faktisk så jeg det mest for at finde ud om Habla Con Ella ville vinde noget. Jeg tror det er den bedste film Wally og jeg har set hele året, måske længere. (Tre sammenløbne sætninger uden et eneste komma - har du mere hår tilbage, Helle, eller har du revet det hele ud?) Nå. Den fik kun én Oscar, og den skulle have haft mange flere, hvis jeg selv skal sige det (men nu spurgte de jo ikke lige om vores mening - utroligt, jeg ved det godt. Og en stor fejltagelse!) Men bare det, at den vandt overhovedet, er vel det meste, man kan forvente af en spansk film. Desværre. Diskrimination, siger jeg bare! Det er den rene diskrimination! Der var faktisk også en dansker, der vandt, Martin Strange-Et-Eller-Andet med en kortfilm, der hed "Der Er En Yndig Mand". Jeg ved ikke, hvem han er, men det var faktisk forfriskende lige at høre en god gammel tyk københavner-amerikansk accent igen, mens han holdt sin lille takketale. Og nej, han var ikke HELT ligeså teatralsk og skabet som de amerikanske stjerner, men det var tæt på, må jeg desværre indrømme.
Bortset fra Oscar-uddelingen har vi ellers væg til væg krigsreportager i fjernsynet herovre, og de har lige sagt på Al-Jazeera (arabisk TV og uden tvivl et pragteksemplar blandt upartiske og sandfærdige presseorganisationer verden over), at Saddam Hussein har udstedt en trussel, at den republikanske garde "med Allah's hjælp vil smide sko efter de troløse amerikanere." Jeg gad vide, om det er en fejloversættelse, eller om det er et eller andet Irakisk ordsprog, ligesom da Izzat Ibrahim al-Douri for et par uger siden kaldte Kuwait's udenrigsminister en abe og sagde, at han "forbandede ham og hans overskæg." Hmmmm. Dér er da vist et sprog, man kunne få megen morskab ud af at lære.
Nå, jeg tror endelig, jeg kan se min chance til at få sovet lidt, så jeg smutter igen. Mulle, hils Andreas! Kirstine, hils hjemme! Go'nat allesammen. Jeg skal nok skrive videre - lige så snart som det er Lisbeth-ligt muligt.

 

 

29. Marts,
2003

Er det virkelig allerede lørdag - IGEN? Summer (som jeg passede da jeg var i huset og hun var to og gik rundt med ble på, den Summer) har været her siden i tirsdags på besøg fra Idaho, så tiden er fløjet. Hun er 22 nu, det er helt underligt (I vidste nok ikke, at jeg kun var 9 år gammel, da jeg var i huset, gjorde I? Se, det tænkte jeg nok, det er der ikke ret mange, der er klar over.) Jeg tror Summer var 8 eller 9, sidste gang jeg så hende, men hun ligner heldigvis lige sig selv, og vi har haft det rigtig hyggeligt. I kan se billeder af os her. Vi har leget turister hele ugen, hvilket desværre vil sige, at jeg ikke har fået noget fornuftigt lavet i dagevis. Men hvad, pyt, livet er for kort til at gøre rent, når solen skinner, ikk'å? Hvilket er grunden til at jeg bliver nødt til at gøre rent som en hvid tornado (Tak, Ajax!) i aften, lige så snart jeg er færdig med at skrive til jer allesammen.
Vi tog April med ned i The Grossmont Center i dag, det er et stort indkøbscenter, hvor dyrehandleren lader børn komme ind og hente en hund, som de så må lufte i en time. Vi "lånte" en lille Akita-hvalp, som var sååååå kær, og da vi skulle aflevere den, var jeg helt overbevist om, at den allerede var faldet til med os, og at den aldrig ville blive lykkelig, med mindre vi købte den og tog den med hjem. Men Wally, den grimme, uretfærdige, gnavne mand, ville ikke lade mig købe den. Han synes det er synd, når vi bor i lejlighed. Jeg tror den ville være fuldstændig ligeglad med at bo i lejlighed, så længe det er MIN lejlighed den bor i. Det er jo bare en lille itte-bitte pussenusset hundehvalp (ja, endnu da...). Wally burde virkelig indse, at vi skulle have købt den. Hvad skal han altid være så irriterende fornuftig for? I kan da lige sende ham en e-mail og fortælle ham, at det - som sædvanlig - er MIG DER HAR RET! Den skulle hedde Bear, ja den skulle. Nej, hvor var den dejlig.
Nææææh, jeg hørte lige posten nedenunder, han har åbenbart besluttet sig til at begunstige os med et af hans sjældne besøg. På en lørdag, endda! For dem af jer (og det er vist ikke mange), der ikke allerede har hørt mig gnave og brokke mig i det uendelige over vores post, vil jeg lige forklare at vores bygning er sidst på ruten, så han kommer kun herned ca. hveranden dag, eller når han ikke kan finde på noget bedre at lave. Grrrrr.... Jeg smutter lige ned og ser efter, om der er noget.... Så, nu er jeg her igen. Der var kun brev fra banken. Jeg har tjent 13 cents i renter. Ih, hvor dejligt, så er det bare om at komme ud og handle, inden alle de penge brænder hul i lommen på mig! Man kunne for eksempel købe sig en hundehvalp....

Bear-Bear-Bear-Bear-Bear-Bear-Bear-Bear-Bear-Bear-Bear-Bear-Bear-Bear-Bear

Vi besøgte Hazel (Wally's mor) i dag. Hun troede jeg var en af sygeplejerskerne, og hun havde ikke den fjerneste ide om, hvem Wally var, men sad beskyttende med armene om sin frokosttallerken og skulede til ham, som om hun havde mistanke om, at han kunne finde på at snuppe en af hendes mellemmadder, hvis hun ikke holdt godt øje med ham. Vi havde taget friske jordbær med til hende, som hun blev ved med at tro, vi havde plukket ude i gangen. Hun har haft bedre dage, det er helt sikkert. Hun snakkede for tredje uge i træk om at "de har flyttet flådevåbenet", så hun ikke kan finde det, og hun klagede lidt over, at "ham manden, der bor oppe under loftet, larmer for meget". Ellers var hun i rimelig fint humør, så vi klager ikke.

Bear-Bear-Bear-Bear-Bear-Bear-Bear-Bear-Bear-Bear-Bear-Bear-Bear-Bear-Bear

Nå, det er ved at være tid til at smutte, én skal til at gøre tøjvasken færdig og moppe gulve, og hvis jeg går helt over gevind, kan det endda være, at jeg støver lidt af. Så det ser ud til at blive en sindsoprivende aften. Vil I lige ha' et godt vasketip? Jeg fik det af Trina, en af sygeplejerskerne fra Centret. Man putter en kopfuld opvaskemaskinesæbe (vi bruger Cascade) og en kop klorin i vasken med det hvide tøj, og det bliver så flot og hvidt og blødt. Det skulle ta' det hårde vand, lod jeg mig bilde ind. Jeg synes helt sikkert jeg kan se og mærke en stor forskel. Men jeg kan hilse og sige, at det ikke virker på rødt lerjord fra kirkegården. Hildemænd, sidder jeg stadig her og skriver om vasketøj? Det er da vist rigeligt fra Lisbeth's rådgivnings-spalte for denne gang. Hvad bli'r dog det næste? -- En paragraf om at tage fnulderet ud af tørretumbleren måske? Jeg ved virkelig ikke, om jeg kan holde til al den her spænding - i MIN alder! - så jeg smutter nu, selv om jeg er sikker på, det er meget fængslende læsning. Hygge-hejsa allesammen - og Helle, jeg håber du har fundet ind på siden, ellers sig til!

 

 

2. April,
2003

Hej allesammen. Så kom vi da godt over April's 16-års fødselsdag. The Spud valgte at invitere en enkelt skolekammerat i år, en DRENG denne gang (jo, man er vel SEKSTEN!), som hedder John, og som hun er småforelsket i (men det må I selvfølgelig ENDELIG ikke sige til nogen!) Faktisk kan hun mest lide ham, fordi han har tilbragt det meste af skoleåret med at ignorere hende til fordel for en pige der hedder Lisa - som vi ikke kan li', sku' jeg hilse og sige.... Nå. Vi tog dem ned til The Corvette Diner, en 50'er Restaurant i stil med "Glade Dage" (Er det ikke hvad Happy Days-serien hedder på dansk?), hvor de serverer god gammeldags smadder-usund amerikansk mad, og hvor de sætter stor ære i, at kun de færreste hovedretter har set sit held til at undslippe frituren. Og så - bare i tilfælde af, at man ikke når at få hjertetilfældet før desserten - tilbyder de selvfølgelig kæmpestore isdesserter oversjasket med enhver slags snask og klistret stads, man kan forestille sig. Mmmmm! Ungerne fik hver en, og det skulle naturligvis endelig ikke være den almindeligt store slags, nix, KÆMPE ULTRA SUPER DELUXE, skyllet ned med spandevis af kirsebærcola. Jo, det er sandelig da lykken at blive 16!
Mens vi spiste, åbnede April en UGUDELIG masse gaver! (TAK til alle jer, der bidrog - hun modtog det hele med stor begejstring!) Snotforkælet er hun faktisk, og hun forstår sandelig at nyde det! Ak ja, nutidens unge... I min ungdom altså....! Nå. Jeg må ærligt indrømme, at det er svært for os ikke at gå bare lidt overbord med gaveriet, især fordi vi er ret strenge med, at vi ikke køber hende noget resten af året bortset fra julegaver, ellers betaler hun selv for alt, lige fra tøj til tandpasta. Faktisk har hun alt for meget ragelse i forvejen, det er lige knap hun kan sparke sig frem inde på sit værelse uden at tage skovl med, men vi har heldigvis et halvårligt ritual - efter hver jul og hver fødselsdag - hvor vi med højlydt akkompagnement af passende dramatiske vræl ("Nej, mor, ikke deeeeen... den er min YNDLINGS!....") sorterer ud i det, der er for småt, for barnligt, eller i stykker, og får slæbt et læs gammelt tøj og legetøj ned til Hjemløsemissionen.
Efter vi spiste, tog vi til Belmont Park, en forlystelsespark som ligger nede ved stranden. Vi kørte i Rutchebanen (efter sådan et måltid!!! Ja, vi lever livet farligt), og så fik ungerne hver en sæk småpenge til computerspil og alskens andre former for ungdommeligt tidsfordriv, som de fik et par timer til at gå med. Imens gik ham selv og jeg tur ved vandet. Der er et langt fortov langs strandkanten, som følger hele parkens længde, og det var alletiders vejr. Det viste sig at være grunion-dag, så da April og John havde fået festet af, tog vi dem med ned til stranden. Grunion er små fisk, som hvert år skyller ind med tidevandet om natten, hopper (spræller) op på stranden, yngler, og så efter nogle få timer lader sig skylle ud igen. Vi fangede en, bare for at kunne se på den og ta' et billede, men vi slap den løs igen, for hvis de skyller ind i April og Maj er de fredet. Dem der skyller ind senere på foråret må fanges, og der er faktisk folk der spiser dem, selv om de er meget små, måske 8-10 cm. Man kan bare skovle dem op med en spand, for de ligger ret tæt i stimer på stranden, og det er vel godt nok, for der skal da mange til bare for at få en enkelt middag, sku' man tro. Man (Ja, ikke man = OS rent personligt - Puha! Man = andre folk) panerer og steger dem med hoved og det hele. Nå, vi tog hjemad ved 10-tiden, siden det var en skoleaften, men da var ungerne (eller DE UNGE MENNESKER, som man vel nu skal til at kalde dem) faktisk også ved at være trætte. Så det var den fødselsdag. Alt i alt en vellykket affære.

 

 

5. April,
2003

Hejsa! Jeg tænkte lige, jeg ville gøre mig kort bemærket. Det har været en meget stille og fredelig lørdag. Ham selv har haft travlt med at arbejde på Corvetten. Han har tilbragt det meste af dagen med det, og ind imellem er han kommet op for at informere mig om, at han nu har repareret blah-blah-blah'en, eller at han lige smutter ned og henter en dingenot til at sætte på tingesten (det er Corvette-sprog, som jeg ikke har mandlige kønshormoner nok til at kunne oversætte). Jeg nikker bare og ser meget interesseret og samtykkende ud, så går han igen. Ligesom slægtsforskningen faktisk, bare omvendt!
Nej, nu har de lige ham den fjogede Al-Sahhaf eller Al-Sahhif eller hvad han hedder på TV igen, Iraks informationsminister er han vistnok. Jeg vidste faktisk ikke engang han snakkede engelsk, men det gør han da nu - han står og påstår at de allierede styrker ikke er i nærheden af Baghdad. Han har da vist ikke kigget ud af vinduet.... Det er godt nok ikke til at lade være at grine. Han står meget bestemt og råber: "Dey arrrre STUCK nearrr Basra... dey arrrre STUCK nearrr Umm Qasr... De sidderrrr FAST ved Karbala... Som en GRIS i ørkenen (jo, det sagde han da vist godt nok!)... De sidderrrr FAST ved Nasiriyah... De sidderrrr FAST ved McDonald's... De sidderrrr FAST ved Føtex.... Okay, de sidste to sagde han ikke, men man får godt nok indtryk af, at han dårligt nok tror, vi er i Irak overhovedet. Der er sandelig ikke langt fra optimisme til hallucination dér. Og hvorfor snakker han pludselig engelsk??? Det kan da umuligt være OS han er ude på at overbevise, kan det? Og mens vi alligevel er igang med de tyve spørgsmål, hvorfor render han så rundt i militæruniform - han er INFORMATIONSMINISTER! Han tror vel ikke, der er nogen, der hopper på, at han rent faktisk skal ud og slås, når han er færdig med pressekonferencen, gør han? Hmmm. Besynderligt.
Nå. Rent personligt småsov jeg ellers meget af dagen, efter jeg kom hjem fra arbejde. I går gik det meste af dagen med resten af Wallys flytteri, og må jeg lige indskyde her, hvor VIDUNDERLIGT det er, at han er flyttet! Indtil nu har han boet sammen med tre husfæller, så jeg syntes altid jeg var på besøg hos Wally og Hans Lystige Svende - fra nu af bor han kun sammen med en enkelt kammerat, som oven i købet er sjældent hjemme. Jeg kunne ikke være mere begejstret!... Og det er jo trods alt lige akkurat det, det hele drejer sig om - at holde mig glad og tilfreds! Nå, men flytningen gjorde, at jeg kun fik sovet lidt under to timer i går, hvilket jeg lige kunne mærke i dag, skal jeg love for. (Gaaaaab...)
April lavede frokost - tomatsuppe og Wonderbread ("vatbrød" - er du misundelig, mor?) - til mig, og jeg fik den serveret på sengen. Det er skam fin service, vi har her omkring (- Har jeg allerede påpeget, at det eneste vi går op i hjemme hos os, er mig og mit velvære?) I eftermiddag smuttede vi en tur på kirkegården og kørte ned til MCRD (Marine Corps Recruit Depot) og handlede ind (det er momsfrit i deres forretninger, fordi det er militæret). Ellers sjaskede jeg bare lidt rundt og vaskede tøj og hjalp April med læsning og lang division. Faktisk var det en meget afslappende dag.
Puha - April overtalte mig til at købe vanillecola i MCRD, og nu har jeg lige taget den første mundfuld af det. Det skal man da vist lige vænne sig til, umiddelbart virker det godt nok lidt oversødt.
Og nu må jeg vist hellere smutte. The Spud har lige informeret mig for tredje gang om, at hvis jeg vil se Seinfeld med hende, skal det være nu. Ikke at jeg ikke kan se det her fra computeren, sådan nogenlunde i det mindste, men hvis jeg gør det, føler hun ikke hun har selskab - den sølle forsømte stakkel. Og bagefter har jeg et gammelt SE OG HØR der skal læses, som jeg har været heldig at arve, og en ekstra lur der skal tages. Så farvel igen, allesammen!

 

 

7. April,
2003

Nå, klokken er næsten to om morgenen, og jeg skulle egentlig sove, men jeg kan slet ikke løsrive mig fra krigsreportagerne. Det amerikanske militær har overtaget blandt andet Saddam Hussein's hovedpalads midt i Baghdad i løbet af de sidste 3-4 timer. Den irakiske ønsketænkningsminister... æhemm, jeg mener informationsminister... Al-Sahhif? - jeg kan aldrig huske hvad han hedder, amerikanerne kalder ham "Baghdad Bob", fordi det er nemmere at huske - har lige holdt en pressekonference, hvor han hævdede, at der stadig ingen allierede styrker er i Baghdad, fordi den irakiske hær har slagtet dem allesammen. De viste ham på delt skærm, og på den anden halvdel af skærmen transmitterede de direkte vores tropper, som var ved at gøre sig klar til at tage deres første brusebade i fjorten dage i Saddam Husseins guldbelagte badeværelse. Midt i Baghdad. Lige nede ad gaden. Man kan høre, at tolken, der oversætter fra irakisk til engelsk, har svært ved at lade være med at grine mens han oversætter, så latterligt er det.
Det underligste af det hele er, at de arabere, som kommer til at savne Saddam (vel at mærke - interessant nok - arabere, der IKKE bor i Irak!), virker som om, de klynger sig til alt hvad Al-Sahhaf... Sahhif?... siger. Al-Jazeera (Saudi-Arabisk) TV's nyhedsoplæsere virkede helt chokerede og ophidsede, mens de viste billederne af amerikanske soldater og tankvogne, der frit kører omkring Baghdad, men blev tydeligt opmuntret ligeså snart "Baghdad Bob" fem minutter senere viste sig, og i røg og damp begyndte med sit "Tankvogne? Der er ingen tankvogne!... De amerikanske lejesoldater begår selvmord i desperation ved Baghdad's mure..." og så videre, og så videre. Man må gå ud fra, at Al-Jazeera's journalister inderst inde ved, han er fuld af fup, siden de lige har set billeder, der beviser det modsatte, men jeg skal love for, at de alligevel straks så meget mere muntre ud. Da journalisterne spurgte ham, hvorfor de kunne høre så meget skyderi, sagde Al-Sahhaf at det er de irakiske soldater, som skyder for at skræmme amerikanerne, så de ikke tør komme ind i Baghdad og slås. Ingen problemer her. Alt under kontrol, folkens!
Jeg er faktisk fascineret af den psykologiske side af alt det her. Jo mere jeg tænker over det, jo mere kunne jeg godt tænke mig at arbejde med psy-ops (psykologisk krigsførsel), jeg synes det kunne være utrolig spændende at snige mig omkring og give Saddam dårlige nerver - selv om jeg rent personligt er overbevist om, at ham og sønnikerne enten allerede har sat træskoene eller er på vej til Damaskus bag i en vogn fuld af kyllinger. Hmmmm. Nå. Jeg kan naturligvis først få tid til at arbejde for militæret efter jeg bliver tornadojæger. Ja, ja, I kan godt holde op med at grine af mig, man har da lov til at fantasere. Spørg selv "Baghdad Bob"....

 

 

10. April,
2003

Ugens store spørgsmål - Er Saddam død? Er Saddam levende?? Er Saddam i en koma??? Er Saddam rejst til Kanarieøerne???? Er Saddam virkelig Saddam, eller er han en dobbeltgænger????? (Ja, tænk bare over det - han kunne jo teoretisk set have været død i årevis! Mulighederne er utallige.) Ih altså, det er jo næsten lige så spændende, som dengang vi skulle vente hele sommeren for at se, om de virkelig havde fået gjort kål på J. R. Ewing.... Det ser sørgeligt nok ud til, at Saddams hofnar, "Baghdad Bob," har lukket biksen, han har ikke givet pressekonferencer i de sidste to dage. Jeg kommer helt til at savne ham, der ryger dagens komiske indslag fra Irak.... Sidste gang vi så ham, var i forgårs morges... da kaldte han de allierede "nogle bøller" og foreslog, at de skulle overgive sig, mens de stadig havde chancen. Tih-ja, Bob.
Nå, men det er vist allerede tid til at opdatere hjemmesiden igen. Jo, jo, tiden flyver når man sover 14-16 timer om dagen - sku' jeg hilse fra ham selv og sige. Det er torsdag aften, og apropos Wally er han lige kørt i Walmart med The Spud. April informerede os i aften om, at ungerne skal klædes ud som bondeknolde i skolen i morgen (sidste skoledag før påskeferien) og holde et "hoe-down", som vel nærmest kan sammenlignes med en høstfest (ja, i April måned - de er stakkels bybørn - de ved ikke bedre!) Det havde hun naturligvis vidst i ugevis, men det faldt hende selvfølgelig ikke lige ind at bringe det på bane før sidste øjeblik. Nu har vi desværre ikke bondske klæder og halm til træskoende liggende rundt omkring her på den gamle gård, så Wally lod sig overtale til at køre hende ud og handle. Rent personligt har jeg en regel, at hun skal sige til i ordentlig tid, hvis hun mangler noget, ellers er det bare ærgeligt, jeg stæser ikke til Walmart klokken næsten 9 om aftenen for at købe noget, som vi - hvis hun havde tænkt sig om - bare kunne have fået med, da vi alligevel var ude og handle i forgårs. Ja, jeg ved godt, at jeg er en rædselsfuld heks af en mor at være, men hun kender reglerne. Heldigvis for April er Wally anderledes nemmere at indsmigre sig hos, så hun ender med at blive bonderøv alligevel.
Og mens vi er ved at snakke om April, så ved jeg udmærket godt, at den eneste grund til, at I allesammen troligt læser alt det vrøvl, jeg skriver, er, at der kunne ske at falde en sjov Spud-historie af - så her kommer der en. I går, mens vi kørte rundt og ordnede ærinder, sagde April pludselig: "Jeg vil hellere adoptere et barn end føde et barn." Da jeg spurgte hende hvorfor, sagde hun "fordi det ikke gør så ondt." Jeg påpegede at det var rigtigt nok, men at det til gengæld er et uhyre masse papirnusseri at adoptere, hvortil hun svarede "det gør da ikke noget, jeg fik jo nye kuglepenne til jul." Ti-hi-hi.
Med hensyn til April skal jeg forresten lige huske at sige, at hendes kongelige forkælethed fik en ekstra fødselsdagsgave med posten i mandags - en fin ny taske fra sin yndlingsmoster. Og jeg skal lige love for, at én gave i utide er bedre end ti på taget... (eller "til tiden" skulle det måske være...?) Jeg skal i hvert fald hilse og sige mange tusind tak, Anne-Louise! Og så har vi jo meget bekvemt en perfekt kasse til at sende din fødselsdagsgave tilbage i - det tør jeg vist godt, nu da I endelig langt om længe har fået julegaverne. Og hvis jeg sender fødselsdagspakken i denne uge, kan den måske lige nå at komme frem, inden vi skal til at sende julegaver igen.
Ellers er der ikke sket så meget i denne uge, én er jo beklageligvis nødt til at gå på arbejde en sjælden gang imellem og holde en pause i al afslapningen og festivitasen. Vi var i teatret tirsdag aften og se vestkystpremieren af "A Divine Comedy". Den var noget af det mest hyleskægge jeg har set i lang tid, jeg kan næsten ikke huske den sidste gang, jeg grinte så meget. Ja, undtagen af ham selv, men det tæller ikke. Den så faktisk ud til at April endda ville kunne lide den - hun går ellers kun op i det, hvis der er musik involveret - og vi tilbød at tage hende med, men hun ville hellere blive hjemme og høre sine nye CD'er hun fik til sin fødselsdag... når vi ikke er hjemme, kan hun nemlig braldre sin musik lidt højere, end min småsarte voksen-hjerne ellers normalt kan tolerere! Nå, men teatret var da vist ellers vores eneste udskejelse i denne uge.
Nå, nu kom The Spud og ham selv bogstavelig talt VÆLTENDE ind af døren, fordi April har et par smækbukser på, der er mindst 3 størrelser for store, så hun dårligt kan gå i dem uden at falde over opslagene - Mandfolk altså! - Men hvad, de kan da klippes af. Og en skjorte har hun også fået... med køer på, for at det ikke skal være lyv...! Ja, bondsk ser hun ud, det må jeg godt nok indrømme.... Jeg ta'r lige et billede, så I kan se, hvor komplet fjoget hun ser ud. (Og det er IKKE ment som en fornærmelse overfor de mange agtværdige bønder, der befolker det danske land. Jeg mener fjoget i ordets BEDSTE MENING... Så fald ned og la' vær' med at sende mig en masse forarget e-mail!... Ja, med mindre I insisterer, selvfølgelig... ytringsfrihed og alt det der...)
Nå, jeg kunne teoretisk set godt have skrevet noget mere, bortset fra, at Wally er i sit irriterende hjørne, hvor han får stor fornøjelse ud af at trykke på tilfældige taster, mens jeg skriver. På den måde har det taget 5-10 minutter at skrive de sidste ti linjer. Ved at smide puder efter ham kan jeg skræmme ham væk lige længe nok til at få et par rettelser og 2-3 ord indført ad gangen. Det giver mig da i det mindste god øvelse til når jeg skal til at jage drenge væk, når April bli'r lidt ældre. Nå, jeg må hellere smutte igen, for det her bli'r vist ikke til mere, kan jeg se. Hvis jeg er heldig kan jeg lige få siden opdateret på nettet, så farvel, farvel allesammen. Og Helle, der er en særlig side til dig her... Fordi jeg er sådan en betænksom veninde... Hørte jeg nogen tænke "flyvehavn"? - Så kan du godt klappe i, unge dame!

 

 

12. April,
2003

Guddaw mæ' jæ'! Nå, I troede nok ikke det var mig, hva'? I troede garanteret, at en jyde havde infiltreret min nyhedsside, men det er skam bare mig - man er vel nysproglig student og velbevandret i både jysk og dansk... Jeg læste lige det her (hee-heeh) og blev mindet om, hvor komisk jysk lyder - eller ser ud. Helle, du er fynbo nu, du er kureret, så nu skal du endelig ikke føle dig truffet... Anne-Louise på den anden side... ja, det er en helt anden sag, én går og bli'r lidt nervøs....
Nå. Jeg kan ellers hilse og sige, at The Spud allerede keder sig. Det er kun den første dag i påskeferien, og hele formiddagen sværmede hun om mig som en lille flue, der ikke er til at slippe af med. "Kan vi tage herhen? Kan vi tage derhen? Kan vi tage allevegne hen? Skal du absolut være hjemme og vaske tøj hele dagen? Du sagde, vi kunne køre i Grossmont Centret og gå tur med hundene i dag...." Og så videre. Og så videre. Og så videre. Hun ved bedre end direkte at klage over, at hun keder sig, for hver gang hun gør det, finder jeg altid på noget, hun kan lave - som for eksempel at feje gulve eller gøre vasken i badeværelset ren.
Nå, jeg fik hende nu alligevel til at hjælpe mig med at lægge tøj sammen, før vi kørte ud og lufte hund. (Den lille stakkel - det er sandelig ikke for ingenting vi kalder hende ASKE-Spud.)
Efter hundeluftningen smuttede vi forbi Walmart efter sodavand (2 liter for 65 cents - så'n et røverkøb er selvfølgelig slet ikke til at stå for, så jeg gik fuldstændig over gevind og tog 20), men som sædvanlig burde jeg have tænkt mig om, for jeg ved jo udmærket godt at halvdelen af den vestlige verden stimler sammen i Walmart om lørdagen, hvilket ikke lige er min kæphest... det med at stimle, al'så. Jeg endte med at kante mig omkring i forretningen med min vogn, siden MIDTERGANGEN ÅBENBART ER DET STED, FOLK HAR AFSAT TIL AT STANDSE BRAT OP OG MED ET TOMT BLIK BETRAGTE DE STORE 10-KG KETCHUPDÅSER, SOM DE SAGTENS KAN GLO PÅ I FLERE MINUTTER, MENS DE LADER SOM OM, DE IKKE KAN HØRE DEN STAKKELS FORSAGTE MRS. DUB, SOM STÅR BAGVED DEM MED SIN VOGN OG SPAGFÆRDIGT SPØRGER, OM HUN IKKE LIGE KAN FÅ LOV TIL AT SMUTTE FORBI.... Jam'n jeg siger bare....
Jeg fik en vindjakke med posten da vi kom hjem, som min veninde Jennifer ikke går med mere, så hun pakkede den ind og sendte den til mig. Den er hvid med amerikanske flag rundt omkring (- og det er slet ikke så dum-friskt som det lyder, faktisk er den rigtig flot - jeg ser ud som om, jeg skal ud og sejle, når jeg har den på). Og må jeg lige påpege, at det forresten er noget, jeg sætter stor pris på, og jeg vil gerne opmuntre jer allesammen til at følge trop - Før I skaffer jer af med den røde BMW, eller den herregård, eller den ekstra million I har liggende, bør I altid spørge jer selv: "Mon ikke Lisbeth kunne bruge det?" (Ja, faktisk ville jeg varmt anbefale, at I, før I tager en hvilkensomhelst beslutning, spørger jer selv "Hvad ville Lisbeth gøre i mit sted?" - men nu kunne det jo naturligvis ikke falde mig ind at være anmassende på nogen måde....) Nå, men jeg var helt vild i varmen, for det var fuldstændig uventet, og jeg får jo SLET IKKE pakker nok med posten, kan vi nok allesammen blive enige om... Tre-fire om ugen, propfulde af gaver til migmigMIG og ingen andre, ville vist lige være passende. Men indtil jeg får det, er jeg meget glad og tilfreds med min fine vindjakke - MANGE TAK! Nå ja, jeg mener... THANK YOU SO MUCH, JEN! I REALLY, REALLY LIKE IT!
Nå, jeg skal lige over til Wally, så jeg smutter igen. Jeg lovede at dele mit store sodavandskup med ham - fordi jeg er sådan en ualmindeligt sød og betænksom kæreste. HA! Farvel igen, allesammen. Og go' Palmesøndag i morgen, hvis I ellers gør no'et ud a'et.

 

 

14. April,
2003

Prøv lige og spørg, om jeg er helt ødelagt.... Nå, så pyt da, jeg klager jo ellers ikke, men siden I INSISTERER på at ville høre om det....
Jeg lånte et videobånd med muskeltræningsøvelser af Trina fra Centret, og tænkte at det kunne være, jeg ville købe et selv, hvis jeg kunne li' det. Siden det var indevejr i dag, tænkte jeg lige, jeg ville prøve det af i eftermiddag. Det var hårdere, end jeg havde regnet med, kan jeg godt sige jer, jeg var slet ikke klar over, at jeg var sådan en slapsvans. Jeg har trænet mere end én muskel i dag, som jeg slet ikke vidste jeg havde. Jeg tror hellere jeg må få fat i et bånd selv, selv om damen i videoen allerede er begyndt at gå mig lidt på nerverne. "Ja, det er hårdt", siger hun med et frejdigt smil, som om hun med lethed kunne gøre øvelsen seksten tusind gange. Ja, det er fint, meget inspirerende - I mellemtiden overvejer jeg rent personligt, om jeg kan klare bare en enkelt repetition mere, mens jeg bekymrer mig om, om mine arme muligvis er i fare for at falde af. Det er selvfølgelig ikke hendes skyld, at jeg er en slapsvans med små, usle, gummi-triceps, men hvem skal jeg ellers blive irriteret på? Da ikke på MIG SELV selvfølgelig - er I da tovlige!?!! Da jeg var færdig havde jeg også ben som spaghetti, men det gik da nogenlunde over, da jeg havde været i brusebad. Det troede jeg i det mindste, det gjorde, indtil jeg skulle ned og lægge telefonregningen i postkassen. Hildemænd, sikke en fejltagelse! Jeg skulle hellere være gået i seng igen resten af dagen. Mine lårmuskler var så ømme, at jeg var nødt til at klamre mig til gelænderet hele vejen ned, for at mine ben ikke bare skulle give efter og sende mig på røven ned ad trapperne.
Resten af dagen blev jeg hjemme og lavede kirkegårdsarbejde, for jeg blev øm, hver gang jeg skulle gå mere end 2-3 meter ad gangen. Stakkels lille mig. Klynk... piv... av... av... AV! Det var godt, jeg havde April hjemme hele dagen til at ynke mig og holde mig med selskab. Det øs-sjask-regner alligevel, i rigtig feriestil, i dag. Vi havde egentlig tænkt på at forvilde os op til Los Angeles i begyndelsen af ugen, men det udsætter vi nok til ugen efter ferien i stedet for, nu da jeg er lidt midlertidigt handicappet og det oven i købet er dårligt vejr at komme ud og køre i. Jeg kunne selvfølgelig også bare skifte navn til "Baghdad Lisbeth" og fuldstændig ignorere vejret. Mens regnen sjasker ned i spandevis og Jesse The Wondertruck (hold da op med at se så'n på mig, jeg VED jeg ikke er den eneste, der kalder min bil ved navn...) er i fare for at skylle væk i den styrtflod der vælter ned ad gaden, kan jeg bare proklamere: "Regnen vil ikke komme til San Diego. Her er strålende solskin og 30 grader i skyggen. Fortsæt venligst til strand og park som planlagt, og nyd jeres dag. Der er aldeles ingen regn her!" (Hvis I ikke kunne følge med i den tankeretning, har I nok ikke læst det her.) Nå, rent faktisk går jeg egentlig ind for at udsætte turen uanset, så vi ikke skal døje med alle påskeferieturisterne. De har det jo med at STIMLE, så'n no'n turister.
Jeg skulle også lave selvangivelser i dag, siden 15. april er fandens fødselsdag her i landet (vi har heldigvis kun en om året), så der gik et par timer med det. Jeg tænkte egentlig på at vente til i morgen, men så var det, jeg sagde til mig sæl', "Nej, i år vil jeg spil'me være i god tid!" Men selvfølgelig afleverer jeg den først i morgen, der er jo ingen grund til at blive fanatiker....
Nå, men det var så den dag. Og efter alle mine strabadser tror jeg, jeg vil i seng nu, selv om jeg egentlig havde et par rigtig sjove historier at fortælle jer. Men de kan da holde sig til en anden gang. Hvem ved, måske bliver de endnu sjovere med tiden. Det kan selvfølgelig også godt ske, jeg har glemt dem, når jeg vågner i morgen... Men nå. Natte-nat allesammen og mange hilsener fra Halte-Maren... æhem, jeg mener Halte-Lisbeth. (Av....)

 

 

17. April,
2003

Jeg vil lige opdatere hjemmesiden, inden jeg går i seng, så vi kan sige rigtig god påske til jer allesammen. Jeg har fri fra arbejde i aften, fordi Wally og jeg var til et arrangement i DAV (en veteran-organisation - med soldater, ikke biler - som Wally tilhører og arbejder for.) Det var noget af en stor affære, og det var rigtig hjertevarmende at se, hvor imødekommende folk er over for militærfolk lige nu. Ellers behøver jeg vel ikke at påpege, at jeg ikke går specielt op i den slags store sammenkomster. Faktisk hader jeg som pesten at møde nye mennesker, i hvert fald så'n i massevis. Kan jeg bare lige sige, jeg er rundt regnet lidt over 29 år gammel, og jeg har mødt folk nok nu. Så slut med det! Wally er til gengæld meget veltalende og selskabelig, hvilket opvejer, at jeg mest går rundt og smiler høfligt og ikke siger så meget når vi er blandt fremmede. Jeg kunne blive en god præsidentfrue. Jeg er meget dygtig til det med at sidde og stirre tilbedende på ham selv i tavs beundring, mens han underholder selskabet. Det er skam kun, når vi er hjemme ved os selv, jeg er en højrøstet rappenskralde.
Jeg fandt lige ud af at spellcheck funktionen på mit e-mail program ikke genkender ordet e-mail. Eller ordet email for den sags skyld. Ja, for da slet ikke at tale om ordet spellcheck, mens vi alligevel er ved det.... Nå.
De sidste par dage er mest gået med at underholde April, og det er heldigvis blevet godt vejr igen det meste af tiden, så vi kan komme ud og omkring. Selvom den halve verden ta'r til San Diego i påskeferien - Grrrr.... Turister! Man har da lov at håbe på, de ta'r et par ekstra folk med sig hjem, når de rejser igen.
Nå, men vi var i Balboa Park i går. Vi tog den gratis sporvogn rundt og var i Zoologisk Have og se den nye panda. Mens vi gik rundt i parken, fandt jeg til min store forbløffelse ud af, at de er begyndt at erstatte nogle af vores ridende politifolk med betjente på rulleskøjter! Ja, de skal nok få fat i masser af skurke fra nu af, de bli'r vel nemme nok at fange, når de skvatter døde om af grin.... Der er nu ikke noget som en voksen mand på rulleskøjter. I uniform. Med en walkie-talkie og en bærbar telefon. Og beskyttelseshjelm. Og jeg, som ellers var fuldt overbevist om, at der ikke var noget mere bøvet syn end vores cykelbetjente!
Jeg har lagt mærke til, at siden jeg er begyndt at lave nyhedssiden, er jeg blevet bedre til dansk, men kan pludselig ikke huske engelske ord, som jeg ellers ikke har haft problemer med i årevis. Da vi var i Balboa Park, sagde jeg til Wally (på engelsk) "se, nålene fra grantræet falder ned og sætter sig fast i skildpaddens" - og så kunne jeg pludselig ikke huske hvad det hed, og jeg sagde "skal" på dansk. "Mener du dens vandskål?" spurgte ham selv behjælpeligt. "Nej, du ved godt, det lille hus han har på ryggen..." "Lisbeth, det hedder en shell!" Jeg har været her i 20 år, og jeg snakker aldrig dansk med nogen, og lige pludselig er det som om, jeg stod af flyet i forgårs. Lille hus han har på ryggen, ja det må jeg ski' da nok sige....
Forresten så The Spud en skrivemaskine i en TV-udsendelse i dag og spurgte, om vi havde sådan nogle, da jeg var lille. Da jeg svarede ja, sagde hun "det må ha' været sjovt I GAMLE DAGE, da I skrev på dem." Ja, hun må hellere passe på, hvad hun siger, må hun, før hun får et par med stokken og et gebis i nakken.
Nå, nu er der TV-avis. Nu, hvor de ikke snakker om Irak hvert eneste sekund af hver eneste time på dagen, har de travlt med Tyskland og Frankrig og en eventuel boycot. Rent personligt kan jeg ikke huske sidste gang, jeg købte noget tysk eller noget fransk... bortset fra at jeg købte Ritter Sport en gang for et par måneder siden. Men dem kan jeg nu godt undvære, de har alligevel ikke de rigtig gode med yoghurt i herovre. Så længe der bare ikke er nogen, der ta'r mine Blå Gajoler og Haribo Saltbomber fra mig. Det er sandelig da godt Danmark sluttede sig til de allierede, ellers skulle jeg rigtig ha' været til at lægge min livsstil om. Hmmm. Den danske regering turde nok ikke andet. Ikke fordi de er bange for en boycot, men hvis de lægger sig ud med den amerikanske regering, kan de jo risikere USA sender Brigitte Nielsen tilbage igen. Åh gru og rædsel!
I lokale nyheder siger de, at der er nogen, der har malet nazistiske hagekors på en synagoge i Clairemont, og nu vil politiet UNDERSØGE om det var en racistisk forbrydelse. Det var sandelig da godt. For det ville jo være rart at vide, om det bare er et tilfælde af den pæne, høflige, venlige form for nazistiske hagekors.... Sikke et tidsspilde....
Okay, folkens, jeg skal i gang med at fylde plastikæg med slik til ungerne på Centret, så jeg må hellere slutte igen. Hav en rigtig god påske, allesammen! Og må påskeharen bringe jer læssevis af påskeæg!

 

 

23. April,
2003

Her er ski'ekoldt al'så! Det er garanteret ikke en grad over 15... Brrrrrr...! Nå, mens vi alligevel sidder her og klaprer tænder og ser Happy Days, vil jeg lige skrive lidt og også hilse fra Wally, som er nede og blive klippet - han var efterhånden også lige en kvart centimeter fra at ligne en mælkebøtte.
Efter Helle læste om mine problemer med, at komme i tanke om de ord, jeg skal bruge, fik jeg en e-mail fra hende: "Skildpadden har et skjold og ikke en skal", bemærkede hun hånligt. "Og rent personligt synes jeg, at hele din side er fyldt med den rene volapyk, der hverken lyder som engelsk eller dansk, og jeg har mødt indvandrere, der har boet i Danmark i en halv time, som er bedre til dansk, end du er. Rent personligt boede jeg i Israel i 58 år, og jeg kunne tale dansk i søvne, bedre end du snakker dansk nu. Ja, for det meste slår jeg faktisk kun over i dansk, når folk omkring mig er for idiotiske til, at jeg kan tale latin og oldgræsk til dem. Ærlig talt, Lisbeth, jeg er forbløffet over, at du kan finde på at skrive sådanne udtryk som 'lang division' og offentligt demonstrere, hvor ELENDIG du er til dansk. Min venindes nevø er tre måneder gammel, og han skriver dansk bedre end du gør!" Og sådan blev hun ved, til jeg løb grædende ned ad gaden.... Nå, alt det sagde hun selvfølgelig ikke. Hun påpegede bare det med skildpadden og et par andre to fejl - for nu ER hun jo trods alt den danske grammatiks ukronede dronning, det kan ikke engang JEG komme uden om - men hun jordede mig ikke. Det behøvede hun ikke, jeg kan nemlig godt læse mellem linjerne. (Og jeg ved godt, det ikke hedder "et par to" - hvis der var nogen - jeg kigger lige på dig, Helle - der var ved at fare i tastaturet for at gøre mig opmærksom på min grænseløse uvidenhed....) Nå, men jeg vil skrive videre nu, så Helle kan få noget mere at læse. Som at kaste perler for svin er det, men vi er her jo udelukkende for at tjene vores kære læsere, så det gør skam ikke noget. Snøft.
Forresten, lang division er, når det ikke går op, og man bliver ved med at dividere og dividere for at finde ud af decimalerne - i modsætning til kort division, hvor det går op, så der ingen decimaler er. Hva' sku' det ellers hedde?
Så næsten lige bagefter fik jeg en sød og venlig og opmuntrende e-mail fra Mulle. Jeg overvejer at sende ham blomster.
Nå, meget af dagen gik ellers med at rydde ud i alle mine gamle kassettebånd. The Spud hjalp mig med at sortere dem og bestemme, hvad jeg vil gemme til det er slidt op, og hvad vi kan skaffe os af med. Tror I, jeg kan leve uden mit Curt og Roland bånd? Jeg skal prøve... selvom det bliver et stort afsavn! Og hvis I ikke ved, hvem Curt og Roland er, skal I endelig ikke fortvivle, for det vidste jeg heller ikke, og det er et stort mysterie (mysterium?), hvor jeg egentlig har båndet fra. Nu ligger det nede i Hjemløsemissionen sammen med Engelbert Humperdinck, Elvis Costello og Johnny Mathis... (ja, for de stakkels hjemløse mennesker har jo ikke været udsat for nok!)
Apropos Engelbert - er der nogen af jer, der ikke ville have taget navneforandring, hvis I var uheldige nok til at hedde Engelbert Humperdinck? Ironisk nok ku' jeg se på det bånd, jeg lige har skaffet mig af med, at Engelbert Humperdincks borgerlige navn er Arnold George Dorsey, HAN HAR SELV OPFUNDET ENGELBERT HUMPERDINCK! Smag og behag, ska' jeg lige love for....
Så, nu er TV-avisen på, og de er ved at interviewe senator Tom Daschle, fordi han har bestemt sig til ikke at lade sig opstille til presidentvalget i 2004. Jeg går ud fra, jeg kan regne med, at de kommer og interviewer mig i morgen. Jeg lader mig nemlig heller ikke opstille....
Lad mig se, hvad har vi ellers lavet siden sidst? Jo, I ved godt den krog i badeværelset, som skal holde gæstehåndklædet, og som faldt ned for circa to år siden, så gæstehåndklædet har hængt over brusegardin-stangen lige siden - den krog? Jeg satte en ny krog op i dag. Og tænk, nogle folk vover at gå rundt og påstå, at jeg har det med at udsætte tingene - HA! Der fik jeg nok lukket munden på HAM!
Krogen kom forresten fra IKEA, hvor vi var nede i eftermiddags. Jeg elsker IKEA! Jeg tror det er den eneste forretning, jeg kan gå rundt i den halve dag uden at købe noget og stadigvæk synes, jeg har fået en tur ud af det. Vi spiste aftensmad i IKEA cafeteriet - frikadeller.... Uhmmm! Det er det nærmeste, vi har til en dansk restaurant i San Diego, nu hvor de hensynsløst har lavet Dansk Tearoom om til en mexicansk restaurant, siden de 47.000 mexicanske restauranter, vi havde i forvejen, åbenbart ikke var nok... - Øv! Bagefter var vi en tur nede i Harbor Freight Tools, så Wally kunne se på svejseudstyr og skruetrækkere og cementblandere og rundsavsklinger på størrelse med Norge... den slags ting. Ser I, det er vores lille arrangement... Wally finder sig i IKEA, og til gengæld tolererer jeg Harbor Freight. Verdens stridende magter ku' ta' ved lære....
Tilbage til TV-avisen lige.... i begyndelsen, for måske ti minutter siden, havde de et indslag fra Irak, hvor de snakkede med en flok soldater, der render rundt i 40-50 graders varme, sover i et telt, får brusebad hver fjortende dag, hvis de er heldige, og har spist frysetørrede militær-rationer i over en måned nu, og da journalisten kommenterede, hvor hårdt de har det, sagde soldaterne bare, at de har et stykke arbejde der skal gøres, og de er stolte over at gøre det. Og så, lige nu, er der et helt andet indslag om, at vi skal spare, og de snakker med en skolelærerinde, som taler i en meget forpint tone og ser ud som om, hun er lige ved at græde, fordi de har skåret ned fra fire pedeller til tre på hendes skole, så nu skal hun selv tømme sin papirkurv hver eftermiddag, inden hun ta'r hjem. Lille stakkel. Lige, når jeg tror, at nu kan vi ikke blive mere selvoptagede (læs: snotforkælede) i den vestlige verden, finder jeg ud af, at det er endnu værre, end jeg troede. Hvis jeg ikke lige havde set det med soldaterne, ville jeg være klar til at springe ud af vinduet!
Nå, nu kommer ham selv hjem, så vi skal lige et smut ned og boblebade - mens vi alligevel er på emnet om folk, der har det hårdt.... - Har jeg fortalt jer, Wally har boblebad i sin nye lejlighed - altså sæ'fø'li' ikke inde i lejligheden, men i haven? Så nu behøver vi ikke længere at snige os ind som småkriminelle nede på The Hilton.... Og forbrydelses-statistikkerne i San Diego falder drastisk endnu engang....
Ka' I ha' det godt, allesammen.... Hilsen fra den lille og ham selv og en anden en.

 

 

25. April,
2003

Nu må jeg hellere få opdateret siden igen, sikke tiden da flyver! Det er fredag aften, og hvis jeg skynder mig, kan jeg vist lige nå det, inden vi skal til rodeo, for bagefter skal jeg på arbejde, så hvis jeg ikke gør det nu, skal I til og vente til i morgen, og så længe kan I jo slet ikke vente på at høre fra mig.... vel? (Bare lad som om, så jeg kan leve et langt og lykkeligt liv med et ego på størrelse med Atlanterhavet.)
Apropos arbejde, så arbejder jeg sommetider sammen med en pige, der hedder Josephine, og i morges var hun der, og vi hørte radio, og de spillede Bette Midlers Miss Otis Regrets, som Josephine åbenbart aldrig har hørt før, for hun syntes, den var vældig sjov, og grinte sådan her: "Ti-hi-hi." Jeg har aldrig før hørt nogen grine sådan i virkeligheden. Jeg har hende mistænkt for at være en tegneseriefigur. Var der forresten lidt mange og'er i den sætning? Nå, men jeg skal skynde mig, så de får lov at blive.
I dag var meget afslappende, og jeg fik endelig udsovet. I går sidst på eftermiddagen var Wally og jeg på jagt efter en gammel kirkegård i Laguna-bjergene, som vi ikke var i stand til at finde i denne omgang. Det var rimelig hårdt terræn, og det er ikke et område, der findes detaljeret kort over, så vi bliver nødt til at prøve igen på et tidspunkt. Ham selv troede, han kunne finde den, fordi han har hiket der omkring for nogle - mange - år siden, og han troede vi kunne finde det på en time eller to og at det bare lå en "behagelig vandretur" fra hovedvejen. Vi gik omkring 8 mil (lidt over 10-11 km. Eller noget i den retning - nu er én jo nysproglig, så én er ikke helt sikker så'n umiddelbart uden en lommeregner) op og ned ad bjerge og gennem moser og krat og hvad ved jeg, og ikke så meget som skyggen af jordiske rester nogen steder, så enten var vi foret vild, eller også husker han forkert. Hvis vi ikke får mere check på det, inden vi ta'r derop igen, kan han starte sin egen kirkegård og grave mig ned deroppe, for sådan en tur tror jeg ikke, jeg klarer igen lige med det samme. Bare så der ikke er noget at ta' fejl af fra nu af - det her er, hvad JEG kalder en behagelig vandretur, og her er, hvad Wally kalder en behagelig vandretur.
I går var Take Your Daughter to Work Day - en dag om året, hvor vi allesammen skal tage vores døtre med på arbejde, noget jeg går ud fra, de har opfundet, så vi ikke kommer slæbende med dem resten af tiden. April går aldrig med - siden hun voksede op på Centret, er det ikke så spændende, og hun vil hellere i skole. Jeg arbejder sammen med en, der hedder Adrian, og han havde sine to piger med i går. Den ældste, som nok er 8 eller 9, gik rundt med en notesblok og stillede os allesammen spørgsmål om vores arbejde. Da hun nåede omkring til mig, og stod klar med blyanten, grinte jeg og fortalte hende, at jeg er lønslave. "Hvordan staver man til det?... L-Ø-N...." Ti-hi.
Apropos arbejde og Josephine (hende jeg fortalte om for to-tre paragraffer siden - ka' I da lige se og følge mæ'?!!!) - så spiste hun en rå stjernefrugt til morgenmad i morges og fablede om, hvor dejligt de smager. Jeg så lidt mistroisk på hende, og sagde, at jeg aldrig har smagt dem, men at de ligner noget, der ikke er rigtig modent, og Josephine Stjernefrugt-missionær skar fluks et stykke af og mere eller mindre proppede det i munden på mig. Og det smager godt! Ikke for sødt, og rigtig frisk, faktisk. Der kan man bare se.... Det ku' være man sku' se efter no'en, næste gang vi ta'r i Henry's....
Nå, ellers er jeg stadig midt i mit udrydnings-vanvid, i dag var det køkkenet der fik en omgang - Jeg har endelig langt om længe indset, at det er overflødigt at have service og spisestel til tolv, når vi kun har fire stole. Hjemløsemissionen kan snart åbne en hel ny filial takket være mig og mit ragelse.
Har jeg forresten fortalt jer, at Wally allernådigst har fået lov til at vælge ugens sjove indslag, og DET VAR IKKE MIN IDE! Så hvis I er rødstrømper og blev fornærmede, kan I klage til ham selv. Og jeg lover, at han nok skal få igen af samme skuffe i næste uge - jeg tænker allerede så det knager! Og det her passer SLET OVERHOVEDET ikke SPOR på mig, skal I bare lige vide.... undtagen lige det med håndbremsen, måske....en lille bit smule.... sommetider.... Nå.
Forresten, inden jeg smutter, har jeg lige et enkelt spørgsmål om at rydde ud.... Hvordan ved man, at det er på høje tid at smide undertøj ud? Jeg synes jo det er pænest at smide undertøj ud, når det er nyvasket, men så når jeg har vasket det, tænker jeg, "Nå ja, nu er det alligevel rent, så kan jeg da ligeså godt ta' det på bare én gang til." Og sådan er det gået til, at jeg har en samling af det ældste undertøj i den vestlige verden.... Jeg tror mit ældste par trusser er fra jernalderen....
Nå, men nu har vi da vist dækket alle relevante emner, og vi skal afsted til rodeo nu, vi skal være der klokken 7 - jeg skal nok prøve at ta' no'n go'e billeder til jer allesammen. Ja, det er minsandten sket igen - I har endnu engang spildt et ganske udemærket kvarter med at læse alt vores sludder og vrøvl.... det er fantastisk at I hopper på'n hver gang, hva? Ka' I ha' det rigtig godt?!

 

 

30. April,
2003

Så er én her igen... lige da I troede, at I var sluppet af med os. Det er nemlig ikke så nemt, det. Hi-hi.
Jeg har haft en småtravl uge, og det ser ud til en endnu mere travl weekend, så jeg er helt forpustet. Lige fra jeg begyndte i første klasse, har jeg altid syntes at weekenden var slut, så snart jeg vågnede søndag morgen, fordi det meste af søndagen går med at tænke på, at i morgen er det mandag. Så siden jeg blev voksen (jo, jeg blev så... så'n da!), synes jeg altid, jeg har så meget jeg skal i weekenderne, at det føles som om, weekenden slutter fredag aften. I går tænkte jeg lidt over alt det jeg skal nå i næste weekend, og hvor lidt tid der egentlig er til det, og jeg blev helt ked af det et lillebitte øjeblik, og nu tror jeg, jeg har verdensrekorden i at synes weekenden er slut for tidligt. Det skulle virkelig være ulovligt at sørge over, at weekenden er slut før tidligst onsdagen før, sku' det ikke? Hmmm. Det ku' være man ku' gøre bare LIDT mere af en indsats for at leve i nuet, hva'?...
Nå, men grunden til, at ugen var travl, var mest, at jeg endelig blev færdig med at muge ud i alt vores gamle skrammel, om det så var pulterkammeret fik det en omgang i forgårs, så nu er det endelig slut med det, der gik lige fem hele dage med alt det, så i går slappede jeg af og sjaskede rundt i badekarret med stearinlys og badesalt og min nye bog og tog en lur om eftermiddagen og lavede ellers ikke en disse.... (Og det blev aften og det blev morgen den femte dag. Og på den sjette dag hvilede vi os, for vi arbejder lige lidt hurtigere end Gud....) Min nye bog er forresten en gammel bog, John Steinbecks "The Winter of Our Discontent" ("Vort Mismods Vinter"). Jeg har altid tænkt på den nærmest som en skolebog, men Wally har været efter mig længe om, at jeg skulle læse den, og til min store overraskelse er den faktisk god. Ikke underholdende, sådan - ha ha - men god.
Vi har lavet en isoleret kasse til alle mine gamle bånd, så de kan blive liggende i bilen, og jeg kan høre dem, når jeg kører. Det er faktisk det eneste tidspunkt, jeg har tid, for når jeg er indenfor, hører jeg altid CD'er eller har fjernsynet tændt. Så i dag, da jeg var ude og køre, hørte jeg Arlo Guthries og Pete Seegers "Precious Friend" og Barclay James Harvests "Ring of Changes". Jeg havde helt glemt, hvor vild jeg er med dem, faktisk. Og det var godt, jeg havde min musik med, for på vej ud at besøge Wallys mor i dag var motorvejen pludselig fuldstændig blokeret. Milevis og milevis af biler, der bare sad og ventede. Da vi skiftede om til radioen, fandt vi ud af, at to lastbiler, hver med et halvt hus bagpå (sådan flytter mange folk i Californien - der er ret få kældre, folks huse står bare oven på jorden som en kæmpe trækasse), sad fast under en motorvejsbro, fordi husene var for høje. Og lastvognene kørte naturligvis ikke bagved hinanden, næh nej, de skulle partout køre ved siden af hinanden, for hvorfor skulle man blokere en halv motorvej, når man sagtens kan blokere det hele, og hvad er det forresten for nogen SKVADDERHOVEDER, der flytter et hus, uden at gennemkøre ruten først og sørge for, der overhovedet er plads til at flytte et hus?!?!?! Så der gik fire lystige timer, mens de en af gangen fik folk bakket op og kørt ad en omkørsel, til motorvejen var ryddet og de kunne vende lastvognene og få dem af motorvejen ved at lade dem køre mod trafikken. Jeg kan forsikre jer om, at livet bliver meget nemmere, når jeg bli'r dronning over hele verden. Min første majestætslige handling bli'r at gøre det ulovligt for folk at være på vejene, når jeg skal ud og køre. Ellers er det bare af med knoppen, lige midt på slotspladsen! Nå, indtil jeg bli'r dronning er det da godt, jeg har Arlo Guthrie til at holde mig med selskab....
Hov, de har lige vist på TV-Avisen at en mand i Berlin havde kapret en bus og et af hans krav var, at jøderne forlader Israel. En BUS???? Det er da vist ikke for gennemtænkt.... Jeg kan dårligt forestille mig, at Ariel Sharon har sat det lange ben foran for at komme op på Knesset og holde en sidste vedmodig tale.... "I betragtning af de alvorlige udviklinger med buskapringen i Berlin, har jeg med tungt hjertet besluttet, at alle hebræere skal pakke omgående og være ude af landet inden klokken 16.00...." Nogen gange, når jeg ser TV-avis, og ser hvor mange fjolser, der er i verden, får jeg indtryk af, at jeg slet ikke er så dum, som jeg ser ud til... Ikke helt....
Inden jeg smutter igen, vil jeg lige gøre opmærksom på rodeo-billederne, som er her. Det var svært at tage gode billeder af det hele - det kunstige lys og den fart, der er på gør, at der bliver meget slør i det, så der er både mine billeder og nogle andre - bedre - billeder fra det samme rodeo, som jeg har neglet fra vores avis.
Og hvis I vil se, hvor godt og grundigt jeg fik givet ham selv svar på tiltale fra sidste uge, så husk at gå ind på vittighedssiden. Hæ-hæ. Smisk. Han sku' ha' vidst, han ikke kunne hamle op med MIG! Hygge hejsa, allesammen!

 

 

3. Maj,
2003

Min fod gør ondt, og jeg sidder og overvejer, om jeg kan slippe afsted med at have sandaler på på arbejde i aften i stedet for sko. Har I lyst til at høre om min fod? Jamen selvfølgelig har I da det.... Se, egentlig er jeg overbevist om, at I under normale omstændigheder nødigt ville bebyrdes med sådan en la-a-a-a-a-ang, træ-æ-æ-æ-æls historie, og under normale omstændigheder ville jeg tage det i betragtning, men siden I ikke er her til at stemme imod, bli'r det mig der får min vilje. Nå. Så. Da The Spud og jeg gik ned til Hovedbiblioteket i torsdags, bestemte jeg mig til at få gået mine nye joggingsko (Påskeudsalg hos Cal-Stores) til. Omkring tre husblokke nede ad bakken lagde jeg mærke til, at min højre hæl var lidt øm. Men jeg marcherede kækt videre, der er nemlig ikke noget der hedder "giv op" i MIN ordbog, nixen bixen, især fordi jeg altid er ved at dø af grin over April, som er i FRYGTELIG dårlig kondition af et barn at være, og ikke kan gå en halv kilometer uden at puste og pruste og beklage sig. Nå, så da vi nåede ned til biblioteket, gik jeg mere eller mindre og haltede, og da vi var færdige dernede overvejede jeg et øjeblik at tage bussen op ad bakken igen, men som jeg sagde før er jeg ingen piveski' - en lille vabel på min hæl skulle sandelig ikke få lov til at stoppe MIG, ikke tale om! Så vi gik op af den lille (HA!) skråning til Golden Hill, hvor vi bor, igen. Da vi nåede hjem, haltede jeg som en invalid, og da jeg var kommet ind i stuen og fik min sko pillet af, var strømpen på min højre fod fuldstændig blodig, og da jeg fik strømpen af, havde jeg et hul i min hæl på størrelse med en enkrone (hvis I ellers stadig kan huske, hvor store de var i min ungdom....) Av! Men det blev først rigtig slemt til morgen, da jeg var idiotisk nok til at tro, at jeg ved at klaske et plaster på det væmmelige, blodige hul i min hæl kunne beskytte mig mod den onde, hæle-spisende joggingsko, så jeg tog to par sokker på over plastret og tog de samme sko på og traskede frejdigt afsted til Balboa Park med April. Det vil sige omkring 50 meter af vejen til Balboa Park. Og så gik jeg hjem igen og tog skoen af, og så at min sok var gennemblødt af blod igen. Og moralen af historien er, at de onde, hæle-spisende joggingsko blev smidt lige i hovedet på ekspedienten i Cal-Stores i dag (ikke bogstavelig talt - det er jeg ikke nær aggressiv nok til i levende live...) Ku' det mon tænkes, at der er en GOD GRUND til, at de var på udsalg? Nå, men nu sidder jeg så her og tænker, at det ville være aldeles vidunderligt at gå barfodet på arbejde i aften (STRENGT FORBUDT!), og siden jeg har et stort blodigt hul i min hæl, kan jeg ikke bare ta' mine sko af, når der ikke er nogen, der kigger (også STRENGT FORBUDT - ikke at det normalt afholder mig fra at gøre det, selvfølgelig), så nu overvejer jeg at ta' sandaler på, selvom det også er STRENGT FORBUDT. Ja, jeg er en frafalden lovbryder, jeg ved det godt, men når nu de er så nazistiske med hensyn til fodtøj altså.... Nå, men jeg fortalte jer udelukkende den historie, så I ville få meget ondt af mig, så det er nu, I skal sige "årh-h-h-h-h-h", kom så - allesammen i kor.... Ih tak, I er meget medfølende, og nu har jeg det straks meget bedre.... Nå, jeg glemte helt at spørge, hvordan I har det, fordi vi lige havde så travlt med at have ondt af MIG!.... Jeg håber I har det godt, allesammen....
Nå, jeg ville meget gerne blive siddende her og jamre videre, men jeg skal rent faktisk på arbejde, så det bliver ikke lige nu. I må hygge jer, mens jeg går hen og inspicerer mit udvalg i fodtøj, og overvejer hvad jeg skal stille op i derovre. Farvel med jer!

 

 

6. Maj,
2003

Hej med jer! Nu skal jeg godt nok lige få opdateret igen.... Her er HUNDEKOLDT! Vi bor i Californien, det må være en fejltagelse altså.... Og jeg siger jer, hvis vi ikke snart får noget varme, ta'r jeg gidsler!
Nå. Jeg synes jeg har haft så travlt, men så når jeg ser mig om, kan jeg ikke rigtig udpege noget, jeg har lavet. Måske er jeg bare et snøvlehoved. I dag gik med at tage April til gebis-snedkeren og få justeret bøjlen, det ta'r syv lange og syv brede i forhold til, hvor lang tid de rent faktisk står og roder i munden på hende, fordi vi er der samtidig med 7 andre på en gang, og der er kun én tandlæge, så der går altid en lystig formiddag med det.
Jeg var nede og handle, efter jeg fik April kørt i skole, og jeg så på morsdagskort. Der var ærlig talt ikke nogen, der ikke var enten fuldstændig idiotiske eller hældte vand ud af ørerne, men jeg lagde mærke til, at der var en hel afdeling af morsdagskort fra KATTEN!!!?!!?!?? Hvem i alverden køber dem???? Hvis de nu havde været fra hunden, ville det selvfølgelig have været fuldstændig logisk....
Nå, hvad ellers. April kom hjem og lavede lektier, og så lavede vi stearinlys, så det er vi lige blevet færdige med nu.
Hold fast makker, jeg fryser. Har jeg fortalt jer, her er ski'ekoldt, og det er ski'eirriterende, og jeg har ikke set efter, men jeg tror nok der hænger en istap under min næse. Og som om, jeg ikke var forfrossen nok, smed Wally mig i pool'en i aftes - til April's store fryd og fornøjelse.... De er no'n bisser, er de! Det varer længe, inden jeg bager småkager til DEM igen!
Nå, det blev ret kort denne gang, men jeg ville lige gøre det her færdig inden Wally kommer, vi skal til at se Planes, Trains and Automobiles. Hi-hi-hi. Jeg griner bare ved tanken. Og apropos Wally og grine, så må jeg indrømme at han får det sidste ord på vittighedssiden. Jeg gi'r op!
I må ha' det rigtig godt allesammen! Farvel med jer!

 

 

11. Maj,
2003

Glædelig Mors Dag allesammen - eller alle I mødre i det mindste! Og tusind tak for e-mailen, Jannie! Nå, jeg ville have opdateret i dag til Mors Dag, men det bliver der ikke noget af, kan jeg se.... AOL har problemer med min FTP (Det lille hjørne af deres server, som jeg "låner" til hjemmesiden) og de siger der kan gå mellem en time og en uge inden det er oppe og køre igen. I mellemtiden ser det ud til, at man godt kan gå ind og SE på siden, man kan bare ikke gå ind og LAVE OM på den. Ja, jeg siger ikke, jeg har forstand på det, jeg gør bare som jeg får besked på....Så jeg smutter igen, til jeg kan komme til at opdatere. Hej med jer!

 

 

16. Maj,
2003

Det er fredag aften, og jeg skal snart på arbejde, men siden AOL langt om længe har fået styr på deres server, vil jeg lige skynde mig at sende jer en lille hilsen allesammen.
Wally fik en ny bærbar computer fra militæret i dag, hvilket vil sige at jeg arvede hans gamle, så jeg nu har en computer at tage med på arbejde. Hip Hip HURRAAAAH!
Ellers var det en stille og fredelig dag. Mens Wally var på bilkirkegården og hente en dingenot til Corvetten var jeg på den almindelige kirkegård og faldt og rutchede på røven gennem en busk og ned af en lang, stejl bakke. Da jeg landede nede for foden af bakken, stod der en gardner og reparerede en af sprinklerne, og han kiggede bare én gang på mig, og sagde "Goddag Frue" og arbejde videre. De er sandelig ikke nemme at chokere nede på kirkegården!
Ellers er jeg ikke meget for at blive kaldt "Frue", jeg får altid lyst til at stampe i gulvet og sige "Jeg er ingen frue, jeg er ALT for ung til at være en frue, jeg er ingen frue, nej, jeg er ej!!!!!" Men så til morgen, da jeg var i JayCee's (vores lille købmandsforretning oppe på hjørnet) og hente mælk, kaldte ekspeditricen mig "sweetheart", som, når man ikke siger det til folk, man er forelsket i, betyder noget hen i retning efter "søde bette ven", så hele dagen taget i betragtning gik det sådan set lige op....
Nå, jeg vil lige have siden op, inden jeg går på arbejde, så det bliver lidt kort igen... Men jeg skal nok vende fluks tilbage igen!

 

 

20. Maj,
2003

Tillykke med fødselsdagen, Thomas! I får allesammen lige en lille hilsen, selv om der ikke er en farlig masse at fortælle. Jeg har haft madforgiftning de sidste par dage, hvilket inspirerede min dum-friske yndlings-søster til at spørge, om jeg selv havde været ved at lave mad.... Nogle folk altså...! Den eneste anden fascinerende begivenhed siden sidst er, at jeg blev månedens ansatte for maj på Centret, men DE GLEMTE AT FORTÆLLE MIG DET, fordi os, der arbejder om natten, heldigvis ikke er tvangsindlagt til at gå til de kedelige møder, hvor de bestemmer den slags ting. Så nu har de gjort mig til månedens ansatte for Juni også, bare så jeg kan få tid til at nyde min berømmelse. Ja, der er check på det derovre, det er ligesom at være månedens ansatte i Hurlumhej-Huset. Jeg får et bonus på $100, hvilket er helt fint, og min egen private parkering lige foran døren, hvilket er komplet latterligt, fordi vi er 8-10 stykker om at dele en kæmpe parkeringsplads om natten, når jeg normalt er der. Men hele dagen, mens parkeringspladsen er så fuld, at folk parkerer helt ovre i pløjemarken ved siden af, står mit parkeringsfelt der og gaber lige så ensomt, mens jeg ligger hjemme og bobler. Ja, det er godt gennemtænkt, det....
Nå, hvad ellers.... The Spud skal til Disneyland med skolen i morgen, så ham selv og en anden en bliver barnløse i næsten 24 lange vidunderlige timer. Jeg har taget fri fra arbejde - Ja, ikke at der kommer til at ske noget særligt, vi lejer nok bare en film eller to og sover længe torsdag morgen. Vi lever jo ikke akkurat det store vilde, udskejende, øl-bællende diskoteksliv - Ja, ja, det lyder måske kedeligt, men I kan godt holde op med at smug-gabe derude. I kan ligeså godt indrømme, at I inderst inde er misundelige over vores idylleriske, småborgerlige tilværelse!
Apropos April, så sidder hun og lægger kabale. Hun har lige spurgt mig, om jeg ville spille "Madkurv" med hende. Jeg spurgte hende, hvad det var, og hun sagde, at det er et spil, hun selv har opfundet. Da jeg spurgte, hvorfor hun kaldte det "Madkurv", sagde hun, at det vidste hun ikke, men hun så småforvirret på mig, som om hun tænkte "Hvad skulle jeg ellers kalde det?" Måske skulle hun spille med Anne-Louise, så kan hun få lært at spille "Musling" også....
Nå, det kan være det med "madkurven" er en hentydning til, at vi skal i gang med at lave hendes madpakke til i morgen, inden det bli'r sengetid, så jeg smutter igen. Ka' I hygge jer....

 

 

27. Maj,
2003

Jeg har stæset rundt som en vild og vanvittig hele formiddagen, så nu vil jeg lige skrive til jer, så jeg kan få hvilet mig lidt. Jeg var på Centret og fylde lønseddel ud, på posthuset, og så i "Henry's" og købe ind. Jeg begik den fejltagelse at tage derind 10 minutter efter de åbnede, på hvilket tidspunkt forretningen var propfyldt med meget gamle, meget langsomme, meget i vejen folkepensionister. Der var et tidspunkt, hvor jeg alvorligt overvejede at samle en gammel dame op og flytte hende ind til siden, så jeg kunne få banet vejen til peberfrugterne. Det var det kun værd, fordi jeg endte med en hel indkøbsvogn fuld af frugt og grøntsager for $23. Jeg elsker "Henry's."
Lige et øjeblik, der er nogen nede ved gadedøren....
Så er jeg tilbage igen. Man skulle tro - i denne ultra-tekniske tidsalder - at folk kunne finde ud af at bruge et almindeligt samtaleanlæg, skulle man ikke?.... Men næsten hver dag er der folk, der kommer til gadedøren, som højst sansynligt er ankommet med hest og vogn. Der er nemlig kun én knap til hver lejlighed nede ved gadedøren, nemlig den til at ringe på med, og der er ingen knap, man skal trykke på, når man snakker, så mange flere folk, end man skulle tro, trykker på ringe-klokken, når de vil sige noget. Som lige nu, da jeg skulle hen og se hvem det var, og jeg sagde "Ja, hvem er det?" . . . "RI-I-I-I-I-I-I-I-I-I-ING" . . . "Man skal ikke trykke på..." . . . "RI-I-I-I-I-I-I-I-I-I-ING" . . . "...knappen! Lad vær' med at trykke på knappen!" Så, da han endelig havde fattet det, tre sekunder før mine trommehinder røg, sagde jeg "Ja?", og jeg synes han sagde "Yes?", og jeg sagde "Hvem er det?, og han sagde "Yes?", og jeg spurgte hvem det var igen, og han sagde "YES", og jeg var næsten overbevist om, at jeg havde fået besøg af Manuel fra "Halløj på Badehotellet", så jeg lukkede ham bare ind, mens jeg mumlede et eller andet om dumrian'er der ikke kan finde ud af det, og så da han kom herop var det manden fra U.P.S. og det var bare mig, der ikke kunne høre andet end "S" efter alt det ringeri. Det var godt, jeg lukkede ham ind. Han kom med toner til printeren. Nå, men nu er jeg her altså igen. Hvor var vi? Nå jo, på indkøb...
Jeg tog et smut i Wal-Mart bagefter, hvilket var lige så slemt hvad menneskemylder angik. Man skulle tro, folk ville være på arbejde en tirsdag morgen ved ti-halvelleve-tiden, sku' man ikke? Det sku' man tro, men det var de ikke. De havde allesammen taget fri, så de kunne gå i vejen for MIG! Jeg kunne ikke gå to skridt, uden at skulle standse og vente, mens folk fik sig snøvlet afsted. Mens jeg stod og så på tandpasta, var der en dame ved siden af mig med en lille dreng på 4-5 år, som blev ved med at stille det ene spørgsmål efter det andet, som damen svarede tålmodigt på, indtil hun pludselig havde fået nok, og halvt vrissede og halvt råbte "FORDI JEG IKKE HAR BRUG FOR DEM!" lige i hans chokerede lille ansigt. Så, da hun lagde mærke til, at jeg stod lige ved siden af, skyndte hun sig at hæfte et meget sukkersødt "lille skat" på sætningen, mens hun klappede ham på hånden. Ja, det er godt med dig, dame.
Nå, jeg fik mig endelig slæbt hjem med alle mine indkøb, skar en masse grøntsager i strimler og moste to avocadoer til guacamole - vi skal ha' steak fajitas til aftensmad - Min yndlingsret!
April er hjemme fra skole nu, og jeg har lovet hende, at vi skal til stranden ved Glorietta Bay og nyde det gode vejr. Hav det rigtig godt, allesammen.... og hvis I ikke har andet og lave i aften, ka' I da komme et smut forbi og få en fajita med... Uhmmm!

 

 

31. Maj,
2003

Det er lørdag aften, og jeg har ryddet op i det store roderi, jeg har på mit "kontor" - som i virkeligheden er et hjørne af stuen - og har sat April i sving med at sende alle de personlige papirer, der skal smides ud, gennem "papirspiseren" - eller hvad hedder sådan en? Den skærer papiret i strimler, før det ryger i skraldespanden, så grimme skurke ikke kan gå mit skrald igennem og stjæle min identitet. For nu ved jeg jo udmærket godt, hvor mange mennesker går omkring og ønsker, de var MIG! Faktisk er det bare en af de ting jeg gør, fordi ham selv har en dille med, at det skal man. Det er også derfor, jeg skifter olie på Jesse The Wondertruck hver 5000 km - hvis det var op til mig, ville jeg da bare vente, til den gamle olie er brugt op.... Men den første jul, jeg kendte Wally, gav han mig 30 liter motorolie i julegave (ja, ja, han ved lige hvad pigerne kan li', gør han - håbløst romantisk, hva'?) Nå, men én kan jo godt fatte en fin hentydning, så nu skifter jeg flittigt min olie, og siden Wally kom hjem med papirhakkeren, laver vi konfetti i ét væk. Selv om jeg rent personligt mellem os sagt synes, det er lidt overforsigtigt....
"Jamen vi troede lige, hun havde ryddet op over hele huset", tænker den opmærksomme læser uden tvivl lige nu, "hvordan kan der være blevet så rodet på skrivebordet?" Jo, ser I, det er mig, der betaler regningerne (nå ja, det er ikke nødvendigvis altid mig, der rent faktisk betaler PENGENE til regningerne, men det er mig der skriver check'ene og sætter frimærker på og sender dem), så al både min og Wally's post kommer her op og ender i en stor stak på mit skrivebord. Og når The Spud eller Wally finder et hvilket som helst stykke papir, som de ikke ved, hvad de skal stille op med, gæt så hvor de lægger det... På mit skrivebord! Og hvor lægger April alle sine skolebøger, når hun ikke lige er i gang med at læse lektier? På mit skrivebord! Og hvor er alle de pakker, jeg skal have afsted til Denmark? På mit skrivebord! (Okay, det er selvfølgelig min egen skyld, når jeg nu aldrig får mig snøvlet færdig til at sende dem...) Og hvem har et skrivebord, der i forvejen er alt for lille, så der hverken er plads til scanneren eller printeren, som i stedet for er nødt til at stå helt malplaceret og gabe ovre i reolen? Jep, MOI! Nå, heldigvis morer April sig storartet med papirhakkeriet, så jeg kan sidde her og skrive til jer, mens jeg bare holder et halvt øje med, at der ikke ryger en finger eller tre.
Ellers var det alletiders dag i dag, vejret var perfekt, solen skinnede, og det var hverken for koldt eller for varmt. Vi tog til Descanso ved Cuyamacabjergene og hikede op til en gammel kirkegård. Der var så flot derude, vi tog billeder, og hvis I er interesserede kan I se et par stykker af dem og læse lidt om det her. Jeg elsker i det hele taget, når vejret er sådan, som det er lige i øjeblikket. Og hvis så meget som en eneste person i San Diego vover at sende deres vinterfrakke til rensning, bli'r her garanteret hundekoldt igen, og jeg lover at finde dem og slå dem ihjel med en sløv teske, så er folk advaret!
Nå, April er ved at ha' hakket færdig, og jeg skal snart på arbejde - apropos arbejde, hvordan går det med rollingerne, Mulle? - så jeg vil takke nu og sige pænt farvel. Ti-hi.... Hvor er det lige længe siden, jeg har tænkt på Kaj og Andrea.

 

 

6. Juni,
2003

Hej, der er ikke lige det helt store at fortælle herfra, det meste af dagen gik med sådanne sindsoprivende aktiviteter som at vaske gulve, vaske tøj, vaske op, og ned og tømme skraldespanden. Det er normalt April, der vasker op og tømmer skraldespand, men hun er på besøg hos sin veninde Lisa, så hun får en fridag. Efter aftensmaden, da vi ryddede op i køkkenet, sagde Wally, "Mind mig om ALDRIG at have ondt af The Spud igen, fordi jeg synes, hun har for mange pligter." Sagen er den, at det tager os ti minutter at gøre det, hun med lethed kan snøvle rundt med, til det har taget en time til halvanden. De fleste af hendes pligter er efter aftensmaden - hun vasker op efter to eller tre personer, afhængigt af om ham selv har spist med, tørrer bordet af, fejer køkkengulvet, og går ned med skraldeposen. Når hun har travlt, som for eksempel hvis jeg siger "når du er færdig, går vi ned og køber en isvaffel," kan hun sagtens gøre det på et kvarter. Resten af tiden ta'r det for det meste over en time. Stakkels lille trælleunge.
Wally og jeg var i Seaport Village i eftermiddag, det var ikke alt for overrendt af en fredag at være. Vi havde den blandede fornøjelse at se en lille koncert med en mand, der spillede lirekassemusik på sin harmonika, akkompagneret af en mand, der spillede på skeer. Vi havde på en eller anden måde fået os fjumret ind midt på første række i den lille flok tilskuere, og så kunne vi ikke li' bare at gå derfra, før det var slut, fordi det ligesom ville virke uhøfligt, når vi nu stod halvanden meter fra musikanterne og havde øjenkontakt og hele baduljen fra tid til anden, så vi endte med at blive hængende, til det var slut. Minutterne fløj som dage, skal jeg lige love for.... Det var ligesom at være holdt fangen i en karrusel. På vej hjem, var der en politidame, der dirigerede trafik i krydset mellem Broadway og Pacific Highway nede i byen, hvor togbanen også skærer igennem. Hun stod midt i krydset med ryggen til trafikken, med den ene hånd på hoften, og med den anden hånd diskret ud til siden, ingen fløjte, ingen politistav, ingenting. Og der var ikke en eneste bil, der så meget som sneglede sig frem. Normalt er der mere eller mindre kaos og et farligt dytteri, om så politimanden basker rundt med armene, som om han var en vindmølle, men ikke med hende her. Jeg sagde til Wally, at jeg vil vædde med, hun har børn.
Nå, jeg må hellere opdatere siden nu, inden vi skal se Seinfeld. Far, forsinket "God Fars Dag", men herovre er det ikke Fars Dag før om et par uger, så du får din officielle hilsen på hjemmesiden til den tid. Ha' det godt allesammen....

 

 

10. Juni,
2003

Hej allesammen.... Vi er lige kommet hjem fra teatret, hvor vi så Cotton Patch Gospel, men jeg kan vist godt strække min sengetid lidt længere, så jeg kan nå at skrive en hilsen til jer allesammen og spise lidt natmad (et stykke focaccia tilovers fra aftensmaden - for dem af jer, der ta'r notater hjemme). Teaterstykket var som sædvanlig rigtig, rigtig godt. Om det så var April, var hun helt vild med det, og hun er ellers ikke den store teatergænger så'n til daglig. Det hjalp nok lidt, at det var en musical denne gang. Det var den go'e gamle historie om dengang Jesus blev født i Gainesville, Georgia, og de tre vise mænd kom fra New York City i Østen, og om flugten til Mexico og så videre og så videre, lige indtil Jesus som bekendt fór til himmels i Alabama. Faktisk var det næsten ligesom Godspell, men i Country & Western stil - og selvfølgelig ikke HELT så godt, for der vil jo aldrig, ALDRIG nogensinde efter min mening være noget, der kan hamle op med Godspell, som jeg ELSKER.
Weekenden gik hurtigt. Alt for hurtigt, faktisk, men det synes jeg jo uanset hvor langsomt de går. The Spud har officielt overtaget min titel som verdens mest klodsede kvajhoved - og det siger ellers ikke så lidt. Søndag morgen, da vi spiste morgenmad, skar hun en fersken og sin venstre langefinger i stykker, så vi havde den udsøgte fornøjelse at sidde nede på Children's Hospital og blomstre i fire stive timer, så de kunne få hende syet sammen igen. Jeg må ellers nok sige, jeg syntes hun var sejg. Hun græd lige lidt, da de syede hende sammen, fordi lokalbedøvelsen ikke havde sat helt ind, da de begyndte, men ellers bed hun det i sig og var rigtig tapper, vi var stolte af hende. For omkring en måned siden smækkede hun hoveddøren på sin højre lillefinger, så hele neglen faldt af, og hun går stadig og venter på, at den nye negl skal gro ind. Jeg siger jer, hvis det pigebarn når at fylde atten med to arme og to ben og ti fingre og tæer, så er det om at få fejret det, for det bliver da et mirakel uden mage.
Resten af dagen var stille og fredelig, vi havde faktisk ikke energi til så meget efter den omgang. Det småregnede, så vi blev inde og så "Overboard" ("Pige Overbord"), som vi har set hundrede gange før, og som er den sødeste, sjoveste komplet banale, pladderromantiske film, man overhovedet kan forestille sig, måske lige med undtagelse af en Morten Korch film. April E-E-E-E-ELSKER den, og jeg bliver rent personligt aldrig træt af den heller.
Og inden jeg glemmer det, vil jeg forresten lige sige, at næste gang en af jer af en eller anden grund spørger, hvad jeg ønsker mig, og jeg som sædvanlig siger "ingenting", så passer det ikke, jeg har lige brugt det sidste af min Woman by GOSH brusebadssæbe, og jeg har endda gået og sparet på den. Jeg ELSKER den sæbe, men jeg ved, at hvis jeg ikke siger det nu, glemmer jeg det igen. Det skal være den, der står Winter på - lavet i Danmark af E. Tjellesen A/S. Den kan ikke fås herovre, jeg har allerede plaget folkene nede i Bath and Body Works, og der er ikke noget at gøre.
Hmmm... Jeg har TV-avisen på, og der er en eller anden politiker, der sidder og argumenterer for, at grunden til, vi ikke har fundet kemiske våben i Irak, må være at de ikke eksisterede. Hvor er logikken i DET??? Vi har heller ikke fundet Saddam Hussein, så findes han måske heller ikke... eller hva'? Nå, det er nu godt nok ved at være sent, så jeg venter nok lige til i morgen med at opdatere hjemmesiden, så jeg kan komme på hovedet i seng. Ka' I ha' det godt, allesammen!

 

 

15. Juni,
2003

Når jeg nu alligevel skulle skrive et brev, synes jeg lige så godt jeg kan skrive til jer også. Af en eller anden grund fik vi to besynderlige breve i går, begge addresseret til ham selv. Det første var et brev fra skattevæsenet i Californien - som Wally ikke skal betale skat til, fordi han får militærpension.
Der stod:

"Kære Skatteyder: Vi har forsøgt at kontakte Dem både telefonisk og per brev for at anmode Dem om at indsende en selvangivelse for den forfaldne og betalbare periode (se bilag.) Hvis De ønsker at undgå yderligere foranstaltninger til inddragelse af denne gæld, bedes De indsende en selvangivelse sammen med fuld betaling i form af check eller money order [dvs. Giro - sådan circa] til Californiens Statskattevæsen. Venligst anfør personnummer på betalingsmidlet, så deres konto kan blive ajourført nøjagtigt og øjeblikkeligt. Hvis De forsømmer at efterkomme disse krav indenfor ti (10) dage, risikerer De retsforfølgelse."

Og på næste side står det beløb, vi skylder. Total gæld, når det hele er lagt sammen - renter og renters rente og alt det der - er ".00" Nej, jeg skrev ikke forkert - vi skylder ingenting! Og hvis vi ikke betaler det inden ti (10) (!) dage, bliver vi slæbt for en dommer. De er brutale i det Californiske Skattevæsen, skal jeg lige love for!
Det andet brev er det, jeg svarede på. Wally ville bare have smidt det ud, men så skulle jeg jo lade en oplagt chance til at være dumfrisk og sarkastisk gå min næse forbi, og det kunne da ikke falde mig ind.... Afsenderen står som "Medlemscentret", men der står ingen steder, hvad det er, vi antageligt skulle være medlemmer af. I brevet står der sådan circa: "Ifølge vore arkiver skal kreditinformationen for Deres VISA kreditkort ajourføres for at lette fremtidige køb. Deres kreditkorts udløbsdato er 03/03" (og så videre og så videre og blah-blah-blah-blah....) For at det ikke skulle være mistænkeligt nok, at vi ikke ved, hvem brevet er fra, udløber Wally's VISA kort først i 2005 engang, så vi er ikke sikre på, om det er noget fusk for at få fat i nummeret på hans kreditkort, eller om de bare er nogle fjogehoveder. Hvem de end er, har jeg lige skrevet tilbage til dem:

"Kære Medlemscenter: Jeg har modtaget Deres brev dateret 9. juni, 2003, hvori De hævder, at mit VISA kort udløb i marts af 2003. Derfor vil jeg fluks tage mit kreditkort op af lommen og skrive al informationen ned på den snilde blanket, De har vedlagt, så jeg, når jeg får min næste regning fra VISA, kan blive chokeret over de uhyre summer, der er blevet brugt på alkohol og bordeller. For det første er der over to år til mit kreditkort udløber, og det udløber ikke i marts. For det andet vil jeg gerne vide, hvor De har fået det indtryk, at jeg er et skvadderhoved. Jeg modtager et brev fra "Medlemscentret" uden nogetsomhelst firmanavn, og De tror jeg sorgfrit hiver mit kreditkort op af lommen og sender nummeret afsted i den meget praktiske vedlagte frankerede konvolut. Meget snedigt, det med konvolutten, forresten. Og det er godt med Dem! Venlig hilsen Wally."

Hvis vi har haft et medlemsskab et eller andet sted, som vi har glemt alt om, kan vi sikkert godt betragte os selv som udmeldte nu.
Jeg følte mig utrolig tung og oppustet i går, så jeg tænkte at jeg måtte havde taget mindst 5-10 kilo på. Da jeg vejede mig, fandt jeg ud af, at jeg i virkeligheden har tabt et kilo siden Januar. Så hvis nu jeg bliver ved med at tabe et kilo hvert halve år eller der omkring, lander jeg på min ideelle vægt lige omkring min femoghalvfemsårs fødselsdag. Dem, der har forstand på den slags ting, siger jo, det er bedst at tabe sig langsomt, men det skal måske ikke sådan overdrives.... Hmmmm....
Nå, hvad ellers.... Sister (grandkusine) Kathy fortalte lige om sit nye job, sidste gang jeg snakkede med hende - hun sagde op som nonne sidste sommer (det vidste jeg slet ikke man kunne, faktisk) og nu er hun religionslærer for en flok ottendeklassere. Hun fortalte om, hvor udmattende det kan være, og at hun en dag sagde "Nu skal vi snakke om Gud", og så var der en dreng, der rakte hånden op, og sagde "Jeg tror ikke på noget af det der". Sister Kathy svarede "det er fint, nu skal vi snakke noget mere om Gud." Det var sjovt, da hun fortalte det....
Nå, jeg vil hen og se "Bird On a Wire" ("Du Skyder, Jeg Smiler") - jeg går jo meget nødig glip af en lejlighed til at sidde og beundre Mel Gibson.... Hyggehejsa, folkens! Og far - God (amerikansk...) Fars Dag!

 

 

22. Juni,
2003

Hej allesammen - og især Steen, hvis du lige har chance for at læse med - TILLYKKE MED I MORGEN! Det bli'r ikke så langt i aften, for der er for det første ikke sket så meget, og for det andet skal jeg på arbejde lige om lidt - men jeg ville nu lige sende en lille Sankt Hans hilsen alligevel.... i morgen er lige den dag om året, hvor jeg helst ville være i Strib og kunne gå en tur ved stranden. Herovre fejrer vi det jo ikke - det har muligvis noget med at gøre, at vores dag er hele to stive timer længere om sommeren end om vinteren, så der er ingen her, der hopper op og ned af begejstring... (okay, det er vist nok fire timer, nu da jeg lige tog initiativ til at slå det op, men solen er nede inden klokken otte om aftenen uanset hvad tid det er på året - og det er jo lidt træls.)
Faktisk har vi TV-avis på (vi er lige blevet færdige med at se "Robin Hood - Men in Tights" ("Robin Hood - Helte i Underhylere") som er SÅ grinagtig!) og vejrdamen har lige beklaget det RÆDSELSFULDE vejr vi har. Det er lidt TÅGET! Jeg er sikker på, at monsun-ofrene i Indien har meget ondt af os! Nu skal jeg da være den første til at indrømme, at jeg jamrer mig i et væk, så snart temperaturen falder under 20 grader, men alligevel....!
Nå, hva' er der ellers? Jo, jeg drømte for et par dage siden, at Helle kom og besøgte os, men at hun kun kunne blive en halv time, inden hun skulle tilbage med flyet igen. - Men det var da bedre end ingenting, og jeg blev rigtig, rigtig glad for at se hende bare lidt.... (<<<FIN HENTYDNING... <<<FIN HENTYDNING... <<<FIN HENTYDNING....) Jeg drømte også at Wally og jeg skulle klatre ud af stuevinduet og ned ad nedløbsrøret, fordi vores indgangsdør var gået i baglås, men vi kunne ikke komme ned, fordi Bette Midler var på vej OP ad nedløbsrøret og stædigt nægtede at kravle ned, så vi kunne komme forbi, og hun blev ved med at slå efter os med sin håndtaske. Men det er en helt anden historie....
Der er en historie på TV-avisen nu, om et fængsel i Arizona, hvor de indsatte er overvåget af video 24 timer i døgnet, og sheriffen vil sætte videoen på internettet til skræk og advarsel.... De har lige snakket med en indsat, der er sad og slog i bordet og ævlede om "privat-livets fred". Altså det er ikke lige, at jeg er enig eller uenig, men jeg synes det er lidt groft at skulle ha' "privat-livets fred" påduttet af Joe Baxter, morder og voldtægtsforbryder og - tilsyneladende - ivrig menneskerettighedsforkæmper! En anden én synes måske bare lige, at folk der bor i glashuse sku' ta' og klæ' sig om nede i kælderen! Ja, nyhederne er stadigvæk dagens morsomste program, der kan "Helte i Underhylere" alligevel ikke være med....
Ellers var vi på kirkegården det meste af dagen, bortset fra et smut nede og købe ind. April har fået en ny dille. Når vi er ude og handle, citerer hun alle de TV-reklamer, hun kan udenad, efterhånden som vi går forbi de forskellige varer. "Tyson kvalitet - det fortjener Deres familie" kvidrer hun i en fin-dame-stemme på vej forbi de frosne kyllinger. Og rundt om hjørnet ved drikkevarerne skråler hun pludselig "Gatorade - hjælper på din tørst...." Ja, hun er ret belastende at købe ind med efterhånden - vi overvejer at sælge hende til et omrejsende cirkus.
Nå, hvis jeg ikke skynder mig, kommer jeg for sent på arbejde - ka' I ha' det godt!

 

 

26. Juni,
2003

Hej med jer! Hele formiddagen er faktisk gået med at få Jesse the Wondertruck ned til reparation, og så snart The Spud kommer hjem fra skole, skal vi ned og hente en lejet bil, siden de vil beholde vores bil 5-7 dage og Corvetten ironisk nok også er inde og blive repareret lige nu. Hvilket er et af bilreparationsbranchens store mysterier - hvorfor skal de beholde bilen i dagevis og dagevis, når de i overslaget kun vil tage penge for TO arbejdstimer????? Hmmmm....?!?!???
Det er vanvittig upratisk at tage busser her. Mekanikeren er i Mission Valley som ikke er farlig langt fra hvor vi bor (lige øst for Downtown) måske fem kilometer eller deromkring, man alligevel ta'r det en halv dags stæsen omkring at komme frem og tilbage: Ind i bilen, ud af bilen, aflevere bilen, ind i 6'eren, ud af 6'eren, ind i 1'eren, ud af 1'eren, dukke mig bagved en stor mand, så damen med Vagttårnet ikke slår kløerne i mig, ind i sporvognen, ud af sporvognen, ind i 34'eren, ud af 34'eren, vente syv lange og syv brede mens jeg misundeligt og med dyb længsel ser den ene 2'er efter den anden køre forbi mig den MODSATTE vej, mens der åbenbart ikke er en eneste sølle 2'er, der skal østpå i dag, ind i 2'eren endelig langt om længe, og HJEMME IGEN! Pyha. Jeg er helt udmattet nu, al'så!
Nå, det gav mig da endelig tid til at få læst "Vort Mismods Vinter" færdig. Jeg tror aldrig jeg har læst en bog, hvor der skete så lidt, men som var så utrolig medrivende. Den var meget bedre, end jeg havde forventet. Jeg fik også begyndt på Major Richard Gabriel's "Operation Peace for Galilee", som handler om krigen i 1982 mellem Israel og Libanon. Det er den krig, Wally blev såret i, og jeg har faktisk aldrig vidst ret meget om den. Bogen ser ud til at lægge en god baggrund for at forstå hele roderiet mellem Israelerne og Palæstinenserne, så den er meget fascinerende af en historiebog at være, om ikke akkurat underholdende.
Nå, jeg kan høre skolebussen udenfor, så nu er April her - men vi skrives ved inden så længe - vi skal hente den lejede bil inden kl. 17.00, og vi skal med bus derned, så rotteræset begynder forfra nu.... Ka' I ha' det godt!

 

 

5. Juli,
2003

Hej allesammen - og lidt forsinket glædelig Fjerde Juli til dem, der er ellers er interesserede i det. Vi blev hjemme og grillede oppe på taget - som alternativ til at mose os ned til stranden sammen med den halve million (ingen overdrivelse!) turister og lokal-befolkning, der var dernede. Det er jo ikke lige min kæphest det. Det var faktisk hyggeligt at blive her, og fordi vi bor så tæt på midtbyen havde vi udsigt til fire forskellige fyrværkeri-show i aftes. Og så fik vi lige lidt ekstra spænding, da der gik ild i naboens hus. Det varede længe, før der overhovedet var nogen der lagde mærke til, at der var ildebrand. Det lugtede godt nok meget af røg, men det er jo ikke noget man sådan bider mærke i, mens man sidder og griller pølser. Det var først da vi så flammer og røg, der kom ud under tagkanten derovre, at der blev ringet til brandvæsenet, men de var da heldigvis i stand til at redde det meste af huset. Og vi andre fik sandelig noget at snakke om over aftensmaden.
Ellers er der vist ikke sket så forfærdelig meget. Ham selv og jeg var i teatret i søndags, vi så 1776 i The Lyceum nede i midtbyen. Det var et stykke om den politiske kamp, der gik forud for uafhængighedserklæringen, og det var meget mere spændende og underholdende, end det lyder. Min eneste kritik var, at det ikke skulle have været en musical. Man kan lige nå at leve sig ind i debatten og komme til at føle sig som om, man virkelig er i Philadelphia i 1776, så bliver man brat revet ned på jorden igen, når John Adams og Benjamin Franklin pludselig begynder at synge og danse midt i congressen.... Men alt i alt var det da ellers virkelig godt.
Vi har forresten fået familie-forøgelse - Wally har købt en siamesisk kampfisk, som er blevet døbt Gangster. Den har allerede inviet sin tredie og større vandskål, efter adskillige flugtforsøg (selvmordsforsøg?) fra de to første og mindre vandskåle. Jeg ville aldrig have forestillet mig, man kunne få så meget hyr med så'n en lille fisk. Der kan man bare se.
Hmmmm... hvad er der ellers at fortælle? Meget begivenhedsrig dag, skal jeg love for. Jeg var i Trader Joe's og handle ind (det er det eneste sted de har Two-Buck Chuck, en hvidvin der er forbløffende god i betragtning af, at den kun koster $1.99 pr. flaske - vi skulle bruge den til de hvidvinsdampede gulerødder vi fik til kyllingen i aften). Og jeg vaskede tøj og ryddede op i køleskabet. Nå, nok om det vilde liv jeg lever....
Jeg skal til at på arbejde, og hvis jeg ikke skal komme for sent, må jeg hellere få fart på, ka' jeg se.... Og Altie, som jeg plejer at arbejde sammen med, har brækket et ben, så de sender mig uden tvivl en eller anden fuldstændig ubrugelig ny person, så stakkels mig bliver nødt til at arbejde meget, meget hårdt hele dagen (okay, natten) lang, og det er man jo slet ellers ikke vant til....
Men tilbage til det med at sige farvel - Hygge hejsa!

 

 

15. Juli,
2003

Jeg synes det er så længe siden, jeg har skrevet. Det har været perfekt vejr til kirkegårdsarbejde, så det har jeg haft travlt med. Der er en gammel gravplads ude på Gregory Mountain ved Pala. Det ligger på privat grund så langt ude, at der ingen vej går derud, og det er meningen med tiden, at der skal laves losseplads derude og gravpladsen skal udgraves. Ham, der forvalter det, var flink nok til at køre os derop i Jeep, så vi kunne tage billeder af det hele. Selve gravpladsen ligger ved siden af ruinerne af en gammel gård, der tilhørte en familien Higgins. Det er dem, der er begravet der (imellem ca. 1875 og 1907), syv-otte stykker af dem, selvom de ikke allesammen har gravstene. Mens vi gik rundt derude kunne vi se knoglestumper, der bare lå og flød hist og pist. Jeg ved ikke om det var dyreknogler eller hvad, men jeg skal love for, at det gav stemning! En af dem der ligger begravet deroppe er John Andrew Combs (en Higgins svigerfar), som var politibetjent i San Luis Rey omkring århundredeskiftet. Vi fandt hans dødsannonce i en gammel avis fra 1907. Der stod:

"Endnu en pioner er gået bort.
John A. Combs, pioner og indbygger i dette amt, som har boet i Pala i mange år, døde der i torsdags i en alder af 78 år. Døden skyldtes en hjerneblødning. I sine unge dage var Hr. Combs politibetjent for San Luis Rey by i mange år, og han gjorde sig bemærket som banditfanger i de barske gamle dage, hvor han fik sat mangen en morder, hestetyv og andre skumle personer bag tremmer. Engang efterfulgte han en mand, der havde begået mord, til fods næsten 350 km, idet han fulgte efter ham i et godt stykke tid, inden det lykkedes ham at snige sig op på fyren, som var vel bevæbnet. Langt om længe fik morderen, som var til fods, ømme fødder, og standsede for at vaske sine fødder i et vandløb i bjergene. Da han lagde sine revolvere fra sig, holdt betjenten ham i skak med sin pistol og lagde ham i håndjern og bragte ham tilbage, så han kunne lide straffen for sin forbrydelse."

Velkommen til det vilde vesten! Der er forresten flere uddrag fra avisen på vittighedssiden - Jeg var ved at dø af grin, da jeg læste den!
I dag, da jeg var med April hos tandlægen, faldt det mig ind, hvor mange voksne, der får rettet tænder herovre. Der er faktisk utrolig mange, der ikke har fået det gjort som børn. I stolen ved siden af April sad der et stort brød af en rocker i stort skæg og læderjakke i dag.... Dér er noget man ikke ser hver dag - Helvedes Engle med nakketræk!
Apropos ting man ikke ser hver dag, så sad vi i bilen og ventede på grønt lys nede i byen på vej hjem, da en gammel man i et halvt jakkesæt (kun jakken, ingen bukser) og knaldrøde underhylere kom traskende gennem fodgængerfeltet. Det bemærkelsesværdige var ikke så meget hans påklædning, som at der ikke var en eneste forbipasserende, der så meget som løftede et øjenbryn. Hvor amerikansk! Jeg, derimod, sad med åben mund og polypper og gabede længe efter, han var forsvundet af syne.... Man er vel pæredansk!
Og apropos andre ting, man ikke ser hver dag, så kom ham selv bogstaveligt talt SLÆBENDE med armfulde af blomsterbuketter til mig til morgen (- og jeg havde ikke engang været sur på ham!) Jeg havde nær tabt både næse og mund, for Wally køber af princip ikke blomster, det er han for praktisk til, en holdning som jeg deler til en vis grad. Men vi ta'r altid blomster med ud til hans mor, og da han var ude for at købe hendes ugenlige buket til morgen, var der udsalg, 75% af, hvis han købte TI BUKETTER!!! Og det kunne han jo slet ikke stå for, så nu ligner vores stue en hel rund fødselsdag. Han var såmænd helt sød, som han stod der i døren som en anden lille hollænderdreng med blomster alle vegne! Ti-hi.
Mens vi snakker om Wally's mor, har hun det forresten helt godt for tiden. Hun er inde i en af de perioder, hvor jeg tror hun nyder sin forkalkning mere, end hun nød sit virkelige liv. Hun fniser meget og vinker til folk hun ikke kender - Det ser helt festligt ud!
Nå, nu vil jeg takke af igen - jeg håber I har det godt allesammen! Kan I hygge jer!

 

 

27. Juli,
2003

Puuuuh, hvor er her varmt i dag. Og lummert. Det er så varmt, at The Spud render rundt med tungen ud af halsen og drikker VAND! Ikke saftevand. Ikke sodavand. Rigtigt POSTEVAND! Jeg var nær faldet død om af chokket!... Det er så varmt, at jeg vaskede hår og gik udenfor, og før mit hår kunne tørre, var det gennemblødt af sved og lige klar til at blive vasket igen. Det er så varmt, at jeg bestemt tror, jeg så Fanden sidde inde i vores stue og vifte sig med morgenavisen, mens han klagede over heden og hvorfor filen vi ikke får køleanlæg. (- Nå ja, eller det var måske Wally?)
Nå, men jeg ville lige opdatere hjemmesiden inden vi tager på ferie i morgen. Vi har lejet April ud i en uge, og ham selv og jeg vil tage et smut op ad kysten. Vi skal nok tage masser af billeder til jer, mens vi er væk. Interessant nok har Wally sat sig for, at vi skal køre i Corvetten i stedet for at tage The Wondertruck, guderne må vide hvorfor, siden vi har planer om at køre igennem bjerge og tørre flodlejer i Big Sur, men siden han så sjældent står fast på sit og normalt gi'r mig min vilje 95% af tiden, får han det som han vil ha' det. Så kan jeg jo altid ta' billeder, når vi sidder fast i en grøft et eller andet sted, og vise ham dem næste gang, han får en fiks idé! Han er selvfølgelig fuldt overbevist om, at Corvetten kan alt, og der ikke er noget at bekymre sig om. Mandfolk altså! Det skal sandelig nok blive spændende....
April kom lige ind og spurgte mig, om hun måtte få avisen, for hun vil se hvordan det går med aktiemarkedet. Sommetider tror jeg, hun har et helt hemmeligt liv, som jeg ikke ved noget om....
Nå, jeg vil skynde mig og opdatere, vi skal op og hente kølelegemer og sodavand til turen i morgen. Vi skrives ved, når vi kommer tilbage fra det store vilde eventyr!

 

 

5. August,
2003

Hej allesammen, så er vi hjemme igen. Corvetten klarede turen takket være det californiske vejvæsen, som har lagt en asfalteret vej ned til Pfeiffer State Beach, siden vi var der sidst, så ham selv fik ret - det rene held, ikke forstand naturligvis!.... Men det skal vi nu ikke snakke mere om - jo hurtigere han glemmer det, jo nemmere bliver livet for en anden en! Vores feriebilleder er her, hvis I vil se dem. Vi må ha' taget flere hundrede billeder tilsammen - I får kun lige de bedste af dem, for America Online brokker sig, når vi breder os for meget!
The Spud savnede os lidt, men klarede sig ellers fint. Vi ringede til hende hver aften bare for at sige godnat. Hun er rimelig vanskelig at have en samtale med i telefonen, fordi hun i modsætning til sit normale snaksalige jeg, pludselig bliver helt genert og akavet. "Morer du dig?" "Ja." "Hører du efter Adrian og Tressa?" "Ja." "Glæder du dig, til vi kommer hjem?" "Ja." "Hvad lavede I i dag?" "Legede." "I parken?" "Ja." Og videre i samme dur.
Ellers synes jeg mest, jeg har sovet, siden vi kom hjem. Det er godt, jeg snart skal på arbejde igen, så jeg kan få hvilet mig efter min ferie!
Jeg skal nok fortælle mere om turen, men det bliver ikke lige nu, for det er noget jeg bliver nødt til at koncentrere mig lidt mere om, og i dette øjeblik er vi lige ved at se Agnieszka Holland's "The Secret Garden" ("Den Hemmelige Have"), som er min aller-yndlingsfilm i hele verden, og jeg kan ikke gå glip af for meget - selv om jeg har set den 117 gange... Den er så fantastisk smuk og god og spændende.... (og hvis der er nogen af jer - far og mor, for eksempel - der er gået glip af den, og kan overtales til at se den, så I kan blive fanatikere også - skal I sørge for at få fat i Agnieszka Holland's udgave fra 1993 - der er en anden udgave fra 1987, der er elendig.... okay, den er sikkert meget udmærket, den er bare elendig i sammenligning med den her.... Bare et venligt lille tip fra Deres lokale filmkritiker!...) (Ja, det er bare mig, jo al'så - endnu en gratis service til mine kære læsere)
Nå, men jeg lover at vende tilbage inden længe, så I kan få den sidste nye feriesladder:

HOLD VEJRET I SPÆNDING, når jeg beretter om mit besøg på et herretoilet!

GYS BEGEJSTRET over vores oplevelser med de vilde dyr!

SKÆR TÆNDER over vores køretur til Big Sur!

Og der vil næppe være et øje tørt, når vi når til historien om vores vilde jagt efter sandaler i Hollywood....

 

 

15. August,
2003

Så, nu fik jeg langt om længe sat mig på min flade bagdel, så I kan få detaljer om vores ferie, før jeg opdaterer. Jeg ved jo, I har ventet i ulidelig spænding....
Det meste af turen fulgte vi Highway 1 (Pacific Coast Highway), som er en idyllisk vej, der går hele vejen op langs stillehavskysten. Vi kørte nordpå fra San Diego mandag eftermiddag og kørte til Camp Pendleton marinebase, hvor vi skulle overnatte. Vi så ruinerne af Las Flores Asistencia, en gammel katolsk missionskirke, og tog til stranden. Vi så mange af de her skilte, hvilket jeg fandt komisk uden lige, selv om det vel er logisk nok.
Tirsdag tog vi til Seal Beach, hvor vi spiste frokost og gik tur på molen, og sad på stranden og læste lidt. Jeg er forresten begyndt at læse "Harry Potter"-serien af J. K. Rowling. April er blevet helt vild med de bøger, og der er et generelt hysteri omkring dem, så jeg blev nysgerrig og tænkte, jeg selv ville læse dem og se hvad den store begejstring kommer af. De er smaddergode!!! Jeg læste "The Sorcerer's Stone" ("Harry Potter og de vises sten") og "The Chamber of Secrets" ("Harry Potter og hemmelighedernes kammer") mens vi var på ferie, og er nu i gang med "The Prisoner of Azkaban" ("Harry Potter og fangen fra Azkaban") Jeg er helt vild med dem, faktisk. De er sådan lidt ligesom Narnia-serien og "Alfred Hitchcock og de tre detektiver" ud i et.
Nå, tilbage til turen. Sidst på eftermiddagen satte vi næsen mod Los Angeles, med store planer om at komme ind og se dem optage "The Tonight Show" med Jay Leno. Desværre kunne vi ikke få billetter, da det kom til stykket, fordi folk, der kommer rejsende langvejs fra har fortrinsret, og San Diego er åbenbart ikke "langvejs fra". Så i stedet for sov vi længe, og fik os langt om længe snøvlet nordpå igen.
Det var rigtig lækkert vejr, køligt nok til at vi kunne slukke for køleanlægget og tage toppen af Corvetten. Vi kørte til Carpinteria og derefter til Santa Barbara, og det meste af dagen gik med at sjaske rundt ved vandet. Vi gik og snakkede på stranden i Carpinteria, da Wally pludselig fik øje på en sort rygfinne og sagde "jeg tror lige, jeg så en haj!" Vi så ud over vandet, og der var to delfiner, der fulgtes ad og sprang sammen op af vandet med jævne mellemrum. Det er sjovt at to vilde delfiner virker så meget mere imponerende end 30-40 delfiner i SeaWorld. Vi var faktisk helt benovet. Vores feriebilleder fra Carpinteria er her. Vi endte i Solvang (feriebilleder her), som slet ikke var overrendt, fordi det var midt i ugen. Wally syntes husene var flotte og var imponeret over alle de folk, der snakkede dansk. Rent personligt gik jeg mest op i de smørbirkes, vi fik til morgenkaffen torsdag morgen. Det er jo ikke lige hver dag man ser smørbirkes her i det store udland!
Vi spiste frokost hos "Pea Soup Andersen's" i Buellton (vores billeder her) og kørte videre op ad kysten til The Madonna Inn i San Luis Obispo. The Madonna Inn er berømt for sin spraglede - for ikke at sige prangende - dekor. Alle værelserne er indrettet efter forskellige temaer - vi sov i "Yosemite Rock", som mere eller mindre er en stengrotte. Men det allerbedste ved Madonna Inn er herretoilettet, som er på top-10 listen over verdens bedste toiletter (ja, der findes sådan en.) Pissoiret er et vandfald, som det efter sigende er en uforglemmelig oplevelse at tisse i.... Wally prøvede det, mens jeg af gode grunde gik glip af DET store eventyr. Men jeg insisterede på at komme ind og se det, så lidt inden midnat sneg vi os ned i restauranten, og Wally gik i forvejen ind på toilettet for at rydde alskens tisselystne mandfolk af vejen, så jeg kunne komme derind. Det viste sig, at der kun var en enkelt mand derinde, som da han gik ud sagde til Wally "Jeg kunne ikke gå i seng uden at tisse i vandfaldet bare én gang til." Wally sagde, "det er helt i orden, jeg har bare lovet min kæreste, at jeg ville vise hende det," hvortil vores toiletfælle sagde, "sikke en god idé, jeg henter lige min kone". Og da han gik op ad trappen, kunne vi høre ham råbe "Skat, jeg skal lige vise dig noget...." Dametoilettet er forresten også meget fornemt, men det kan SLET ikke hamle op med herretoilettet - vi har jo ikke noget vandfald.... (Vores billeder fra The Madonna Inn er her).
Vi kørte nordpå mod Big Sur fredag morgen. For den videbegærlige læser, der ikke har været på Pacific Coast Highway nord for San Luis Obispo, vil jeg lige forklare, at det er en meget snoet vej med en enkelt vejbane i hver retning og med meget begrænset lejlighed til at overhale. Til gengæld er der vigepladser i rabatten, og den kvikke bilist finder fluks ud af systemet - langsomme køretøjer trækker ind til siden, så VI ANDRE kan komme forbi.... ikke? Misforstå mig endelig ikke, det er ingen racerbane. Med hårnålesvingene og den utroligt flotte udsigt (vores feriebilleder her) er det ikke en tur man tager med mere end måske 40 km i timen, langsommere ind imellem.... Men vi havde den udsøgte misfornøjelse at komme til at ligge bagved en meget langsom, meget i vejen dame, som ind imellem blev fartgal og fræsede afsted med næsten 20 km i timen. Behøver jeg at påpege, at hun drev mig til absolut vanvid hele vejen til Big Sur mens vi spurtede forbi den ene vigeplads efter den anden med 15 km i timen. Grrrrrrrr.... Hvis det ikke havde været for udsigten, ville jeg have været klar til indlæggelse ude bag det grønne hegn da vi langt om længe nåede Big Sur. (Lige nu, da jeg lavede et link til "ude bag det grønne hegn" bemærkede jeg chokeret at Statshospitalet i Middelfart er blevet nedlagt... Hvorfor vidste jeg ikke det??? Hvem? Hvad? Hvorfor? Hvordan? De må da ikke lave om på noget i Strib og Middelfart, uden at informere mig, ved de ikke det? Tsk-tsk!) Nå, tilbage til vores MEGET ULIDELIGT LANGSOMME køretur fra San Luis Obispo til Big Sur. Vejret var perfekt, og Corvetten viste sig at være alletiders bil til at tage hårnålesving i - man sidder mere eller mindre med røven 10 cm fra vejbanen, så der er meget lidt sideslag i svingene. Vi standsede i Morro Bay, Cambria, og San Simeon - og hver gang tog det ikke en halv time, før vi kørte bagved Frk. Meget Langsom igen. Hrrmpf.
Vi nåede langt om længe til Pfeiffer State Beach og Big Sur. Vores billeder fra Big Sur er her. Da vi var på Pfeiffer State Beach, stod jeg i vandkanten, og var ved at tage et billede af klipperne, da Wally sagde "kig ned", og 4-5 meter fra, hvor jeg stod, lå der en californisk odder og pjaskede på ryggen i det lave vand. Billedet af den er her. Den var SÅ sød, lige til at tage med hjem, al'så! Vi var i Big Sur resten af dagen, og kørte så sydpå, noget hurtigere end vi var kommet derop. Vi nåede Los Angeles klokken lidt over to om natten - dødtrætte.
Den sidste dag var vi i Los Angeles. Vi sov længe, og det første vi lagde mærke til, da vi var klar til at tage afsted var, at det var blevet ulideligt varmt og lummert, så sveden haglede af os. Puha. Vi tog ned til Forest Lawn, filmstjernernes kirkegård. Det er mere en park end en kirkegård, hvilket var parkens oprindelige formål. Nytårsdag i 1917 skrev bygmesteren, Dr. Hubert Eaton, at han ville lave en kirkegård, "så forskellig fra andre kirkegårde, som solskin er forskelligt fra mørke." Forest Lawn skulle være "en flot park, uden misformede monumenter og andre sædvanlige symboler for jordisk død, men fyldt med himmelstræbende træer, vidtrækkende plæner, brusende vandspring, fuglesang, smuk billedhuggerkunst [og] muntre blomster.... Et sted hvor kærestefolk, både gamle og unge vil holde af at gå tur og betragte solnedgangens glød, mens de planlægger fremtiden og mindes fortiden...." Og det er lykkedes så godt, at Forest Lawn nu kaldes de dødes Disneyland. Vores billeder fra Forest Lawn er her.
Fra Forest Lawn kørte vi gennem Griffith Park til Hollywood. Vi spiste frokost in en lille restaurant på hjørnet af Hollywood og Vine, og var nået halvvejs igennem The Walk of Fame, da min ene sandal gik fuldstændig fra hinanden. Vi havde ikke set ret meget på vinduer, fordi vi havde haft så travlt med at gå og læse stjernerne i fortovet, og da vi så op, gik det op for os, at hver anden forretning var en turistfælde med postkort og alt for dyre askebægre og snapseglas, resten af forretningerne var nogenlunde ligeligt fordelt mellem paryk-butikker og butikker med letsindigt undertøj (Alt til den entreprenante filmstjerne og transvestitten - Hollywood's hovedbefolkning.) Ikke en skoforretning i miles omkreds. Fortovet var alt for overophedet til, at jeg kunne holde ud at gå barfodet, og siden den ene sandal var fuldstændig umulig at have på, endte jeg med at vralte rundt med en sko af og en sko på, til vi endelig fandt en lille skoforretning nede ad en sidegade, hvor jeg langt om længe kunne få fat i et par fornuftige Birkenstock-sandaler. Efter den lille distraktion med sandalerne, gik vi ned til Mann's Chinese Theater og derefter på Voksmuseet og i Guinness Museum for Verdensrekorder. Vores Hollywood billeder er her. En af de ting, der gav en særlig stemning, var at der var blomster og billeder alle vegne til minde om Bob Hope, som døde ugen før i en alder af 100 år. Da han fyldte 100, spurgte hans kone, om han havde tænkt over, hvor han ville begraves til sin tid. Han sagde til hende, at han syntes hun skulle overraske ham.
Fra Hollywood kørte vi en tur gennem Beverly Hills og ned ad Rodeo Drive i Corvetten og gjorde hvad vi kunne for at se berømte og filmstjerneagtige ud, inden vi kørte tilbage til San Diego igen.
Og det var så den historie, piger og drenge. Kan I så se at komme i seng!

 

 

20. August,
2003

Halløjsa! Jeg vil lige skrive bare lidt, mens jeg venter på, at de skal ta' telefonen nede i banken, og mens April laver morgenmad til os - franske vafler - hvilket ikke er så indviklet, som det lyder, for det er nogen jeg købte frosne, så hun bare skal putte dem i brødristeren. De skulle endda være sunde, for at det ikke skal være lyv - udenpå æsken står der "Fedtfri! Glutenfri! Saltfri! Sukkerfri!" Rent personligt har jeg mistanke om, at det bare er en tom kasse med et billede af en vaffel udenpå.... Eller som min veninde Molly's mor engang sagde, da Vægtvogterne begyndte at lave diæt-franske-kartofler: "De har ingen kalorier, det er stegt luft."
Jeg checkede lige telefonsvareren, men der er ingen beskeder. Besynderligt nok har telefonen ringet hver morgen ved 6-tiden de sidste to-tre uger, men siden det ikke kunne falde mig ind at klatre ud af sengen så tidligt, med mindre jeg ved, hvem det er, lader jeg telefonsvareren ta' den, og siden der aldrig er en besked, ved jeg ikke, hvem det er, der ringer. Ikke at det gør så meget, for hvis de tror jeg er oppe klokken 6 om morgenen kender de mig sandelig ikke særlig godt.
Okay, sidste nyt fra Vestfronten.... Vi havde den store ære at være i Zoologisk Have i går, da vores panda fødte - det er kun anden gang en pandaunge er født i fangenskab, og den første gang skete det også her, så der var stor ståhej og pressefolk alle vegne. Vi joskede rundt og så på vilddyr i seks stive timer, til min venstre ankel (den Helle TRAMPEDE og HOPPEDE OP OG NED på en gang i gamle dage, da vi var i et tog på vej til Schweitz, så den har været upålidelig lige siden, men jeg har tilgivet hende, fordi jeg er sådan en sød og forstående veninde), hævede til dobbelt størrelse.
Nå, så i dag blev jeg ikke alene vækket før fanden fik sko på, men jeg har været på telefonen med banken og dens pausemusik i tre kvarter, jeg er ved at dø af hedeslag og jeg har en fod på størrelse med en elefants. Hvem er jeg, Job?
Hvad ellers???? Jo, ham selv og jeg var i teatret i sidste uge og se Noel Coward's "Private Lives", som var rigtig god på én måde, men på den anden side var så fuld af skænderier, at man blev helt småstresset af at se den. Det er svært at forklare....
Nå, der kommer The Spud med vaflerne, så må jeg måske hellere smutte igen, så jeg kan hjælpe hende med at spise dem. Hmmm... de ligner tagbelægning. Det skal sandelig nok blive spændende..... Farvel allesammen - jeg kværulerer videre en anden dag - hvis jeg da ikke når at dø af vaffelforgiftning inden!

 

 

26. August,
2003

I får lige en lillebitte hilsen, inden jeg går i seng, mens jeg alligevel sidder her og ser TV-avis. Jeg synes det er længe siden, jeg har skrevet, ikke at jeg har haft så meget andet at lave. Min eneste undskyldning er heden og så selvfølgelig min elefantfod. Jeg har planer om at give elefantfoden skylden for alting fra nu af. Den dumme elefantfod.... Jeg har stadigvæk ikke været til lægen med den, men jeg er godt nok ved så småt at overveje det.
Har I hørt at Gud og hver mand har ladet sig opstille til guvernør i Californien? De er ved at interviewe en af kandidaterne, Gary Coleman, på TV-avisen. De har lige stillet ham et spørgsmål om Dick Cheney, og han spurgte "hvem er det?" med en forvirret mine! Det mest skræmmende er, at han garanteret stadigvæk kunne blive en bedre guvernør end Davis, men vi er godt nok ved at skrabe bunden. The Spud er stadigvæk oppe, siden hun har sommerferie endnu, og jeg vendte mig lige om og spurgte hende, hvem Dick Cheney er.... Hun vidste godt, at han er vicepræsident. En er skam meget stolt af at være mor til en kommende guvernør!
Nå, det her blev ikke så langt denne gang, men det er sent, så jeg hopper til køjs nu, mens April utvivlsomt vil rave rundt og se tegnefilm den halve nat. Natte-nat folkens, ha' det godt!

 

 

7. September,
2003

Nu er det da vidst på høje tid jeg opdaterer igen, hva'? Vi har haft hedebølge, så jeg synes ikke jeg har haft energi til så meget. Pyh, hvor er her lummert. I øjeblikket er klokken kvart over ni om aftenen, og det er endelig blevet lidt køligere. Ellers har temperaturen ligget mellem 35 og 40 grader i de sidste fjorten dage. Puha.
Nå, lige nu har vi alle vinduerne åbne, både for natteluften og fordi der er byfest lige nede ad gaden, så hvis jeg klapper ørerne ud, kan jeg lige nå at få en gratis Sex Pistols koncert med.
Vi var en smuttur i Tijuana i fredags, og det var om muligt endnu varmere end i San Diego. Det er første gang April har været med os dernede, hun var ret chokeret over, hvor mange tiggere der er. Ellers er der såmænd ikke sket så meget på det sidste. Wally og jeg var på stranden i Mission Beach den anden aften og se solen gå ned, og jeg tog et rigtig godt billede, som er her, men ellers har vi tilbragt det meste af tiden siden sidst med at sidde og flyde med tungen ud af halsen.
Nå hvad kan jeg ellers fortælle...? Jo, for dem af jer, der følger med i sagaen om mig og min elefantfod, bliver I nødt til at vente på nyt. Jeg ringede til lægen i fredags, og jeg kunne først få tid på torsdag. Klokken otte om morgenen - Gab!
Forresten, mens jeg husker det, fik vi pakke fra Danmark i går, April EEEELSKER sit bælte, og jeg EEEEEELSKER min pung! Rigtig mange tusind tak!!!! Og jeg tog brusebad med min nye brusesæbe til morgen, og vaskede hår med den nye shampoo, Summer har sendt mig. Jeg har gået rundt hele dagen og blændet folk med min skønhed!
Nå, jeg må hellere gå i sving med at opdatere siden, inden I begynder at savne mig alt for meget. Hygge hejsa, allesammen!

 

 

14. September,
2003

Det er søndag eftermiddag, og én melder sig lige for en kort bemærkning, mens ham selv og The Spud ta'r sig en lille skraber. Sovetryner!
Vi var i Six Flags Magic Mountain fredag aften, Point Loma Nazarene og Northwest Nazarene University havde lejet parken til en privat fest, så det var lækkert, ingen køer, intet menneskemylder, man kunne blive siddende på de fleste ture så mange omgange, man ville, uden at skulle stige ud, det var alletiders. Den tredie-bedste rutchebane, vi var på i Magic Mountain, var The Revolution, verdens ældste rutchebane, hvor man vender på hovedet, og helt sikkert stadig en af de bedste. Den næstbedste rutchebane, vi var på i Magic Mountain, var The Colossus, som vi kørte mange ture i uden at stige ud. Den er en af verdens største træ-rutchebaner, og jeg er VILD med den. Og den allerbedste rutchebane, vi var på i Magic Mountain, var The Riddler's Revenge, den første rutchebane, jeg nogensinde har været på, hvor man står op. Det er en fuldstændig ubeskrivelig følelse! Og som om det ikke var nok står man på hovedet fem-syv gange i løbet af turen. Jeg var ikke helt og aldeles overbevist om, at vi ville slippe levende fra det, og jeg var MEGET desorienteret de første fem minutter, efter vi var steget af turen. April ville ikke ha' noget med den at gøre, og ventede på os ved udgangen! Og, som den kvikke læser muligvis har regnet ud, har jeg mistet stemmen i dag, efter alt det skrigeri. Jeg lyder ligesom Jack Klugman, når jeg snakker, og når jeg griner, lyder det som en blanding mellem en kvalt sælhund og et truthorn. Men det var det værd....
Da vi var på vej op til Magic Mountain, standsede vi ved Burger King for at spise aftensmad. Da jeg fik min mad, spurgte damen bag skranken, om jeg ville ha' ketchup, og jeg sagde "Ja, bare lidt." Så hun åbnede en af de små ketchup-pakker, og gav mig halvdelen.
"Og hvordan klarede elefantfoden turen?" hører jeg den bekymrede læser tænke.... Nogenlunde, selvom den stadig er en stor klumpfod. Jeg var oppe hos Dr. Smith med den torsdag morgen. Han kiggede på den i fem sekunder og sagde, at det er ledbåndsbetændelse og at jeg skal tage to aspirin-tabletter hver 4 timer og komme igen om fjorten dage. Øv. Jeg ville ha' fine røntgenbilleder og recept-medicin. Det er ikke retfærdigt, al'så!
Apropos elefantfoden og min forklaring om, hvordan den først kom til skade, da Helle trådte på den i toget, da vi var på Inter-Rail, så fik jeg en e-mail fra hende, hvor hun skrev "Håber at det går godt med elefantfoden, som jeg forøvrigt ikke erindrer at have den fjerneste skyld i overhovedet. Utroligt, at man skal finde sig selv omtalt på en hjemmeside som en voldsforbryder!! En ser gerne et dementi! Her sidder man og læser - tror man - en spændende og sandfærdig beretning, og så pludselig bliver sløret revet fra ens øjne og man ser verden som den virkelig er; løgnagtig!!!!!" Den var underskrevet "Helle hin sandruelige".... Der burde naturligvis ha' stået "Helle hin forkalkede"!
Nå, ellers er der vist ikke så meget mere at fortælle - I kan lige nå at få de sidste nyheder med fra TV-avisen.... Først - tragedien over alle tragedier - Ben Affleck og Jennifer Lopez har aflyst brylluppet! Snøft.... Er det muligt, at udsigten til at blive kaldt "Bennifer" af paparazzi-pressen i de næste halvtreds år, bare er FOR belastende for selv det stærkeste forhold, eller skyldes det simpelthen, at der kun er plads til én egomanisk, sygeligt selvoptaget person i ethvert vellykket ægteskab? Ak ja, hvem ved...? Og apropos egomaniske og selvoptagede personer, så er Bill Clinton i Californien i dag for at forsvare guvernør Davis. Han er i fuldt sving med at holde tale i en kirke i Los Angeles.... Det er noget af det mest latterlige, jeg nogensinde har set. Ikke alene skal man kunne sætte sig ud over ironien i, at Bill Clinton har fået lov til at overtage en gudstjeneste, men som om DET ikke er grotesk nok, har han snakket om sig selv i tyve minutter nu, og man kan kun fantasere sig til, hvor længe Davis har stået ved siden af ham med knytnæverne i lommen og krummet tæer og tænkt, "Jeg troede han var her for at snakke om mig.... Hvornår når vi til MIG? Det er MIG, der er ved at blive hældt ud - snak om MIG!" Og mens vi snakker om TV, så viste de lige en Hyundai reklame, som har kørt et stykke tid, hvor bilen kører hen over havoverfladen, mens de spiller musikken fra "Dødens Gab". Nede forneden på skærmen står der med små bogstaver "Professionel bilist på lukket bane. Prøv ikke dette selv." Sig mig, hvor dumme tror de vi er? ....Nå jo, det er også rigtigt, vi er jo i Amerika!
Nå, Wally er holdt op med at snorke, så han vågner nok lige om lidt. Jeg hælder lige en kop kaffe i ham og ser, om jeg ikke kan få ham og The Spud slæbt ud i det gode vejr lidt. Ha' det godt, folkens!

 

 

18. September, 2003

Hejsa! Der er ikke så meget at fortælle, men jeg syntes da lige, jeg ville sige hej, inden jeg opdaterer. I dag vaskede jeg storvask. I dag hentede jeg toiletpapir, sodavand og mælk i Jaycee's Market. I dag spiste vi bøf stroganoff til aftensmad. Som I kan se, var mit liv det ene gys efter det andet i dag.
Jeg tog en intelligensprøve på nettet i eftermiddag, og da jeg var færdig stod der, at min IQ er 138. Ifølge forklaringen er det det samme som Platos (selv om man må spørge sig selv, hvor de ved det fra, siden jeg tvivler på, de har testet HAM), og så stod der, at for $15 kan jeg købe et diplom og en rapport om mit resultat og min IQ. Hmmm.... Jeg tror måske, jeg lige blev kaldt meget klog og meget dum i den selvsamme sætning?
Forresten, et lille tip til mine trofaste læsere: En kop kaffe + 2 spiseskefulde sukkerfri Torani's Sirup (rent personligt anbefaler jeg enten vanilla eller Irish Creme) + 2 spiseskefulde skummetmælk - det er fantastisk! Næsten ingen kalorier, men det smager som om, det har masser, det er det rene snyderi. Mums! Nå. Efter denne reklamepause vender vi nu tilbage til det sædvanlige program....
Den sjoveste replik, jeg hørte i dag, var Ellen DeGeneres, som sagde "Mad er 98% duft. Resten er bare salatblade og fortrydelse."
Nå, men lad mig skynde mig og opdatere, så jeg kan nå at få ryddet op i køleskabet, inden jeg skal på arbejde - vi har mad nok til at affodre et mindre u-land, og hver gang vi lukker døren op, træder vi to skridt tilbage for ikke at få en stak yogurt-bægre i skalden. Ha' det godt allesammen!

 

 

26. September, 2003

Hej med jer allesammen! I får lige en lille hilsen, mens jeg ser TV-avis.
Guvernør Davis er lige blevet interviewet i TV-avisen. Han sagde, at han er stolt over at være Californiens guvernør, for her er folk FRA ALLE JORDENS PLANETER.... Hmmmmm.... Og her har jeg gået rundt i lange tider og troet, han ikke var for snu. Der kan man sandelig bare se....
April kom hjem fra skole med et papir om, at de nu har voksenaften om tirsdagen ude i rulleskøjteringen, så jeg foreslog ham selv, at vi skulle ta' derud tirsdag aften. Jeg ved ikke rigtig om det bliver til noget... han skal lige holde op med at grine først....
Nå, men jeg skal på arbejde om fire timer, så jeg skal lige ha' en lille lur at friske op på, inden jeg skal afsted.... Forresten, inden jeg smutter, det minder mig om, at jeg næsten altid har en dåse Pepsi Light stående i køleskabet ovre på arbejde. Jeg havde ladet en stå derovre i går, og der er en eller anden, der har haft den utrolige frækhed ikke at stjæle den, men i stedet at DRIKKE DET MESTE AF DEN og så SÆTTE DEN TILBAGE I KØLESKABET! Det var så uforskammet, at jeg ikke kunne la' vær' med at grine.
Nå, farvel allesammen.... Vi skrives ved!

 

 

8. Oktober,
2003

Hej folkens! Er det virkelig allerede oktober? Jamen så glædeligt efterår da! Eller som vi kalder det i San Diego - resten af sommeren....
Wally og jeg var i teatret i aftes og se The Boys Next Door, som er et FANTASTISK teaterstykke, som I endelig ikke må gå glip af, hvis I får chancen for at se det et eller andet sted. Vi kom hjem bagefter og var oppe til klokken halvtre i morges og følge valgresultaterne ( - Jubiiii for Schwartzenegger! Vores guvernør kan tæske jeres guvernør.... øv bøv!), så jeg har først lige fået mig slæbt ud af sengen for små tyve minutter siden, og klokken er minsandten lige ved at være elleve om formiddagen. Det vil sige, jeg stod lige op længe nok til at køre The Spud i skole, men så var det ellers ind og se dyner igen. Efter jeg var faldet i søvn igen, drømte jeg, at jeg var i skole, og jeg skulle til eksamen i spansk, men jeg havde glemt, jeg havde den klasse, så jeg havde aldrig været der, og læreren ringede midt i eksamenen og sagde, at jeg ikke kunne blive færdig før året efter, hvis ikke jeg bestod, så jeg stæsede derop, og jeg vidste slet ingenting, og jeg kunne ikke svare på nogen af spørgsmålene, og anden halvdel af prøven skulle være et kapløb. Og jeg spø'r bare, hvor gammel skal man være, før man ikke har mareridt om skolen mere?... Jeg tror jeg skal til at stå op noget tidligere. Jeg er jo helt træt nu, al'så!
Nå, jeg skal på kirkegården, så jeg kan være hjemme igen, når April får fri. I må ha' det godt!

 

 

15. Oktober,
2003

Go'dag, go'dag! Det er bare lige mig, for en kort bemærkning. Vi har lige set en gammel genudsendelse af Columbo, og nu er der TV-avis, så nu er det som sædvanlig tid til at få skrevet jer en lille hilsen. I den episode, vi lige har set, blev de ved med at fable om de fine nymodens ure uden visere, der "viser tiden i røde tal." Er jeg virkelig opvokset med Columbo? Jeg tror jeg er gammel.
Nå, hvad er der ellers sket. Apropos nymodens tingester, så har ham selv købt mig et GPS-system, som jeg er aldeles fascineret af. Det er ligesom at ha' et lille et af de landkort med en rød plet, hvor der står "DU ER HER", og når man flytter sig, flytter pletten med. Meget snildt, for sådan no'n folk som mig, som af og til en sjælden gang godt kan ske at fare en lillebitte smule vild. HA! Så nu tror vi nok vi ta'r på campingtur i næste uge, så vi kan få det indviet. Vi ville egentlig ha' været til Las Vegas, siden The Spud ikke skal med, men der skulle også blive ulideligt varmt, så camping lyder mere og mere tiltalende i stedet for.
De siger lige i TV-avisen, at der var 15.000 afdøde blandt dem, der stemte sidste tirsdag, hvilket skulle være færre, end de plejer at få. Ka' jeg bare lige sige, at hvis de døde kan få slæbt sig ned og stemme, så har vi andre spil'me ingen undskyldning mere.
Nå, Wally vil ned på flådebasen og handle, inden de lukker. Vi skal jo ha' købt vores Halloween-snask i god tid, så vi kan nå at få det spist før tiden, så vi skal ned og købe en gang til - som det nu er traditionen tro! Hygge-hejsa!

 

 

6. November,
2003

Ja, ja, ja nu kommer jeg! Jeg ved godt, det er hundrede år siden, jeg har opdateret, men ham selv og en anden en har haft meget travlt med at dyrke naturen og børste tænder i flodmudder og bekæmpe bjørne med de bare næver og al' så'n no'et....Nå, hvis sandheden skal frem, var det ikke så farligt, meget afslappende faktisk, og bare LIDT primitivt, men vi havde jo ikke 'puteren med.
Vi havde en god tur igennem ørkenen, det er smukt derude på en helt anderledes måde, end man er vant til. Og det allerbedste af det hele - der er næsten ingen mennesker, man har det hele for sig selv. Jeg ELSKER det! Vi fik indviet det ny GPS-system, som ham selv har skaffet til huse, og det er det bedste legetøj jeg har haft, siden jeg var lille! Man kan finde ALTING med så'n en! Der er egentlig ikke så meget at fortælle, billederne gi'r faktisk det bedste indtryk. Jeg så den største edderkop, jeg nogen sinde har set sådan på nært hold og rent personligt. Den var brun og lodden og på størrelse med en knytnæve, og jeg ville ha' taget et billede af den, men så kom den efter mig, og jeg turde ikke at blive stående. Og vi tog billeder af to skilte, jeg var ved at dø af grin over - de er her. Resten af turen kan I følge med i her. Nå ellers var det mest sindsoprivende hjemkomsten, vi kom hjem til brandstormen og al den gratis røg, vi gad indånde. Det var noget af det mærkeligste, jeg nogen sinde har set. I den vestlige del af San Diego, hvor vi bor, var der ingen ildebrande, men soden i luften gjorde, at byen lignede en scene fra "Mars - den røde planet" eller noget fra en dommedagsprædiken.
The Spud er i fuldt sving med at bage hundrede småkager til gutterne oppe på brandstationen, så hvis jeg koncentrerer mig, kan jeg lige få opdateret og sat feriebilleder ind, inden vi skal derop.
Nå, ellers har vi jo lige fået overstået Halloween (allehelgenes), den tid på året, hvor vi alle sammen har pligt til at være overtroiske og æde os en pukkel til i slik. Jeg var på vej op til Jaycee's Market i går, og ude i gangen mødte jeg Chloe, en lille pige, der bor i den anden ende af bygningen. Hun gik stadigvæk rundt klædt som fe i sit karnevalskostume, og da jeg gik forbi hende, sagde hun "Ønsk dig noget," og jeg sagde okay og ønskede og lod hende vifte sin tryllestav ad mig. For man ved jo aldrig....
Og apropos Halloween og sære begivenheder, da jeg var på vej på arbejde fredag aften, var jeg nødt til at købe benzin på vejen, selvom jeg var ved at være sent på den. Så jeg stæsede afsted, og da jeg kom ned til tankstationen stod der en mand og gloede på pengeautomaten, og gloede på sine penge, men uden at rigtig gøre noget ved det. Så jeg stillede mig i kø bagved ham, og tænkte ved mig selv (og jeg VED, jeg ikke sagde det højt) "Se nu at få dig snøvlet færdig, du gamle!", og han fór sammen og vendte sig om og kiggede på mig og flyttede sig, så jeg kunne komme til. Og så, bare for en sikkerheds skyld, tænkte jeg "Undskyld, men jeg vidste ikke, du kunne høre mig."
Jeg var på arbejde i nat og ville hen og ha' min sodavand, og der var en eller anden, der havde drukket halvdelen og sat den ind igen. For himlens skyld, mennesker, stjæl dog HELE sodavanden, hvis I absolut vil ha' den!
Så, der kom de sidste ti småkager ud af ovnen, så må jeg hellere få opdateret, hvis jeg vil ha' det gjort, inden vi smutter. Bedre sent end aldrig!

 

 

20. November,
2003

Hej med jer, jeg kan vist lige nå at opdatere lidt, mens ham selv stæser rundt og rydder op. Han er veltrænet nemlig! Nej, det er faktisk ikke det, det er bare at jeg er mere ordensmenneske, så jeg kan ikke rydde op. Det er slet ikke så ulogisk, som det lyder. Når Wally rydder op, går han ikke i detaljer, så han kan få det fra hånden i løbet af nul komma nul. Hvis jeg samler den sok op, der ligger på sofaen, skal jeg lige ryste sofatæppet med det samme, og så støver det, så jeg er nødt til at feje, og jeg kan ikke feje uden at tømme papirkurvene, og når jeg alligevel skal ned med papirkurvene skal postbunken sorteres først, og så skal skrivebordet ryddes op, for ikke at tale om skrivebordsskufferne,og inden jeg ser mig om ligger jeg på knæ og skrubber gulve med en tandbørste klokken tre om natten.... Så jeg har for længst lært, at det er bedre at lade sokken ligge.
Vi har fjernsynet tændt, fordi vi håbede, de ville snakke om Bin Laden, han er vistnok blevet set i Iran i de sidste par dage. I stedet for er det ikke andet end Michael Jackson mig her og Michael Jackson mig der. Hvis der findes et særligt helvede for filmstjerner, håber jeg de bli'r tvangsindlangt til daglig transmission af hver evige eneste lille trivielle detalje af MIT liv!
Inden jeg glemmer det, og mens vi lige er på emnet om mit livs trivielle detaljer, så skal jeg lige sige, at jeg glemte nogle få billeder fra campingturen sidste gang, jeg opdaterede. De er her, det var nemmere bare at sætte dem på en side for sig selv. Cloud museet er et privatejet landbrugsmuseum. Plankevejen er en vej af planker (i tilfælde af, at det ikke gi'r sig selv!), der brugtes i 1920'erne til at køre biler gennem ørkensandet. Den var 10-12 km lang og delt op i "afsnit" som kunne flyttes af et spand heste, når vejen blev begravet efter en sandstorm.
Nå. jeg smutter nok snart igen, for jeg synes stadigvæk jeg er lidt småsøvnig, fra at have arbejdet i nat. Vi har forresten alvorligt skrabet bunden ovre på Centret. Kan I huske, jeg fortalte om den fæle Pepsi-tyv? Jeg har haft to dåser Pepsi gemt i grøntsagsskuffen, så i nat faldt det mig ind og se efter, om de stadig var der. Ha! Jo, de var der, de var begge to åbnet og halvt drukket og FROSNE! Så et eller andet sindsforstyrret individ har tilsyneladende omhyggeligt drukket halvdelen af hver sodavand (for bevar mig vel, vi skal da ENDELIG ikke lade bare DEN ENE stå til MIG), så stukket dem i fryseren, og til sidst sat dem tilbage, hvor jeg havde gemt dem. ??????!!?!!?!
Nå, nu er Wally blevet færdig med at rydde op, og vi skal til at se Indiana Jones and The Last Crusade ("Indiana Jones og Det Sidste Korstog"). Det er den, hvor han siger, "Sallah! Jeg sagde ingen kameler! Det er fem kameler! Kan du ikke tælle?" Jeg elsker den. Ka' I ha' det godt!

 

 

3. December,
2003

Happy birthday to me... Happy birthday to me... Happy birthday dear meeee-eeee... Happy birthday to me!!!!!! Ja, lige et par dage forsinket, men én sku' jo lige fejre færdig først, al'så. Og bare for, I ska' vide det, har jeg nu opnået en moden alder af visdom og forståelse, det vil sige sådan rundt regnet circa 29 år eller deromkring, så hvis der er noget I vil vide skal I endelig bare spørge oplyste og meget vise MIG! Må jeg her lige indskyde et stort TAK for diverse gaver og ugeblade og lykønskninger og al så'n no'et! Mange, MANGE tusind tak! Det var faktisk bare lige det, jeg ville sige. Som den opmærksomme læser vil have opdaget, har vi fået vores eget domæne til kirkegårds-siden, så jeg smutter igen. Jeg skal ha' flyttet alle siderne, og det ta'r syv lange og syv brede. Hygge hejsa!

 

 

14. December,
2003

Okay. Så der er influenza epidemi på Centret, og både børn og voksne er faldet som fluer i de sidste fjorten dage. Det meste af sidste uge lå ham selv i sengen og jamrede sig med en fæl influenza, og The Spud har ligget på langs hele weekenden og hostet og spruttet i ét væk. Så i går lykønskede jeg rigtig mig selv med, at jeg var frisk som en fisk! Og i dag hoster jeg og har ondt i halsen. Ikke at jeg beklager mig, jeg var jo tydeligvis selv ude om det.... Hovmod og alt det der....
Ellers har det jo været en fin dag. Jeg var på arbejde i nat, og min normalt så stille og fredelige og meget lidt begivenhedsrige arbejdstid blev afbrudt klokken halvfem i morges, da tv-avisen pludselig slog om fra genudsendelse af den sene nyhedsudsendelse til dagens store sensation, nemlig at de hev Saddam Hussein ud af rottehullet i aftes. Det var dog opmuntrende! Jeg var ved at grine mig ihjel, da de fortalte, han stak hovedet ud af hullet i jorden, fik et maskingevær i trynen, og hans første ord var "Jeg er Saddam Hussein, jeg er Iraks præsident, og jeg er villig til at forhandle...." Og den amerikanske soldat bag maskingeværet svarede "Ja, vi sku' også hilse mange gange fra præsident Bush."
Og apropos opmuntrende, så fik jeg i fredags en pakke med posten fra Nancy, som jeg arbejdede sammen med på centret i årevis. Det var en forsinket fødselsdagsgave til snotforkælede MIG, mig og ingen anden, med Patchouli skumbad, sæbe og fugtighedscreme og en massagerulle fra The Body Shop. Det er vistnok officielt nu. Jeg har ejer mere badesæbe og kropspleje og skumbad end noget andet menneske i den vestlige verden. Hvor er det lækkert al'så! Thank you, Nance! Happy, happy! Jeg har ikke engang set Nancy i over et år, men det VAR jo min fødselsdag, så det mangler selvfølgelig bare at folk fra alle verdens hjørner stimler ned på deres respektive posthuse og sender kassevis af gaver afsted til MIG! Jeg har da fortalt jer, at det er mig, det hele drejer sig om, har jeg ikke?... Min fødselsdagsgave fra April var forresten en hjemmelavet kuponbog. Den første kupon er til "gratis skumbad med stearinlys og ingen irriterende unge" Siden jeg kan ta' bad som det passer mig uden kupon, går jeg ud fra at gaven består i det med den irriterende unges fravær. Og det er jo ikke så ringe en gave, når man nu lige tygger lidt på det.... Hendes anden - forsinkede - gave til mig bliver tilsynelandende noget af garn. Det eneste jeg ved, er at hun med en meget hemmelighedsfuld mine spurgte mig dagen før min fødselsdag, om jeg, hvis jeg kom i Wal-mart, kunne købe noget garn for hende. Jeg er blevet ved med at glemme det, så for et par dage siden gav hun mig en seddel, hvor hun mindede mig om at købe (jeg citerer): "Farvet garn. Tykt og køb en stor rule!" Underskrevet ikke bare med hendes for- og efternavn, men også med "din datter" i parantes. Ellers havde jeg nok aldrig regnet ud, hvem det var fra. Alzheimers-sygen står for døren....
Rent personligt er jeg forresten stolt af at annoncere, at JEG ER FÆRDIG MED AT KØBE IND TIL JUL - over en uge før tiden - Det er jo fuldstændig uhørt! De to sidste ting, jeg købte, var CD'er til April, og det lykkedes mig med møje og besvær at arbejde mig uden om de mange MYRIADER af Jennifer Lopez og Britney Spears CD'er. Ikke så meget fordi de er lidt på den talentløse side, men især fordi det går mig på nerverne, at de stiller mere eller mindre halvnøgne op, uanset hvorend de er. Nå, hvis jeg lignede Britney Spears, ville folk sikkert også ha' et farligt hyr med at holde tøj på mig....
Mmmmm. Jeg har lige opdaget, at jeg godt kan spise hytteost, men kun på én betingelse. Det skal spises med Chile Lime Tortilla Chips. Jeg har aldrig smagt dem før, men ham selv købte dem i Trader Joe's i går, og jeg har udryddet næsten hele posen - jeg tror resten ryger i løbet af de næste ti minutter. Wally ville sikkert gerne ha' haft nogen af dem, men jeg tror ikke han turde række efter posen, siden jeg uden tvivl ville ha' gnavet armen af ham. Mmmm-mmmm!
Nå, jeg vil hen og læse lidt. Jeg har bestemt mig til at læse alle mine bøger igen, bortset fra dem, jeg næsten lige har læst og allerede har sat tilside. Med untagelse af mine yndlingsbøger (nå ja, og dem der er på dansk), har jeg bestemt mig til at dele dem ud til de hjemløse nede under broen, efterhånden som jeg får dem læst færdig. For jeg synes det må blive så trivielt og sidde dernede dag ud og dag ind. Uden noget at lave, så'n. Og så har jeg jo også mindre at rydde op i - det er genialt. Men det vil sige, at jeg skal se at få læst "One Last Dance" (Forbudt Kærlighed) af Eileen Goudge færdig. Jeg er en fjerdedel igennem den, og jeg tror den er lidt mere pladder-romantisk end jeg normalt går ind for, men når jeg nu har fået slæbt den til huse og vil skaffe mig af med den igen, ska' den spil'me læses først, enten jeg kan li' det eller ej! Så jeg daffer af nu, hen i mit læsehjørne. Ka' I så hygge jer, allesammen!

 

 

17. December,
2003

Har jeg nævnt, at jeg har fået influenza? Jeg hakker og sprutter med en iver, der ku' gøre Tyfus-Marie til skamme. Det er sandelig godt, ham selv og The Spud er blevet raske, så de kan varte mig op!
Der er en hjemmeside, der hedder "Where is George?" (den George, de vil vide hvor er, er George Washington på en-dollarsedlerne), og ideen er i en nøddeskal, at man "melder" sine dollarsedler "til" på "Where is George?"-siden, og så skriver man med rødt "Where is George?" på selve sedlerne, så andre folk, efterhånden som dollaren skifter ejermand, kan gå ind på hjemmesiden og notere hvilken by dollaren befinder sig i, og læse hvor den har været. Mere interessant end det umiddelbart lyder, og uskyldigt tidsfordriv, hvis det ikke lige var fordi, det faktisk er forbudt at skrive på pengesedlerne. Så, nu da I ved det, ville jeg lige fortælle jer, at den følgende samtale IKKE tog plads i vores hus for ti minutter siden, bare hvis der er nogen, der sku' spørge....
Ikke-Wally: "Ikke-Lisbeth, er det dig, der går og skriver "Hvor er George" på alle vores en-dollarsedler?"
Ikke-Mig: "Ja da."
Ikke-Wally: "Neeeej, Ikke-Lisbeth, er du tosset, det må man da ikke, det er ulovligt!
Ikke-Mig: "Bevis det var mig."
Ikke-Wally (efter en lang tænkepause): "Jamen, du sagde jo lige, det var dig.
Ikke-Mig: "Ja, bevis det." Hæ-hæ.
Ellers gik min morgen med at ligge og flyde på sofaen og jamre og klage over min influenza (ja, jeg er et stort pattebarn!) og læse mit næsten-splinter-nye Søndags-BT (Tak, Anne-Louise). I kan slet ikke forestille jer, hvor chokeret jeg var over et læserbrev, hvor en dame klagede over at andre folk kan få kommunen til at betale deres børns dagpleje, men hun kan ikke få kommunen til at betale hende for at passe sit eget barn. Det er da også groft! Jeg har da tit tænkt på, at jeg burde få løn af staten, når jeg gør rent på badeværelset, siden de ikke behøver at sende mig en hjemmehjælp til det. Eller måske kan de gi' mig løn for at køre April i skole, siden hun ikke behøver at ta' skolebussen. SIG MIG ER FOLK DA KOMPLET VANVITTIGE??? Jamen, det er de jo - tydeligvis....
Okay, lige da jeg troede jeg ikke kunne få nok - de siger lige på TV-avisen (med Brit Hume - ham, der minder mig om far) at der er er en eller anden himstregut fra Vatikanet (kardinal Renato Martino, for at være helt nøjagtig), der har fremlagt det forhåbentlig uofficielle synspunkt, at det var SYND for Saddam Hussein, at han skulle YDMYGES ved at få undersøgt sit hår og tænder som et andet stykke kvæg. Altså ikke at jeg har noget at sku' ha' klinket med den Katolske kirke, men KA' VI SÅ LIGE TA' OG SPISE BRØ' TIL???!!! Ikke for noget, men for det første bemærkede jeg ikke, at den gode kardinal fløj i flint over Saddam's mord og tortur og fængsling af over en million uskyldige mennesker, og for det andet kan jeg ikke komme i tanke om alt for mange måder, vi behandler kvæg på, som ikke er bedre end Saddam fortjener, hvis sandheden skal siges. Der er visse øjeblikke i mit liv, hvor jeg pludselig får indtryk af, at jeg muligvis er det eneste menneske på Guds grønne jord, der ikke er komplet idiot.... Og hvis der stadig er nogen af jer der tvivler på DET, og har brug for endnu et lille eksempel, så har de nu bekvemt lige slået over i en historie om brødrene Wright, som tog verdens første flyvetur i dag for 100 år siden. Den udsendte journalist har lige fortalt, at Orville og Wilbur Wright var cykelsmede, og at de ingen formel uddannelse havde i flymekanik - det sku' vel aldrig skyldes, at DET VAR DEM SELV, DER OPFANDT FLYVEMASKINEN??? Jeg gi'r op.
Nå, jeg vil lige hen og læse lidt, jeg fik langt om længe tygget mig igennem "Forbudt Kærlighed," ikke den helt store oplevelse. Nu er jeg gået igang med Erma Bombecks "Aunt Erma's Cope Book - How To Get From Monday to Friday... In 12 Days" ("Tante Erma's Overlevelsesbog - Hvordan Man Når fra Mandag til Fredag... På 12 Dage" - jeg tror faktisk ikke den findes på dansk), som til gengæld er hyleskæg!
Så allesammen - hvis jeg ikke får opdateret i løbet af ugen, håber vi I får en rigtig glædelig jul og masser af gaver fra julemanden! Hyggehejsa!

 

 

23. December,
2003

Bare lige en hurtig opdatering her på Lillejuleaften....Glædelig Jul og Tillykke med fødselsdagen, far! Og mange kærlige julehilsener til jer allesammen fra os allesammen!

 




Til The Hjemmeside

Til 2004